Det danske magasin i Spanien
Doñana fra Sanlúcar de Barrameda
2015-01-08-13.55.11
 
Doñana er en af Spaniens fineste og vigtigste nationalparker. Den ligger på vestsiden af Guadalquivirs udløb i Atlanterhavet, og den rummer et enormt delta, der er mellemlandingsplads for et væld af trækfugle på vej til og fra Afrika. Parken rummer også en betydelig bestand af den iberiske los, vildsvin og dådyr. Derfor har nationalparken særlig stor betydning, og der passes ekstra godt på den. Undtagen, naturligvis, når der er fest. Det kommer jeg tilbage til. Man kan besøge Doñana ved at sejle over Guadalquivir fra Sanlúcar de Barrameda, og det er en meget fin tur.
Det er ikke sikkert, at man har tænkt over, hvorfra navnet Doñana stammer, men parken er opkaldt efter en vis Doña Ana, der var gift med den 7. hertug af Medina Sidonia. Hun boede i området i det 16. århundrede og kom derved til at give stedet navn.
Området blev erklæret nationalpark i 1969 og er med sine 535 km2 en af landets mindre parker. Den kom på verdens kulturarvsliste i 1994 og bliver betragtet som værende af overordentlig stor økologisk og miljømæssig værdi, ikke blot på europæisk plan men på verdensplan. Og det er fordi den giver mange trækfugle mulighed for at mellemlande i fred og ro, og derudover giver den levested til en del truede dyrearter, herunder den iberiske los.
 
2015-01-08-13.17.57
 
Vores besøg i Doñana starter i den gamle isfabrik “Fábrica de Hielo” ved Guadalquivirs østlige bred i Sanlúcar de Barrameda.
Men inden da har vi booked biletter på www.visitasdonana.com Her køber man en billet der har det hele: sejlads over floden med guide, transport rundt i Doñana i firehjulstrækker også med guide og til sidst transport tilbage over floden. En sådan tur koster 30€ pr. næse, og de er givet godt ud. Egentlig ville jeg helst bare have haft lov til at gå rundt ovre i naturparken for mig selv, men det må man ikke sådan bare, og parken er desuden for stor til, at man kan nå at se den til fods på en enkel dag. Til det skal man bruge det meste af en uge og have en særlig tilladelse til at færdes i parken, som kun har “acceso restringuido” – begrænset adgang. Derfor var denne pakkeløsning helt fortrinlig, og tilmed var vores guide lidt af en spøgefugl, så det blev et muntert besøg i nationalparken.
Vi skal afhente de bestilte billetter i isfabrikken, og vi skal være der i god tid inden turen starter kl. 10.00. Det er vi så og har dermed tid til at se den fine udstilling, som “ishuset” rummer. Oppe på 1. sal kan man se en replica i 1/8 størrelse af skibet Victoria – det første skib nogensinde, der har gennemført en jordomsejling. Skibet var med i Magellean ekspeditionen fra 1519 til 1522. Nedenunder er der plancher og montrer, der fortæller om Doñana, så vi er godt underholdt, indtil vi får besked på at gå over til færgen Real Fernando, der ligger fortøjret lige overfor isfabrikken.
Inden vi går ombord beundrer vi lige flodens vande og kigger ud på bølgerne der ruller ude på Atlanten. Vi er i januar og det er hundekoldt, så vi kan kun opholde os på dækket i ret korte mellemrum, mens Fernando sejler op ad floden.
Sejlturen varer en times tid og vi sejler opad, mens vi langsomt nærmer os den modsatte bred. På bredden på Doñana siden går en masse køer og græsser, og vi kan se interessante vadefugle i kanten. Ved en lille bro (La Puerta de Doñana, som også “los rocieros” benytter, herom senere) lægger Fernando til, og vi går hen til en ventende firehjulstrækker.
 
