Det danske magasin i Spanien

Med ny stærk sponsor i ryggen og rekordsalg af sæsonkort kunne Málaga CF i 11. time
sikre sig endnu fire spillere

Det kører derudad for La Liga-klubben Málaga CF. I september kunne La Danesa præsentere ti nye spillere på kontrakt, men lige inden transfervindues lukning ved midnat den 31. august blev endnu fire vist frem for pressen på estadio La Rosaleda.
En ny stærk sponsor havde gjort det muligt. Bookmaker-firmaet William Hill med base på Gibraltar kom på banen med en kontrakt på tre år. William Hill har 75 år på bagen i gambling-branchen og er med i alt 15.000 medarbejdere præsenteret i 175 lande over hele verden. Det forlyder, at kontraktens fundament lyder på en million euro med bonus-ydelser i forhold til klubbens præstationer på grønsværen. William Hill er rede til at gå langt for at hjælpe Málaga CF i klubbens bestræbelser på at blive blandt de seks bedste klubber i Spanien.
Oveni denne pludselige økonomiske gevinst kan Málaga CF glæde sig over et rekordsalg af sæsonkort. 22.600 placerer klubben på en 9. plads blandt de 20 hold i La Liga.
Med disse ting på plads skabte Málaga med den danske debutant Patrick Mtiliga herefter den helt store sensation ved sæsonpremieren. Champion League-deltageren Atletico Madrid blev i overværelse af ikke mindre end 26.000 ellevilde tilskuere på La Rosaleda besejret med hele 3-0. Den tilsvarende kamp i forrige sæson sluttede 0-4!
Eneste skår i glæden fik Mtiliga. Efter et kvarters spil måtte han blødende udgå med en dyb flænge i hovedbunden. Syv stink blev den syet med og først knap to uger senere blev de fjernet, så han kunne være med Riazor stadion, hvor hjemmestærke Deportivo La Coruña sejrede 1-0 over Málaga på et drømmemål af Filipe Luis ni minutter før sidste dommerfløjt.

Skal overraske mod de store
Om sit væsentlige økonomiske input til Málaga CF, siger direktør Henry Birch fra William Hill:
”Vi er glade for aftalen med klubben, som er den La Liga-klub, der ligger tættest på vor base på Gibraltar, og vi ønskede at blive involveret i en klub, som vi kan støtte såvel ud fra et forretnings- som sportsmæssigt perspektiv.
Selvfølgelig ser vi også sponsoratet i Málaga CF som en mulighed for yderligere at brande vort firma. Når ”the Anchovies” spiller mod Barca eller Real Madrid, ønsker vi ikke at være underdog. Vi vil se Málaga CF overraske mod de store kanoner…!
Præsidenten for Málaga Club de Futbol, Fernando Sanz, siger:
”For vor klub er det en stor ære at blive udvalgt af så velkendt og respektabelt et firma som William Hill. Specielt da det er dette firmas første sponsor-kontrakt i så højt rangeret en turnering som La Liga.

Ni nationer på holdet
Pengene til Málaga CF blev straks brugt til at erhverve den portugisiske landsholdsspiller Duda i Sevilla for 700.000 euro og leje den nigerianske landsholdsspiller Obinna i Inter for en årsløn på 600.000 euro. Endvidere kom den tunesiske landsholdsspiller Selim Benachour i hus fra Al-Qadsia i Kuwait, ligesom der blev plads til en tredje-målmand i Santamaria fra Las Palmas.
Málaga-truppen tæller nu 27 spillere, hvoraf seks har været omkring landshold.
Ikke mindre end ni nationer er repræsenteret i truppen.

De fire sidste
”Benachour” – Selim Benachour.
27 år – født den 8. september 1981 i Paris, Frankrig.
Central midtbanespiller, højrebenet – 73 kilo og 1,70 m høj.
Har spillet 17 U-landskampe for Frankrig og nu tunesisk landsholdsspiller med 42 kampe og ni mål.
Tidligere klubber: Troyes og Paris SG, Frankrig, Vitoria Guimaraes, Portugal, Rubin Kazan, Rusland og Al-Qadsia, Kuwait.
Toårig kontrakt.

”Obinna” – Victor Nsofor Obinna.
22 år – født den 25. marts 1987 i Jos i Nigeria.
Forward, højrebenet – 80 kilo og 1,82 m høj.
Landsholdspiller for Nigeria med tidligere kampe for såvel U-20 som U-21 for sit land.
Tidligere klubber: Plateau United og Enyimbra i Nigeria, Chievo og Inter i Italien.
Etårig lejeaftale med Inter.

”Duda” – Sergio Paulo Barbosa Valente.
29 år – født den 27. juni 1980 i Oporto, Portugal.
Offensiv midtbanespiller, venstrebenet – 72 kilo og 1,74 m høj.
Ti landskampe for Portugal – med mod Danmark i Parken 5. september.
Tidligere klubber: Cádiz, Málaga CF, Levante, Malaga CF, Sevilla FC og nu tilbage i Málaga CF.
Fireårig kontrakt med option på et års forlængelse.

”Santamaria” – Roberto Santamaría Ciprian.
24 år – født den 17. februar 1985 i Pamplona.
Målmand, højrebenet – 75 kilo og 1,83 m høj.
Landskampe for Spanien på U 16 og U 17.
Tidligere klubber: Osasuna B, Las Palmas B og Las Palmas 2. division.
Etårig lejekontrakt med Las Palmas.

Socios i La Liga
1. Barcelona…….. 97.000
2. Real Madrid….. 65.000
3. Atletico……… 48.000
4. Valencia…….. 45.000
5. Sevilla………. 38.500
6. Espanyol……. 34.500
7. Athletic……… 33.500
8. Zaragoza…….. 24.000
9. Málaga………. 22.600
10.Sporting…….. 20.800
11.Villarreal…… 19.800
12. Racing……… 17.500
13. Xerez………. 16.200
14. Valladolid…… 16.027
15. Osasuna…….. 15.300
16. Tenerrife……. 15.100
17. Deportivo…… 14.900
18. Mallorca…… 11.000
19. Getafe……… 9.700
20. Almeria………9.050

Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.