Almogía – en skøn gemt og glemt landsby med en herlig festival

I år finder den årlige mandelfestival sted i Almogía den 24. september, og det er en herlig lokal fest med masser af folklore, boder, smagsprøver, musik og dans. Almogía ligger kun 25 km nord for Málaga, og byens navn er arabisk og betyder `den smukke by´. Nu skulle man tro, at denne smukke by så tæt på storbyen ville være overrendt af besøgende, men det er langt fra tilfældet. Faktisk kommer her sjældent en turist – måske fordi byen ikke ligger ved havet og måske fordi den ligger lidt af vejen. Almogía ligger midt i et stort øde område, og vejen, der fører derop, snor sig ud og ind og op og ned, så det tager sin tid at komme derop. Byen ligger midt i et område, hvor der dyrkes mandler og oliven, og hvert år, den sidste søndag i september, afholdes der en ´Festival de la almendra´  – altså en mandelfestival.  Vi er taget til Almogía for at deltage i festlighederne, og det kom vi ikke til at fortryde.

Vi ankom ved 11 tiden om formiddagen til Almogía den sidste søndag i september 2019 (det var den sidste festival inden pandemien) efter at have kørt op ad vej A 7075, som fører forbi den smukke Embalse (vandreservoir) de Casasola. Ved indkørslen til byen stod det lokale politi klar til at vise de besøgende hen til P pladsen, så alt var under kontrol. Til festivalen er der opsat over 50 boder langs med gaden, der fører fra hovedvejen og ned til byens centrale torv – Plaza de la Constitución –  et godt stykke nede. Byen er anlagt på en skrænt mellem to høje, og gaderne er ret stejle, så tag fornuftigt fodtøj på.

Der er et herligt og muntert folkeliv allerede nu, og alle boder er åbne. Vi passerer boder med lokal vin, masser af mandler selvfølgelig, forskellige honningprodukter, adskillige boder med oste (quesos artesanales, som de kaldes, når de er hjemmelavede efter alle kunstens regler), boder med pølser og andre kødprodukter, boder med tørrede og friske frugter, herunder mangoer, boder med hjemmebagte kager og brød, boder med lokalt brygget øl, en bod med en præmievindende brieost lavet på gedemælk, boder med lokale, håndknækkede valnødder, legetøj, krydderier, tøj og diverse. Der er også opsat hoppeborge til børnene. Det er tydeligt at den lokale befolkning har lagt hele sin sjæl i denne festival, og de har lavet oste, bagt kager og brød, brygget øl og lavet vin, produceret saltede mandler og tilberedt lokale mad-specialiteter, som de serverer på borde, der står så skævt, at en flaske ikke kan stå opret, fordi gaderne hælder så meget. Det hele er så ægte, så velment, så venligt og kærligt, at jeg blev dybt rørt.

Almogía er stedet, hvor den berømte musik- og sangform ´el verdial´ opstod, og byen kaldes da også ´la cuna del verdial´ – verdialens vugge. En verdial er en munter sang, som man ofte danser til. Den er en afart af en fandango, men har altså sit eget udtryk. Og det skal jeg love for den får her på festivalen. Verdialsyngende og dansende festklædte grupper går rundt i gaderne og synger, danser og klapper med deres kastagnetter så humøret stiger til store højder. Her er stemningen så god, at den kan pakkes i æsker og sælges. Spontant bryder de lokale tilskuere ud i sang og dansen går. Jo, her udfoldes der livsglæde for alle pengene.

Oppe ved den første vinbod har vi fået et program for dagen, og nu her mellem 11 og 12 kan vi se at koret kaldet ´Nuestra Señora de la Asunción´ skal synge nede på pladsen. Og ganske rigtigt, her står der 10 festklædte damer i blågrønne gevandter klar til at give den hele armen. Ja, de synger så flot og gribende til de besnærende spanske rytmer at der ikke er et øje tørt. I hvert fald ikke hos os. Her er man midt i den ægte, rene og ukunstlede spanske kultur, der kommer lige fra hjertet med årelange traditioner. Det er smukt, betagende og rørende. Mens vi står der på torvet bliver der uddelt små bægre med saltmandler i stride strømme – jo, de er ikke fedtede i Almogía.

Og nu er vi sultne og har set, at de et sted serverer ´papas a lo pobre con huevo y salsa de almendra´- altså fattigmandskartofler med æg og mandelsovs.  Det er lige noget for os, og for 4 € får man sådan en portion inklusiv en lokalt brygget øl. Det hele smagte herligt, så det kan vi anbefale. Der var også boder, hvor de serverede ´callos´ (kallun, altså komave), arroces (risretter), albondigas (slags frikadeller) i mandelsovs, pulguitas (ordret små lopper) men altså små sandwichs med diverse lækkert fyld og ensaladillas (små salater).

Det der virkeligt undrede os var, at vi ikke så en eneste turist. Alle var enten fra byen eller fra de omkringliggende byer. Denne by og dens festival er så ukendt, at den endnu ikke er blevet turistificeret, og tak for det. Festen fortsætter hele dagen indtil solnedgang og der er løbende optræden nede på scenen på Plaza de la Constitución.

Inden vi forlader byen skal vi lige op og se på det tårn, der står og våger over byen højt oppe. Engang var der syv af disse tårne, men de eksisterer nu ikke mere – nu står der blot dette ene tårn, som for nyligt er blevet genopbygget. De syv tårne var en del af en vældig fæstning, som araberne anlagde som fremskudt forsvar for Bobastro – Omar Ben Hafsuns berømte forsvarsanlæg. Heroppefra har man en fin udsigt ned over byen og det omkringliggende landskab.

Omar Ben Hafsun var en muslimsk oprører, som senere lod sig kristne, og som i sin fæstning Bobastro lod udhugge en kristen kirke i klippen. Bobastro ligger i nærheden af Ardales og er et besøg værd.

Så skal det lige siges, at Almogía har den 3. største mandelproduktion i Málagaprovinsen med 700 tons om året. Man dyrker især 6 forskellige mandelvariationer ud af de hundredvis af mandelsorter, der findes. Derfor laver man også en masse retter med mandler, både supper, gryderetter, saucer og kager, naturligvis. På programmet findes der tre opskrifter, og det er jo herligt. Almogía har pt. 3.770 indbyggere og jeg tror de alle var med til festen. Ja, vi glæder vi os allerede til den kommende mandelfestival. Jo, vi har tabt vores hjerter.

Byen ligger som sagt smukt i et område helt uden veje og huse, så der er også rig mulighed for at vandre. I dag er det alt for varmt til det, men senere hen på året vil vi vende tilbage til dette herlige sted og vandre ruten: Charamuza – Lo Bernabé. Det er en rute på 8,8 km. så det er meget fristende. Ruten kan ses her: https://my.viewranger.com/route/details/ODA4NTM=

Ikke så langt fra byen ligger områdets højest punkt Sancti Petri (794 m.o.h).  Der går også en rute derop, så det må vi prøve en anden dag.

Vi kan også se at den del af pilgrimsruten El Camino de Santiago, der hedder El Camino Mozárabe, og som går fra Granada til Santiago de Compostela i Galicien, går igennem Almogía. Man har nemlig lavet en afstikker op til El Camino Mozárabe fra Málaga, og denne afstikker har 6 -8 etaper (afhængigt af hvor langt man vil gå pr. dag) og støder på hovedruten i Castro del Río, lige syd for Córdoba. I Almogía så vi et skilt til et herliggende herberg og distancen Malaga – Almogía er første etape af ruten.  

Det er fristende med alle disse vandreruter som i stor stil dukker op i hele Spanien. Hurra for det!