Det danske magasin i Spanien
Den skæve vinkel – Raúl Martín Corpas

Den skæve vinkel - Raúl Martín Corpas

Han er spansk, og han er kun 41 år gammel. Alligevel er han de danske fødevarers Grand Old Man på Solkysten. Siden midten af 90’erne har han sikret store danske bøffer og årets julesteg til sydens danskere. Du kender ham sikkert fra Delikatessen i Centro Idea. Men de kender ham også i Fuengirolas havn, på byens boldbaner og på skisportsstedet Sierra Nevada. Raúl er nemlig en mand med mange interesser og mange talenter.

Foto Mugge Fischer

Han kaster sig frygtløst ud i de store bølger og ned af de stejle løjper. Han kaster sig også frygtløst over den danske gastronomi og det danske sprog. Raúl kaster sig ud i livet – og suger til sig. Sådan har det altid været. Lige siden han som en stor dreng på 14 år søgte job i Favoritten – den gamle danske slagter i Los Boliches.

”Jeg har aldrig haft lyst til at studere. Til gengæld har jeg altid haft stort mod på at arbejde og fået lov til det, fortæller Raúl – altid venlig og afbalanceret selvom han altid har travlt.

Drømmer om store bøffer

Præcis som han altid har taget fat, har han også forstået at kridte sin sti fra en meget tidlig alder. Han var stadig teenager, da han mødte sin kone Alicia. Og vi havde stadig pesetas som møntfod, da han lagde udbetalingen til sin lejlighed. Vi havde kun lige fået euroen, da jeg som 21-årig blev partner i Favoritten.

”De andre kunne vel se, at jeg elskede lange arbejdsdage og omgangen med vores skandinaviske kunder. Hurtigt blev jeg glad for dansk mad og store bøffer,” erkender Raúl, som også rent fysisk begyndte at få store bøffer. I fitnesscentret, på fodboldbanen, i bølgerne på sit surfbræt eller i sneen på sit snowboard har man altid kunnet finde Raúl efter fyraften.

”Jeg har altid været glad for sport og er ikke god til at sidde stille. Får jeg ikke rørt mig, sover jeg ikke ordentligt. Sport og rejser er min store passion.” Det sidste har der ikke været så store muligheder for de sidste par år. Raúl har måttet kæmpe sig gennem pandemien, som selvsagt også har sat sine begrænsninger for de rejselystne.

”Jeg var i Afrika inden Covid-19 trængte sig ind i vores liv. Det var en kæmpe oplevelse og jeg higer efter at komme tilbage. Jeg vil gerne se og opleve noget. Afslapning og dyre hoteller er ikke min stil,” fortæller Raúl, som har været det halve Europa rundt. I dag er det fjerne, og vidt forskellige, destinationer som Peru, Mexico, Vietnam og Island han drømmer om. Og så drømmer han om at få mere tid.

2023 bliver forandringernes år

Den kommer i det nye år; tiden. Det er Raúls store forsæt. Han er på nippet til at få afviklet sin anpart i en burgerrestaurant i Málaga, som ”har kostet alt for meget tid og givet alt for mange problemer,” som han formulerer det.

”Jeg vil meget hellere have én god forretning, som jeg værner om, og så god tid til min kone, min søn, mine venner og min sport,” bebuder Raúl med en mine, der viser, han også er åben for nye muligheder. Han husker tydeligt hvordan han, og sin partner, på 48 timer fik overtaget, monteret og åbnet Delikatessen da lokalet blev ledigt for ti år siden. Det kan ske igen. Raúl er ikke bange for at kaste sig ud i noget nyt. Men først kaster han sig over julen. Sidste år fik Rául og hans medhjælpere stegt og leveret 70 ænder og 300 kg. ribben- og flæskesteg med kartofler, sovs og andet tilbehør – indenfor 24 timer!

Alt tyder på, der i år skal steges, tilberedes og leveres endnu mere. Raúl er klar til at gå i gang. Han kaster sig frygtløst ud i det.

Ti skæve til Raúl

Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?

Jeg er ganske habil bag et piano og på et surfbræt. Det første åbnede døren til musikkonservatoriet, men det var for kedeligt. Så er det sjovere at surfe – året rundt. Jeg har aldrig konkurreret, men det har været tæt på.

Det bedste og værste ved Costa del Sol?

Jeg synes vi har det hele: by, strand, kultur, sport og gastronomi.

Det værste er varmen og de store folkemasser i juli og august.

Din dårligste vane?

Jeg bider negle. Min kone er efter mig, men intet hjælper.

Din bedste og dårligste handel?

I år 2000 købte jeg min 120 m2 store lejlighed i Las Lagunas for 8 millioner pesetas (48.000 euro). Jeg var meget ung, og ingen forstod, hvorfor jeg havde så travlt med at komme på boligmarkedet. Omvendt trådte jeg ved siden af i 2018, da jeg blev partner i en burgerrestaurant i Málaga. Min partner magtede ikke opgaven, så både økonomisk og menneskeligt har det været hårdt for mig. Det kapitel afsluttes heldigvis meget snart.

Hvad gør dig nervøs?

Hvis folk skal vente på mig. Jeg hader at være forsinket. Omvendt er jeg okay med at skulle vente på folk.

Har du et godt ritual eller en god vane?

Det havde jeg tidligere, hvor jeg trænede tidligt om morgenen inden jeg gik på job. I det nye år vil jeg gøre alt for at finde tiden til, at det bliver sådan igen.

Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?

Den tager jeg med Silvester Stallone, Bruces Willis eller én af de andre gode skuespillere fra 90’erne. Jeg er meget betaget af den periode – også musikalsk. Kunne det blive til to øl, tager jeg den anden med Lars Ulrich fra Metallica.

Tror du på Gud?

Ja, og meget stærkt. Der er ikke så mange, der ved det, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er Jehovas Vidne.

Har du en helt – eller et forbillede?

Jeg er betaget af folk, der ikke er bange for at gå nye veje. Folk, der lægger noget sikkert bag sig for at søge noget nyt og spændende. Det gælder alt fra folk, der slår sig ned i et nyt land til folk, der skaber sig sin egen forretning.

Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?

Da jeg som 14-årig søgte sommerjob som ekspedient i slagteren Favoritten. Jeg vidste, de søgte en ekspedient samt at 99 procent af klientellet var udlændinge. Jeg vidste også, at jeg ikke kunne så meget som ét ord på hverken engelsk, dansk, svensk eller norsk.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.