I denne tid synes jeg at være omgivet af en masse mennesker, der klager over hjerteflimmer.
Jeg undrede mig lidt over det, indtil jeg faldt over en artikel, der beskrev at forskellige former for hjerteanfald var hyppigst i månederne oktober, november og december.
Selvfølgelig skal du gå til lægen, hvis du har problemer med hjertet. I dag findes mange særdeles virksomme måder at hjælpe dit hjerte.
Du kan selv hjælpe dit hjerte, så det forbliver stærkt og velfungerende, også op i årene.
Hjertet er en fantastisk pumpe, der allerede starter sit arbejde før vi fødes, for at fortsætte sit arbejde hele vores liv.
Vi har kun et hjerte, som vi må betragte som en kærlig gave, vi tager vare på, men oftest skænker vi ikke hjertet mange tanker, før det begynder at melde, at den trænger til opmærksomhed og påskønnelse for sit ihærdige arbejde.
Den stress mange af os udsættes for i dag er hjertets værste fjende. Det er, som om stress ligger som en smitsom kilde i luften, som er svær at slippe udenom, men som vi må være meget bevidste om at håndtere på den bedste måde.
Hjertet er en meget fin motor som ikke har godt af at blive presset pludselig til en toppræsentation uden at tage skade af det.
Jeg mærkede det selv, da jeg med en temmelig tung håndkuffert løb en ½ time, da mit fly var forsinket, og jeg skulle nå næste fly (Hvilket jeg desværre alligevel ikke nåede). Det varede lang tid, hvor jeg mærkede, at der skulle tages ekstra hånd om mit hjerte.
Symptomerne på hjerteflimmer kan være forskellige. Mest almindelige er hjertebanken, åndenød, brystsmerter samt almindelig mathed og svimmelhed.
Det er som regel ældre over 50 år, der bliver ramt af hjerteflimmer, og mere end 13.000 mennesker årligt bliver indlagt på sygehusene med lidelsen i Danmark. Det regnes med at ca. 75.000 lever med sygdommen. Undersøgelser viser, at 10% af alle mennesker har arterie (hjerte) flimmer. Det er en almindelig lidelse, som forekommer i utallige variationer, nogle mennesker oplever det som sjældne anfald, mens andre mennesker har det mere eller mindre vedvarende.
Hjerteflimmer er en rytmeforstyrrelse i hjertets forkamre. Forkamrene trækker sig hurtigere sammen end ved normal hjerterytme.
Gå til din læge hvis du føler dit hjerte pludselig begynder at løbe løbsk med en usædvanlig hurtig hjerterytme. Hjerteflimmer er en hyppig årsag til blodprop i hjernen.
Kosten
Kosten kan måske ikke ligefrem forhindre hjerteflimmer, men det er helt sikkert, at du gennem kosten kan gøre en masse for at styrke og holde dit hjerte sundt.
Har du et stort forbrug af kaffe og sukkerholdige fødemidler så skær ned på dem. Vælg i stedet en god kvalitet grøn te, du kan også veksle med te fra brændenælde og ingefær. Sørg for at drikke nok med vand af god kvalitet. Vær meget varsom med alkohol. Hjerteforeningen fraråder helt indtag af alkohol. For meget alkohol kan udløse symptomer på arterieflimmer
Undgå fastfood produkter såsom burgers og pølser og udeluk kager og fede desserter. I det hele taget er en blanding af fedt og sukker en dårlig sammensætning.
Spis godt med mad der indeholder en masse antioxidanter og fokuser meget på at få antiinflammatorisk mad. Sørg for i videst mulige omfang at spise økologisk af god kvalitet.
Vær varsom med oksekød og indmad og spis meget lidt kød. Lad spiser med fisk indgå i din madplan 2 gange ugentligt. Spar på alle former for mejeriprodukter. De er med til at øge inflammationer, der ofte også er inddraget i uregelmæssig hjerterytme.
Spis gerne en masse grønsager og frugt. Abrikoser er styrkende for både hjerte og hjerne. Udenfor abrikossæsonen kan du roligt spise tørrede abrikoser, men sørg for, at de er usvovlede. Spis bedst abrikoser efter kl. 15. Bær er gode ved hjerteflimmer. Dit daglige æble eller to må huskes. Kan du få fat i vilde blåbær, evt. gerne dybfrosne, så brug dem i din daglige kost. Anden værdifuld frugt er ananas, der også er fin at bruge i forskellige grøntsags salater.
Grønsager er med til at skylle syreophobninger ud. Spis godt med broccoli, blomkål, rødkål osv. Sørg for at dine grønsager også inkluderer bladgrønsager såsom grønkål, spinat, sølvbede, feldsalat m.m. Lad løg indgå i din daglige mad. Husk også den sunde artiskok.
Har du ikke prøvet det før, så introducer søde kartofler i din mad. De er sunde for mange ting, og kan også være en hjælp til tendens til hjertebanken.
Brug gerne en masse hvidløg, gurkemeje, ingefær og olivenolie i din daglige mad. Tænk også på kokosnød i forskellige former såsom kokosolie og kokosvand.
Spis godt med både nødder og mandler.
