El Caminito de la Reina – Dronningens lille sti

I disse tider, hvor El Caminito del Rey (Kongens lille sti) ved El Chorro er nyåbnet og er på alles læber, er der måske nogen der tror, at der her er tale om en trykfejl. Men nej  ̶  El Caminito de la Reina er en vild og herlig sti, der ligger ovenfor byen Canillas de Aceituno. Den starter over byen og fører den eventyrlystne ind i den vilde slugt, hvor floden Almanchares udspringer i Maromas sydlige skørter. Ruten går oven på nogle vandingskanaler (acequias), så den er næsten flad og ca. 11 km. lang frem og tilbage. Tag med ud på en helt uforglemmelig tur, der er helt gratis, og man skal hverken bestille tid eller køre i bus.

      Man starter med at køre til Canillas de Aceituno. Vejen op til denne by går af mod højre, når man kører mod Alhama de Granada og Viñuela søen fra Vélez Málaga. Canillas de Aceituno ligger meget smukt på Maromas vest side og lige ved en gevaldig slugt. Når man kører ind i byen, kan man passende parkere på den officielle P plads, der ligger på højre hånd et par hundrede meter efter byens start. Man kører ned ad en rampe og her kan man parkere gratis. Der er næsten aldrig P pladser længere inde i byen.

       Nu griber man sine stave og sin rygsæk med vand. I dag har vi mod sædvane ikke madpakke med, for vi har opdaget, at man i Canillas har en vældig god restaurant kaldet La Maroma, som vi vil spise frokost i. Vi vil også spise morgenmad der, så vi er draget hjemmefra med tomme maver. Kl. 10 indfinder vi os i La Maroma, som lige er åbnet. Restauranten ligger på venstre hånd, når man fortsætter ad vejen ind mod byens centrum, og den er ikke til at misse. Der er åbent hver dag, så man kan ikke gå forgæves. Nu får vi kaffe og ”pan con tomate y aceite” af den flinke vært, som selv passer baren. Restauranten er kæmpestor, og der er smækfyldt i weekenderne, hvor værtens 4 børn serverer og laver desserter. Et herligt familieforetagende.

      Der ligger en lille (og altid fuld) P plads ved siden af restaurant La Maroma, og det er her, vores vandretur starter. Man skal ikke forvente at se skilte med ”Caminito de la Reina”, for det er vist et uofficielt navn, som værten på La Maroma har givet stien. Han synes vist, at den kan måle sig med El Caminito del Rey, og han har ret. Men ”dronningen” er mere vild, naturnær og øde end ”kongen”. Man kan gå turen uden at møde en levende mors sjæl.

      I bunden af P pladsen går nogle trapper op til byens ”parte alta”. Oppe for enden af trapperne drejer vi til højre og går lige ud, idet vi tager den øverste vej i en lille gaffel. Vejen går lidt ned ad nogle trapper og så op igen på den anden side. For enden af trappen drejer vi skarpt til venstre og ser nu et skilt, hvor der står Sendero Casa de la Nieve og La Rábita. Vi følger pilen, men skal straks dreje tv. og op igen. Snart kommer vi til et sted, hvor vejen deler sig. Til højre står der Calle Sierrecilla, men vi skal ikke den vej. Vi skal op ad en mærkelig betonbelagt vej / sti til venstre, som snart bliver flankeret af rækværk af træ. Her skal vi kun gå ca. 30 m. op til vi står på højde med et fritsvævende vandrør, der er beklædt med mursten. Her skal vi dreje skarpt til højre, og nu er vi på vores vandingskanal, som vi skal følge de næste 1,3 km. Det går helt lige ud mellem marker med oliventræer, og stien er nemt at gå på. Men tag alligevel stave med, for der kommer vanskelige steder senere, hvor man nødigt vil undvære dem.

      Efter 1,3 km. kommer man til et tomt vandreservoir og for enden af det, skal man forlade stien og kravle op til en elmast, der står oppe ved nogle oliventræer. Vi satte en varde. Når man kommer op til masten ser man to stier  ̶   man skal tage den øverste. Vi satte endnu en varde der. Nu går det lidt opad, og der hvor stien atter flader ud, ser vi nogle store vandrør i jorden. Nu ved vi, at vi atter er på en acequia. Stien går nu ret højt over dalen, og man skal ikke dratte ned, for der er stejlt og langt ned til højre. Vi ser ruinen af et hus halvt nede i en slugt, og nu har vi forladt landbrugsjorden og det begynder at blive vildt. Nu passerer vi endnu en ruin af et større hus på venstre hånd, og lige derefter drejer stien, og pludseligt står vi og kigger lige lukt ind i den vilde slugt og den mest fantastiske natur.  Det gibber i os over det naturdrama, der her åbenbares. Wow, hvor er det flot, og det bliver flottere og flottere, jo længere ind i slugten vi kommer. Stien er stadig helt flad, og nu kan vi se et lille vandhus et stykke borte. Vi må derhen og tror i første omgang, at stien ender der. Men nej – henne ved vandhuset går stien op over en lille høj, og ned igen. Det viser sig nemlig, at denne ”omvej” er anlagt, fordi dele af den oprindelige sti er skyllet væk. Vi må altså op og ned igen, og her er stavene uundværlige, for det er stejlt og uvejsomt. Men snart er vi nede på stien igen, og vi fortsætter ufortrødent, for det ser mere og mere spændende ud. Vi runder et hjørne, og uha, uha, her er stien hugget ind i klippesiden og der er sat rækværk op. Det gyser lidt, da vi passerer stedet, men det er spændende, selv om det kribler.  Vi fortsætter hen over et lille tørt flodleje og hen forbi et sted, hvor vi lige skal kravle lidt. Men det er ikke alt for vildt, og inden længe står vi der, hvor vores sti møder slugten, som jo er ”steget” op nede fra.

      Her kan vi se, at der er folk ude og lave ”canyoning”, som består i at man glider ned ad vandfyldte slugter og vandfald ved hjælp af reb iført neoprendragt.  Good luck, tænker vi og sætter os ned ved et lille bassin, der stedse fyldes af vandet, der kommer ned ad slugten og bliver til floden Almanchares. Et herligt sted, hvor der ånder fred og ro. Canillas´ kommune har sat et stort skilt op, hvor der står, at man ikke må aflede vandet, da det bruges til konsum. Den vandingskanal, vi har vandret på, er simplet hen anlagt for at føre vand fra slugten ind til Canillas. Det er vi glade for, for her har vi bare en fed, fed sti, som er let at gå på, og som går ind i noget af det smukkeste natur, man kan forestille sig.

     Mens vi sidder der, springer en stor flok gemser (cabra montés) rund over vores hoveder og provokerer os med deres tritsikkerhed. Et herligt syn.

      Nu skal vi bare gå den samme vej tilbage og nyde naturen fra denne nye vinkel. Efter ca. 11 km. og 4 timer er vi tilbage i Canillas de Aceituno og vi styrer lige ned til restaurant La Maroma og slår bagen i sædet, for nu er vi godt sultne. Man spiser godt og rigeligt her, så der er med garanti ikke et øje tørt efter denne supertur på El Caminito de la Reina.

      På www.elsebyskov.com under hikes GPS waypoints kan man downloade en GPS rute af turen.