Jeg er taget til Marbella havn, hvor jeg sammen med en instruktør fra Simply Diving skal langt væk fra turismens larm og støj – og det kan man faktisk hurtigt komme, hvis man tager på opdagelse i havet. Man skal bare lige lære det først, hvis man ligesom jeg aldrig har prøvet det før.
Derfor er første del af dagens udflugt er ikke specielt ophidsende: Jeg skal skrive under på, at jeg ikke fejler noget med ørerne og lungerne, og at jeg vil respektere naturen og ikke tage noget fra havet med mig op på land. ”Jeg har altid troet, at P’et i PADI stod for ’Professional’. Det gør det slet ikke, det står for ’Papirarbejde’,” griner Gui, der er dagens guide på en tur, der finder sted under havoverfladen på dagens PADI-begynderkursus.
P.A.D.I. – står for Professional Asssociation of Diving Instructors og er verdens mest udbredte og anerkendte dykkerorganisation.
Men først en tur på skolebænken
Da jeg aldrig har dykket før, skal vi også lige igennem nogle instruktioner, inden vi kan kaste os over alt det sjove. Med en billedplanche fortæller Gui, hvad der sker med luften i vores krop på grund af trykket fra vandet. Han gennemgår udstyret, som består af en ilttank med to slanger med mundstykker – en til dig selv og den anden er til at give til andre, hvis de har brug for ilt. Dagens dyk er på 6-7 meters dybde, så vi kommer sandsynligvis ikke ud for at skulle dele ilt med hinanden. Endvidere er der en tube, der hhv. fylder og tømmer dykkerrygsækken med ilt for at kunne hæve og sænke sig i vandet.
”Når vi er nedenunder vandet, kommunikerer vi med hænderne,” siger Gui og spørger, om jeg kender nogle dykkerhåndtegn. Jeg rækker hurtigt en tommelfinger i vejret. Det betyder ’jeg vil op’ og ikke ’jeg er ok’, pointerer Gui. Vil man signalere, at man er ok, laver man en cirkel med tommel- og pegefinger og lader resten af fingrene stritte.
Nu er jeg fuldt informeret og semi-flydende i ’dykkersprog’ og behøver blot at iføre mig våddragt og vægtbælte, før vi kan sjoske de 50 meter fra ’kontoret’ i Marbella lystbådehavn til strandkanten. Ilttanken og tilbehøret vejer godt 20 kilo, og det er hård most for La Danesas udsendte, men Gui forsikrer mig om, at vi bliver vægtløse, så snart vi rammer vandet.
Endelig til søs
Det har været et koldt og blæsende forår, så vandet er kun 16-17 grader her i juni. Våddragten, der netop var så varm at gå med oppe på stranden, gør nu sit for at holde min kropstemperatur på et normalt niveau, som jeg her står i vand til livet. Inden vi kan suse rundt under vandet, gennemgår vi de aftalte øvelser. Med mundstykket i munden nedsænker jeg hovedet i vandet, og vi sætter vi os på knæ nede på havbunden. Gui signalerer nu, at jeg skal tage mundstykket ud af munden, puste et par bobler, tage mundstykket i munden igen og puste hårdt i mundstykket. Først viser han selv, hvordan det gøres, og lader derefter mig. Der er enormt grænseoverskridende, og jeg fumler rundt med det. Der kommer vand i min dykkermaske og tanken om at skulle trække vejret under vandet får mig til at panikke lidt. Jeg viser tomlen og strækker benene, så jeg igen har hovedet over vand.
Gui dukker op ved siden af mig: ”Jeg har lige hvad du skal bruge her,” siger han og rækker mig sin egen ekstra dykkermaske, hvor bagsiden bærer ordene: ’Keep calm, blow bubbles’. Gui viser mig øvelsen endnu engang under vandet – tager stykket ud, rækker tunge af mig, sætter det tilbage og puster. Denne gang går det bedre, og jeg puster mundstykket fri for vand, da jeg igen har fået det vrikket på plads imellem bisserne.
På opdagelse i dybet
Nu er vi under vandet og med fingrene viser Gui, at jeg skal følge efter ham. Jeg sparker let med svømmefødderne og lægger mig i slipstrømmen af Gui, der straks tager mig hen til et lille koralrev, der er bevokset med polypper og havanemoner, som små fisk fornøjer sig med. Det er utroligt smukt. På vej over mod næste rev passerer vi et par søpølser, der ligger på havbunden. Jeg ser, at Gui sparker roligt med svømmefødderne og holder armene foldede, hvilket får mig til at notere mine egne bevægelser, der mildest talt ikke er lige så kontrolerede. Jeg får styr på tornado-armene – når man lærer at styre på denne måde, er det også nemmere at holde varmen, og suser videre mod det næste rev. Her er det fisk på godt 20 cm, der holder til. Inde bag dykkermasken er øjnene så store som tekopper – jeg skal have det hele med, og hovedet drejer i alle retninger for at se det, der er over under og ved siden af mig.
Det er rigtigt, at du kommer væk fra turismens larm under vandet, men stille er der ikke. Iltens susen, når du inhalerer og boblerne, når du puster ud, ’larmer’ ganske meget. Man sorterer dog hurtigt lyden fra, og det føles som om, vi er i en anden verden hernede. Langt væk fra de lystbåde og soppende badegæster jeg ved, befinder sig indenfor hørevidde, var vi oppe over overfladen.
Vi zigzagger igennem havet langs havbunden og jeg lægger mærke til formationerne i de fiskestimer af zebrastribede småfisk, jeg normalt kun ser ganske todimensionelt, når jeg kigger ned fra oven. Hernede i vandet ser stimerne ganske anderledes og dybe ud. Fra stimen stirrer hundredvis af små øjne ganske uimponeret tilbage på mig.
Vi er kommet tættere på land, og pludselig gør Gui tegn til, at vi skal op. Til min forbavselse fortæller han, at turen er slut nu. HVAD? Der er jo kun gået fem minutter! Et kig på iltbeholdningen afslører, at vi nok nærmere har været under i 25 minutter, og Gui griner tilfreds over reaktionen, som han har set så mange gange før. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har begivet mig på opdagelse på havbunden.
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com
