Henning Munk Jensen besøgte i august Patrick Mtiliga i Málaga CFs træningslejr i Behanavís.
De fik sig en god fodbold-sludder.
La Peña de Dinamarca har gjort lidt af et scoop.
Den danske supporterklub for Málaga CF i La Liga har formået at få Málagas nye danske spiller, den 28-årige Patrick Jan Mtiliga, til at stille op og være oplægger til et af de fire offentlige tv-arrangementer i Casa Danesa i september og oktober.
Han kommer til arvefjende-opgøret Danmark-Sverige, som spilles i Parken i København lørdag den 10. oktober.
På grund af landsholdsfodbold overalt i Europa ligger også den spanske liga stille. Spanien møder således ude Armenien.
La Peña de Dinamarca spurgte behørigt Málaga-træner Muñiz, om han havde planer for sine spillere denne fri-weekend og det havde han ikke. Han fandt det spændende, at Patrick ved sådan en lejlighed får mulighed for at møde den danske koloni på Costa del Sol.
”Jeg ser da også frem til denne aften”, siger Mtiliga, hvis hustru, Mai, og deres to børn Nelson og Alpha bor i lejet lejlighed på Kysten. De vil give sig god tid til at finde det rigtige, inden de køber. Mai vil i arbejde, så de er også ved at undersøge pasningsmuligheder for børnene.
”Vi vil gerne møde danskere hernede og integreres så hurtigt som muligt. Min kontakt til holdkammeraterne er god og mit spanske rækker nu til, at vi kan kommunikere på banen”, fortæller han.
Patrick Mtiliga selv er noteret for en enkelt landskamp for Danmark. Testmatchen sidste år mod Wales på Brøndby stadion, som Danmark tabte.
Så på – og tager hjem
Denne kamp blev i øvrigt overværet af den tidligere landsholdsanfører Henning Munk Jensen, der også bor på Costa del Sol og som vil være oplægger til Danmarks kampe mod Ungarn og Albanien henholdsvis d. 5. og 9. september i Casa Danesa. Til kampen mod Wales havde Dansk Boldspil Union inviteret alle nulevende landsholdsspillere til fest i forbindelse med markering af den første danske landskamp for 100 år siden.
Til svensker-kampen nu den 10. oktober er Munken i Parken sammen med tidligere lærer- og kortkammerater fra Aalborg.
Både han og Patrick ser frem til dette brag af en kamp. I juni besejrede Danmark arvefjenden 1-0 i Stockholm.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001