Undgå produkter med hvede, men brug i stedet for boghvede, quinoa, hirse, samt fuldkornsris. Produkterne fås i mange varianter både som mel, korn til grød og pasta. Du kan finde mange opskrifter til dejligt brød på nettet. Anette Harbech Olesen har skrevet mange lette koge/bagebøger uden hvede, men med andre spændende kornsorter.
Kosttilskud
• Start med et bredspektret vitamin/mineralprodukt der er af god kvalitet og let optagelig.
• Med til basisplanen bør være et godt og ligeledes let optagelig B vitamin produkt. Sørg evt. for at tage ekstra med B12 evt. i sprayform eller som sugetablet.
• Tag ekstra C –vitamin. 1 – 1 ½ gram dagligt. Er vigtigt ved alle hjerte-karlidelser. Kan medvirke til regeneration af blodkarrene, og modvirke de betændelsesagtige ændringer der kan være medvirkende til en arterieflimren.
• Suppler evt. med E-vitamin op til 350 mg dagligt. Nogle mennesker ønsker at få E- vitaminerne gennem hvedekimsolie.
• Selen 100 – 200 mcg kan være en god hjælp.
• Magnesium kan anbefales. Kan evt. tages som 600 mg om aftenen. Der må også være kalk til stede i dine kosttilskud. Tager du ikke tilskud af B-vitaminer, må du supplere med en B6, der hjælper optagelsen af magnesium.
• Q10 anbefales i en dosering mellem 100 – 300 mg daglig. Sørg for at få et produkt, der har dokumenteret optagelighed.
• Omega-3 har stor betydning for hjertet, og modvirker hjerterytme forstyrrelser. Kan tages som fiskeolie ca. 2 gram dagligt eller fra hørfrøolie 1 spsk. dagligt. Omega 3 fås også i en veganerform fra alger.
• Hvidtjørn fås både flydende og i kapselform. Når jeg selv har lidt besvær med hjertet, har jeg tyet til den i mange år. Jeg føler, den styrker hjertet fantastisk, men er måske ikke altid helt effektiv ved forkammerflimmer. Den er god ved forhøjet blodtryk.
• Pycnogenol er bark fra fransk strand fyrretræ og er meget effektivt til forebyggelse af blodpropper og støtter en god blodcirkulation. Dosis 1 tablet morgen. Det er en kraftig antioxidant, der beskytter kroppen mod skader fra frie iltradikaler og modvirker derved inflammation.
• Hvidløg er også forebyggende mod blodpropper.
• Aminosyren Taurine modvirker kaliummangel, og har vist sig at kunne hjælpe nogle mennesker med hjerteproblemer ved at styrke og effektivisere sammentrækningerne i hjertemusklen. Taurine kan være en god tretrinsraket sammen med magnesium og B6.
• Aminosyren L-carnitine virker også hjertestyrkende og er kendt for at forbedre uregelmæssig hjerterytme.
• Får du lægeordineret hjertemedicin, må du altid drøfte de tilskud, du påtænker at tage med din læge som, efter min mening, må give dig en god vejledning omkring kombinationen af den allopatiske medicin og de ønskede kosttilskud, som mange hjertepatienter ønsker at bruge. Det er vigtigt, idet den allopatiske medicin ofte kan påvirkes af forskellige kosttilskud.
Tips
• Hold dig langt væk fra tobakken. Er du ryger, så trap ned så hurtigt du magter uden at blive stresset.
• Det er vigtigt at undgå stress, især er den langvarige stress særdeles belastende for hjertet. Kører du bil så øv dig i at være tålmodig.
• Er du overvægtig, så sørg for at slanke dig på en fornuftig måde, igen uden stress og evt. med hjælp fra en kostvejleder. Er du kommet på din ønskede vægt, kommer det svære, nemlig at holde vægten. Så har du haft en kostvejleder, så behold en livline til vedkommende.
• Sørg for god motion. Det er vigtigt for et sundt hjerte, at du er aktiv, så blodet pumpes rundt. Er du forkølet eller lige har været det, eller har du en anden infektionssygdom, så må hjertet skånes. Undgå motion indtil du er ordentlig rask. Der er tit virus i hjertemusklen. Det lever vi som regel udmærket med, men hvis hjertet belastes under en infektion, laver hjertet vrøvl. Det kan ikke lide at blive presset.
• Du må være opmærksom på, at syge tænder kan have en stor indflydelse på dit hjerte. Visse tænder har direkte refleksbaner til hjertet. Det kræver en kyndig læge og tandlæge til at hjælpe dig.
Louise Hay skriver, at hjertet præsenterer kærlighed og vores blod repræsenterer glæde. Vores hjerte pumper kærligt glæde gennem vores krop. Hvis vi nægter os selv glæde og kærlighed, så skrumper hjertet ind, og bliver koldt, så opstår hjerteanfald.
Louise Hay nævner, at de mennesker, der får hjerteanfald aldrig er glade mennesker.
For at undgå flere hjerteanfald må du give sig tid til at nyde livets glæder.
Af Anni Dahms, Syge-& Sundhedsplejerske, Biopat og Ernæringsvejleder. Indehaver af butikskæden Annis Vitalshop.