2015-01-08-13.55.55
 
Nu kaster vi os ud i en tour de force rundt i nationalparken, for vi skal se det hele og alle fire landskabstyper: Las marismas (marskområderne), las dunas (klitterne), las playas (strandene) og el matorral (vildnis, kratskov). I kratskoven holder de fleste dyr til, og vi får en masse vildsvin og rådyr at se. Vi ser også den sjældne águila imperial (kejserørn), mens bilen svajer faretruende fra side til side og chaufføren fyrer vitser af. Han er vist glad for sit job og muntert er det. I talestrømmen fra chaufføren hører vi hele tiden ordet “los rocieros”, og det refererer jo til den årlige “romería” (valfart), El Rocío, som er en slags pilgrimsudflugt cum fest. En “rociero” er en person, der deltager i El Rocío. I landskabet kan man se en mængde dybe hjulspor, og de stammer fra “las rocieros”, bliver der sagt. Vi kommer også forbi nogle steder, hvor det er tilladt “los rocieros” at overnatte, men vent lige lidt! Befinder vi os ikke i en af Europas mest beskyttede nationalparker? Med sjældne landskabstyper og truede dyrearter? Et hvilested for trækfugle? Og med begrænset adgang og uden lov til overnatning? Og nu bliver der talt om overnatning, udflugter og fest!
 
2015-01-08-14.00.58
Nærmere udspurgt beretter chaufføren, at parken hvert år til La Romería del Rocío bliver løbet over ende af 35.000 festglade spaniere i selskab med 3000 traktorer og 2200 firhjulstrækkere. I højt humør drager denne karavane igennem naturparken, som tillader denne invasion 1 uge på hver side af El Rocío, som finder sted i Pinsen. I gamle dage brugte man hestekøretøjer, men heste har svært ved at trække de tunge kærrer igennem det dybe sand, så de bliver gradvist skiftet ud med motordrevne køretøjer. Sidste år døde der 23 heste under El Rocío enten pga. overanstrengelse, tørst eller anden overlast.
Nu må vi lige se på, hvad El Rocío går ud på.
El Rocío er en religiøs, katolsk helgenfejring, som strækker sig over en lille uge, afhængigt af, hvor langvejs fra, man kommer. El Rocío er navnet på en landsby med 2000 indbyggere, der ligger lige vest for Doñana parken. Her har man siden 1653 hvert år i Pinsen fejret sin helgeninde “La Virgen del Rocío”, også kaldet “La Paloma Blanca”. Man fejrer hende på den måde, at hun bæres ud af kirken for at komme en tur rundt i byen. Hun står på en “trone”, en slags stavær, hvorpå man kan bære rundt på helgenstatuer. Vi kender disse troner fra Påskeugen.
Men nu er der lige det ved det, at der ved denne lejlighed er gået hausse eller selvsving i det med at bære rundt på sin helgenfigur. Det er et såkaldt “hermandad” (broderskab), der ejer og passer på en sådan helgenstatue. I år 2014 var der 115 hermandades tilmeldt til begivenheden. Dette betyder, at 115 helgenstatuer fra nær og fjern skal bæres hen til El Rocio, hen forbi helligdommen, hvor La Virgen bor til dagligt, og derefter tilbage til den kirke, hvor de selv bor resten af året. Til hver statue hører der nok 50 bærere samt et følge. Dertil kommer flere hundrede tusinde tilskuere, for El Rocio er kendt i det ganske land. Tilstrømningen er så stor, at byen bliver totalt overrendt, ja op mod ½ million mennesker stimler sammen til begivenheden.

