El Caminito del Rey – genåbnet

Jeg havde glædet mig i mange år til at El Caminito skulle genåbne – ja lige siden Erik og jeg med vores dengang 5 årige datter havde vovet os ud på stien ved at gå hen langs med banelegemet på den grønne bro og derfra hoppe ud på stien, som dengang i 1991 var i en elendig forfatning. Vores datter gik forrest og hun standsede fornuftigt nok lige foran et kæmpestort hul, hvorfra man kunne kigge 100 m. lige ned. Forfærdede fik vi fat i barnet og vendte om, og jeg kan stadig få sved på panden og mareridt ved tanken om den farefulde færd, vi var ude på.

 

 

I år 2000 blev stien endeligt lukket, da den simplet hen var for farlig at færdes på. Men selv efter den officielle lukning blev stien flittigt benyttet, idet det udviklede sig til en “machosport” at gå på den. Man måtte forcere en stejl klippevæg for at komme op på stien, og det var livsfarligt at færdes på den, men alligevel hørte denne trafik ikke op. Og det på trods af, at i alt 6 mennesker omkom mellem 2000 og 2010 ved at falde ned.
Lige siden lukningen har der været planer om at genopbygge stien og gøre den sikker at færdes på, og nu er det endeligt blevet en realitet. Man kan se interessante videoer om stiens historie og ombygningen på ovennævnte website under videos.
Besøget på El Caminito foregår på den måde, at man går ind på www.caminitodelrey.info og trykker på en lille box med “reserva su visita” (reserver deres besøg). Her finder man den dato, man gerne vil besøge stien på samt et tidspunkt. Det er som regel lettest at få plads mellem 14 og 16. Man skal udfylde oplysninger om navn på samtlige deltagere samt pas eller NIE nummer. Når man har gjort det, kan man trykke sin billet ud. Det er pt. den eneste måde at få adgang til stien på. Man kan ikke bare møde op og forvente at komme ind, idet tilgangen er meget kontrolleret for at undgå at stien bliver overfyldt. Stien kan rumme 600 mennesker i alt ad gangen, og der bliver lukket 30-50 personer ind hver halve time fra begge ender. Man kan enten starte fra syd ved El Chorro eller fra nord ved El Embalse de Guadalteba-Guadalhorce. Man har 4 timer til at fuldføre besøget, og man må gerne gå frem og tilbage på stien, forstået på den måde, at man må gå op til enden, vende om og gå tilbage. På den måde får man stien set to gange og fra begge retninger. Man skal blot holde sig imellem de to “boder”, hvor man viser billet og pas. Har man passeret boden i den modsatte ende, skal der en ny billet til. Afstanden mellem de to boder er 2,9 km. og der er først en strækning på 0,9 km. hvor man går på en gangbro (dette stykke er det mest hårrejsende), dernæst kommer der en fin sti på 1,4 km. Til sidst kommer der endnu en gangbro på 0,6 km.

 

Vi havde valgt at starte i den sydlige ende ved El Chorro og parkerede på en nyindrettet P plads, som man kommer til, så snart man er kørt over dæmningen neden for El Chorro. Fra P-pladsen er der 1,6 km. op til indgangen til El Caminito. Her viser man sin billet og får udleveret en hjelm. Nu må man pænt vente på at blive lukket ind i hold. En mand fortæller lidt om stien og om de sikkerhedsforholdsregler, man skal tage. Dette foregår kun på spansk. Hjelmen skal man have på, fordi der kan falde sten ned fra klippesiderne. Man bliver også formanet om, at man skal opføre sig pænt, vise hensyn til dem, der kommer fra den modsatte side (man skal passere hinanden højre om) og ikke råbe. Man må ikke have vandrestave med og heller ikke en kamera trefod. Store rygsække fylder for meget på stien, så de er bandlyst, men en lille taske med vand og proviant må man gerne medbringe. Og det er en god idé, for 4 timer uden vand og mad kan hurtigt blive en prøvelse, og på stistykket mellem gangbroerne er der mange fine steder, hvor man kan sidde i ro og mag og nyde sin mad.
Efter formaningen bliver man lukket ind og skal nu gå et par km. op ad bakke indtil gangbroen begynder. Her er der en bod, og der sidder en person med en liste over dagens besøgende. Her skal man vise sit pas eller ID, og man bliver vinklet af. HUSK DERFOR DET PAS ELLER NIE HVIS NUMMER DU HAR OPLYST. Det hele virker meget velkontrolleret. Og nu går man ud på gangbroen og tror, at det er løgn, at man går her svævende over floden uden på en lodret klippevæg. Jeg kan uden overdrivelse sige, at det er en fantastisk oplevelse, som man ikke for alt i verden må gå glip af. Efter nogle hundrede meter på klippens østside kommer man hen til hængebroen, som fører over til den modsatte klippevæg. Her gyser det, og man må tage sig sammen for ikke at miste fatningen. Ovre på den anden side er det lige så fantastisk, og på et sted er der bygget en lille platform med glas i bunden, så man kan opleve at stå midt i ingenting. Jeg turde ikke. Kort tid efter kommer man ind på stien, og nu kan man ånde lettet op og få nerverne i ro. Man befinder sig nu halvvejs oppe over en meget smuk dal, Valle del Hoyo, mellem de to slugter. Langs med den fine brede sti kan man slå sig ned og spise sin madpakke, og man kan også nemt finde gemmesteder, hvis man er trængende. Stien går langs med en kanal støbt i cement, som blev bygget for at føre vand imellem de to kraftværker, men som ikke bliver brugt mere. Efter 1,4 km. på stien kommer man til endnu et stykke gangbro, som hænger på klippevæggen i en endnu smallere kløft end den første. Det er som sagt helt og aldeles betagende. Jeg var meget glad for, at stien på ingen måde virkede overfyldt. Der var rigeligt plads til alle og ingen trængsel. Det var betryggende og det hele virkede velorganiseret – så vidt.

