Tarifa – mongolske telte og militære bunkers

Ved siden af mig ligger min mand, som har haft den bedste nats søvn i hele den periode, vi har boet i Spanien. Min mand sover meget dårligt og derhjemme skifter han ofte mellem tre senge i løbet af natten. Her i jurten har han sovet som et barn og det på trods (eller måske nærmest på grund) af, at vuggevisen bestod af køers klokkespil, hestes prusten og cikadernes sædvanlige serenader.

 

Døren ind til jurten er så lille, at jeg med mine hundrede nogleogtres centimeter må bukke mig for at gå ind, men når man først er inde, er jurten overraskende rummelig. Her er snildt plads til at sove fire personer – to i dobbeltsengen og to på hver sin briks. Indretningen er holdt i marokkansk nomadestil med håndvævede tæpper og rustikke møbler. Her er dog både lys og stikkontakter, så man kan få opladet sin mobiltelefon, og wifi-signalet når faktisk helt ned i teltet. Men man er altså et skarn, hvis man lægger sig til at sove med telefonen klistret mod kinden i disse fantastiske natur-omgivelser.

 

Vi ankom i går eftermiddag og havde selv pakket lidt mad til at lave i områdets køkken. Vi kunne også have kørt ind til Tarifa centrum, som ligger få kilometer herfra, men jeg er rigtig glad for, at vi valgte gør-det-selv løsningen, for hold nu op et hyggeligt køkken at tilberede mad i. Det lille køkkenhus af træ deles mellem de tre jurter, der er på pladsen, og alting er pænt og rent og rustikt. Jeg skænkede et glas vin, mens min mand svingede potter og pander, fik sat ild i gaskomfuret og på nul komma fem fik kreeret en lækker ret af vegetardeller i madpandekager med salat til. Imens vi indtager festmåltidet på det dertil indrettede område foran det lille køkkenhus, får vi uventet selskab. Ind over hækken strækker sig et par lange ører tilhørende et meget nysgerrigt æsel. Det er familiens æsel, Pepe, der har lagt vejen forbi for at byde de nye gæster velkomne – og sikkert også for at se, om ikke der falder en bid af. Middagen bliver forladt prompte til fordel for æsel-klapning et øjeblik.

Desserten beslutter vi os for at indtage i Tarifa by. Den lille grusvej, jurterne befinder sig for enden af, leder direkte ind i Tarifa centrum og efter få minutter på en noget ukomfortabel vej, triller bilen op på siden af Tarifas borg, hvor der ganske belejligt også ligger en parkeringsplads. Tarifa åbner sig op for os og lokker med behagelige dufte, gademusikanter og en eksotisk aftenstemning. Vi drejer ned ad et par gader og befinder os pludselig i små gyder med pulserende liv, og vi har svært ved at vælge, hvilken isbutik, der skal levere desserten. Vi finder dog en egnet is-biks og bevæger os gumlende ned ad først den ene gyde, så den anden imens vi fylder os med lige dele is og sanselige indtryk. 

Det er ægteparret Saira og Denny, der står bag Yurts Tarifa. Denny er tysk tømrer og Saira er englænder med forkærlighed for gastronomi og økologi. De bor selv i hovedbygningen og foruden de tre jurter her på pladsen, driver de også den vegetariske restaurant i Tarifa centrum ved navn ”Chillimosa”. Frugt og grønt gror de selv i baghaven, og bestiller man mad under sit ophold i jurterne, kan man være stensikker på, at i hvert fald en del af ingredienserne er tilvejebragt indenfor 0-km princippet.

Vi havde bestilt morgenmadskomplet, som Saira bragte op til os ved spisearealet, der er indrettet med små cafeborde på udvalgte solrige pletter. Mens vi gik ombord i bakken med morgengodter, fik vi en sludder med Saira, som fortalte, at hendes forældre havde drevet primitiv camping på stedet her, og at Saira og Denny havde købt pladsen af dem, da de gik på pension for at forvandle det til den vidunderlige oase, det er i dag. Til renoveringen har de gjort brug af arbejdskraft via ”work-away” – et koncept, hvor man leverer sin arbejdskraft imod kost og logi. Noget, Saira selv har brugt, når hun har rejst rundt i både Australien og New Zealand, og har arbejdet på økologiske landbrug for at lære om faget, der nu praktiseres som hendes levevej.

 

 

Vi måtte selvfølgelig rundt og se området, så vi tog en tur op til et udkigspunkt, der ligger en rask gåtur fra jurterne. Området er et gammelt militærområde, og vi finder hurtigt det, der er kendt som ”smuglerruten” grundet de mange forladte militærbunkere, vi selvfølgelig ikke kunne lade være med at bevæge os ind i. Ind og ud saksede vi af forladte bunkere med lange, mørke tunneller. Det er en vild oplevelse at bevæge sig igennem sådan en kulsort skakt for til sidst at ende ved det, der har fungeret som et gigantisk skydeskår. På et tidspunkt gik vi lidt off road via nogle dyrestier op ad en skråning. Mit hjerte hoppede et par slag over, da vi kom op over skråningen og kiggede direkte ind to seks meter lange løb tilhørende en gigantisk kampvogn. Rundt om den gik køer og græssede og var komplet uprovokerede af det brun-grønne, i dag antikke, monstrum. Det var et fuldstændigt vanvittigt syn. Da reptilhjernen havde vurderet, at der alligevel ikke var fare på færde, kunne vi roligt tage os et hvil med ryggen op ad nævnte kampvogn, lægge hovedet på skrå og nyde udsigten over til Afrika, som er helt fænomenal fra Tarifas kyst.

www.yurtstarifa.com, yurtstarifa@hotmail.com, (0034) 626 538 423

Af Louise Mercedes Frank