2015-01-08-14.37.34

Mange af de “hermandades”, der deltager, kommer ovre fra den anden side af Guadalquivir. Det kan være “hermandades” fra Sanlúcar, Jeréz, Puerto de Santa María, Rota eller andre byer på flodens østbred. For at komme hen til El Rocío skal tronen med helgenstatuen samt følget transporteres over floden fra Sanlúcar og sættes af på flodbredden i Doñana. Denne flodkrydsning foregår i en planlagt orden, sådan at de forskellige “hermandades” har deres egen “tid” på en bestemt båd. Der deltager en stor mængde både i overfarten, for der er mellem 50 og 60 “tronos” med følge, der skal over Guadalquivir. Når de er sat i land, skal hele molevitten transporteres igennem Doñana naturpark: Til hvert broderskab hører først El hermano mayor (“storebror” eller den der leder broderskabet), derefter kommer el “Simpecado” (ham uden synd), som er en slags “næstkommanderende”, derefter kommer “el trono” med helgenfiguren og så hele følget, mange på hesteryg og alle klædt i fine gevandter.
Ved afsejlingen fra Sanlúcar de Barrameda er en kæmpestor tilskuermængde troppet op, så i dagene op til El Rocío er der et vildt folkeleben på kajen ud til floden, og der er ingen tvivl om, at begivenheden tiltrækker turister fra nær og fjern, hvilket bidrager betragteligt til byens økonomi.
Når så “karavanen” er sat af på Doñana siden, skal den bruge 3 dage på at krydse nationalparken hen til El Rocío. I gamle dage var det heste, der trak de tunge “troner” igennem det dybe sand, men nu om dage bruger man traktorer, lastbiler og 4X4. Da følget fra de mange “hermandades” fra øst er ca. 35.000 mennesker (og det stiger hvert år), er det indlysende, at det er en ufatteligt belastning, man derved udsætter nationalparken for. Selv om der kun er en begrænset afstand fra floden til El Rocío (ca. 35 km. i luftlinje), skal man tænke på, at det foregår umanerligt langsomt i det dybe sand. Vejen (eller rettere hjulsporet), der benyttes, har eksisteret siden 1400 tallet, så man kan konstatere, at det var “los rocieros”, der kom først. De har ganske enkelt vundet hævd på at befærde ruten gennem nationalparken til landsbyen El Rocío.

2015-01-08-14.33.42

Der er ingen tvivl om, at miljømyndighederne river sig i håret og græder snot i stænger, mens de højrøstede, festende spanierne drager gennem nationalparken og skræmmer de truede dyrearter fra vid og sans, mens de tisser og det der er værre ud over det hele og tilmed “glemmer” at tage deres efterladenskaber med sig.
Når de så er vel ankommet til El Rocío, deltager de sammen med de 114 andre “karavaner” i festen, idet de bærer deres egen helgenstatue hen for at hilse på La Virgen del Rocío. Det er klart at karavanekøen for besøget er milelang, og langs med ruten står man som sild i en tønde for at opleve begivenheden, som ud over selve deltagerne fra Las Hermandades tæller flere hundrede tusinde tilskuere. Oplevelsen skulle være helt speciel, og mange kommer meget opløftede hjem fra El Rocío, hvor der uden tvivl kan blive pisket en mægtig stemning op af religiøs ophidselse, lidenskab og suggestion.
På vejen tilbage deltager der langt færre mennesker i følget, for de fleste foretrækker at køre hjem i bil. Miljøbelastningen i nationalparken er altså mindre på tilbagevejen.

2015-01-08-12.07.23

Det kan blive interessant at se, hvem der i det lange løb “vinder” denne tovtrækning om retten til at færdes i nationalparken: trækfuglene og de truede dyr (beskyttet af miljømyndighederne) eller “los rocieros” (beskyttet af samtlige præster, biskopper og hele den katolske kirke med Paven i spidsen). Som tingene ser ud lige nu, har “los rocieros” vundet, og der ville opstå et ramaskrig, hvis nogen skulle forsøge at sætte en stopper for denne århundredelange tradition. Tja, man kan jo sige, at det var dem, der kom først, og det må naturen så leve med. De derlevende dyr trækker vel væk til andre dele af parken mens halløjet foregår, og når der er blevet ryddet op, er der kun hjulsporene tilbage igennem sandet og freden sænker sig atter.
Tilbage til vores udflugt: Vi bliver kørt rundt i nationalparken en times tid og på et tidspunkt stopper vi op midt i et skønt klitlandskab, hvor vi holder lidt, så vi kan beundre det fine natursceneri. Derefter kører vi ned på stranden og nu ræser vi afsted på det faste sand, mens vi ser, at en del mennesker går rundt i vandkanten og samler ting op. Det er muslingefiskere, der ligesom “los rocieros” har hævd på at færdes på stranden og finde muslinger og andre skalddyr. De sælger derefter deres “fangst” til de mange restauranter ovre i Sanlúcar, som derved kan tilbyde friske skalddyr til deres kunder.
Når vores firhjulstrækker befinder sig lige over for Sanlúcar bliver vi sat af på stranden og vi tænker: hvad nu? Men nu ser vi en båd med en “rampenæse” nærme sig, og den sejler lige hen til det sted, hvor vi venter i selskab med “muslingemændene”. Nu sætter båden næsen ned på stranden og vi går om bord. I løbet af nul komma fem er vi tilbage i Sanlúcar efter en herlig udflugt.

Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.