Det danske magasin i Spanien
Den skæve vinkel – Søren Christensen

Den skæve vinkel - Søren Christensen

Han er ikke skræmt – tværtom er han glad for at være kommet godt i gang. En enkelt butik skulle gerne blive til tre, og Kvik køkkenet skulle gerne så stærke rødder på Solkysten. Sådan lyder den seneste udfordring til Søren Christensen, som har prøvet lidt af hvert – i flere verdensdele. Vi har mødt den energiske mand bag Kvik køkkenet i Marbella.

Det var en veltalende og entusiastisk Søren Christensen, der i bedste sendetid er inviteret i studiet til Go’ morgen Danmark. Snakken går på chilenske vine og på Sørens vinmarker, produktion og eventyr i Sydamerika. Hvordan en genert dreng fra det mørkeste Jylland skulle komme så vidt, forsøger vi at få rodet bod på senere.

Plakaten, der ændrede det hele

Først skruer vi tiden tilbage til den tid, hvor man kun havde DR og – i Jylland – tre tyske kanaler, når vejrforholdene tillod det. Det var også den tid hvor tøjmoden kom til Jylland et år efter, den var kommet frem i København. Og hvor man i stor stil lejede bøger på biblioteket. Det var netop på det lokale bibliotek i en lille landkommune, Søren en dag ser en plakat. ”Der var en lækker, mørklødet pige på plakaten og en tekst for frivilligt hjælpearbejde i Mexico. Dén dag fandt jeg en skjult udlandsdrøm i mig,” fortæller Søren Christensen, som tog med til informationsmødet. I stedet for at tage turen til det tekniske universitet, for at læse til ingeniør, tog han turen til Mexico. ”Vi var en gruppe på seks personer, der blev sendt til et børnehjem. Det var barsk, men også lærerigt og givende,” husker Søren. Han husker også, at han allerede i lufthavnen løber ind i Nicole – en ung schweizisk sygeplejerske. ”Vi var frivillige i samme gruppe, i samme by, – og havde samme gode øje til hinanden.” Begge havde også et godt øje til Sydamerika og lysten til eventyr. Eventyret skulle vise sig at bringe Søren rundt i både Latin- og Sydamerika som salgsansvarlig for en industrivirksomhed og senere som diplomat for Udenrigsministeriet i Chile. ”Jeg fik hilst på den chilenske præsident, men det var også det mest spændende ved det job, som var præget af receptioner og pindemadder,” fortæller Søren Christensen med et smil.

Passionen for chilensk vin

Han havde brug for noget nyt, samtidig med han blev mere og mere fascineret af udviklingen i de lokale vine. ”Chilenske vine var for alvor på vej frem, og jeg så muligheden for at få dem til Danmark. Jeg så rigtigt og investerede også rigtigt i egne marker. Det var gode år – på alle områder,” husker den danske vinelsker der, som så mange andre, blev overrumplet af Finanskrisen. Næsten alle hans aftagere måtte reducere markant i deres ordrer og så begyndte både motivationen og tallene at halte hos Søren, der valgte at sælge fra. Vinflaskerne blev udbyttet med gasflasker fra norske Ragasco, der ville frem i Sydamerika. De ambitioner fik Søren indfriet. Nicole fik indfriet sine ved at blive medejer af et selskab, der sælger dansk kosmetik i Chile. De fælles familie-ambitioner blev også indfriet da først Lykke og senere Trille kom til verden. ”Der har nok altid været et positiv ståhej omkring os, men jeg har en lykkelig familie, og sammen har vi haft næsten 20 spændende år i Chile,” fortæller Søren, som først nu er ved at komme sig over sit livs dilemma.

Et Kvik køkken ud af det blå

For et år siden, ville Kvik køkkenet nemlig have Søren Christensen til Marbella – og vice versa. Den danske iværksætter var nemlig begyndt at blive lidt urolig i Chile.

”Det er ikke længere så sikkert at bo i Santiago. Den politiske udvikling er ikke god og efter det sociale oprør i 2019 har kriminaliteten været stærkt stigende. Fem elever fra min ældste datters klasse har været udsat for voldsomme overfald,” fortæller Søren, som stod på en skillevej. Han tog vejen til Costa del Sol, og nu følger familien med. ”Det har nok været min, og vores, sværeste beslutning nogensinde. Men det er også en god og spændende beslutning,” mener Søren. Muligheden for at blive franchisetager af Kvik køkkenet i Málaga-provinsen kom ud af den blå luft. Og Søren tror familien vil trives under den blå himmel. ”Mine piger er meget latinske og vil falde godt til i det spanske. Det samme vil Nicole, som netop nu er ved at få afviklet det sidste i Chile,” fortæller Søren Christensen, som har brugt hele 2022 på at få sin nye forretning på benene. ”Det har været benhårdt, men vi har fået en fin start med 70 solgte køkkener og ni mand på lønningslisten. Men der skal være tid til andet nu. Familien og det sociale liv skal prioriteres. Jeg skal have gang i min fodbold og golf igen,” slutter en meget livsglad Søren Christensen. Han er forberedt på ”lidt af hvert” og forberedt på at blive og få succes på Costa del Sol. Men alle omkring Søren er også forberedt at alt hurtigt kan ændre sig, hvis han en dag får øje på en ny inspirerende plakat…

Årene er gået, men ånden har ikke ændret sig.

Ti skæve til Søren

1. Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?

Jeg var meget genert som dreng. Kun de færreste tror på det…

Og så er jeg uddannet maskinarbejder, men har aldrig brugt uddannelsen.

2. Det bedste og værste ved Costa del Sol?

Det bedste er gastronomien, livsstilen, kulturen og så det gode klima. Det sidste kan dog også blive til det værste, for sommeren i år har været ulidelig varm. Til det værste hører også den stil, nogle turister lægger for dagen.

3. Din dårligste vane?

Jeg kan godt lide en smøg i ny og næ.

4. Din bedste og dårligste handel?

Jeg ved ikke, hvilken der har været den bedste handel, men den bedste beslutning var at fri til min kone for præcis 25 år siden. Hun har altid forstået både at få mig ned på jorden og tilbage på sporet, når der var behov for det.

Min dårligste handel var at sælge min villa i Vejle i 2002 for 1,3 millioner kroner. Jeg tør ikke tænke på, hvad den er værd i dag. Men da jeg solgte den, var jeg glad for handlen.

5. Hvad gør dig nervøs?

Edderkopper, og tanken om at familien bliver splittet over flere forskellige verdenshjørner.

6. Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?

Michael Jorden – tidens bedste basketballspiller. Jeg ville gerne have hans historie på tomandshånd. Han var, og er, stærkt dedikeret og det fascinerer mig.

7. Tror du på Gud?

Nej, jeg er ateist. Jeg er meget praktisk orienteret og kalkulerende i min tankegang. Jeg kan ikke se en Gud for mig.

8. Er der noget, du fortryder i dit liv?

Der er masser af ting, men det er småting i den store helhed, som jeg ikke hænger mig i. Jeg forsøger at lære at mine fejl og bruger det fremadrettet.

9. Har du en helt eller et forbillede?

Det er min far – helt sikkert. Han var karismatisk, fyldte meget, var sjov og underholdende. Men han var også ambitiøs og skabte sin egen virksomhed. Jeg tænker meget på ham.

10. Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv? 

Det må være at have boet, arbejdet og skabt familie i Chile. Jeg syntes ikke, det var vildt, da jeg tog afsted. Men når jeg tænker tilbage, synes jeg nu, det var ret vildt.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.