 

Når man når hen til boden i den nordlige ende, vil jeg anbefale, at man vender om og dermed undgår at blive “checket ud”. På den måde kan man få stien at se igen og komme nemt tilbage til sin bil. Man vil på den måde få en vandretur på ca. 10 km. ud af det tilbage til bilen.
Jeg vil fraråde at gøre som vi gjorde. Vi havde nemlig hørt, at der var en busforbindelse, der førte én tilbage til El Chorro, så vi forlod stien i den tro, at vi nemt kunne finde en bus. Men ak og ve. Der var ingen oplysningen om, hvorfra bussen gik eller hvornår. Ved at spørge os frem blandt de andre besøgende fandt vi endelig busholdepladsen og kunne konstatere, at der gik en bus hver time, klokken hel. Men vi blev sure over den manglende information og syntes, at var en besynderlig mangel. Det tog en halv time at finde busholdepladsen fra vi havde forladt stien og endnu en halv time at blive kørt tilbage til syd enden. Vi endte med at have gået 11 km. fra vores P plads til busholdepladsen. På grund af busforvirringen anbefaler jeg, at man bliver på stien og tager den frem og tilbage. Så får man mere valuta for pengene og undgår diverse ærgelser. Og husk vand og mad, for så bliver det en både hyggelig og fabelagtig tur.
Stien er fantastisk og det er et supergodt initiativ, som er taget af La Diputación de Málaga i samarbejde med kommunerne i Álora og Ardales. Da vi spurgte ind til den manglende information om busserne, fik vi at vide, at det var pga. kompetancestridigheder mellem Diputación og busselskabet – de kunne ikke blive enige om, hvem der skulle informere om hvad. Vorherre bevares, tænker man. Tag jer dog sammen! Og sagen er den, at driften af stien nu er lagt ud i offentlig licitation, sådan at det i fremtiden bliver et privat firma, der skal stå for pasning, salg af biletter, bemanding og information. Fra den 1. september skulle det gerne være på plads, og fra da af vil det ikke længere være gratis at besøge stien. Man mener, at prisen da vil være mellem 6 – 9 €. Det er besøget bestemt også værd, og når man tænker på, hvad renovationen har kostet, er det rimeligt, at man betaler for glæden ved at færdes på stien. Det er ikke mit sidste besøg på denne helt enestående seværdighed.

 

Angående artiklen om Doñana i maj-udgaven af La Danesa
Jeg skal hermed beklage, hvis min artikel om Doñana og specifikt min omtale af den naturmæssige belastning af naturparken ved Los Rocieros´ passage af samme har virket stødende. Jeg ville blot pointere det, efter min mening selvmodsigende i, at man har Spaniens mest skattede og beskyttede naturpark, som er hjemsted for trækfugle fra hele Europa og flere udrydningstruede dyrearter, og så samtidigt traditionsbestemt må tillade, at 35.000 mennesker og over 5000 tunge køretøjer passerer parken. Normalt kan man slet ikke få lov til at færdes på egen hånd i parken og skal indhente en speciel tilladelse dertil, hvis man skal overnatte der. Man har altså opstillet en masse regler for at beskytte naturen, som man så må se igennem fingre med, når Los Rocieros passerer parken på en tur, der tager 3-4 dage den ene vej og det samme den anden vej. At en sådan mængde af mennesker og køretøjer ikke kan undgå at sætte sine spor i naturen er indlysende, idet ikke mindst de mange køretøjers udstødning er en stor forureningskilde, ligesom motorlarmen forstyrrer faunaen. Men jeg skal hermed dementere min påstand om, at der er Rocieros, der besørger i naturen og at de efterlader sig affald.

 

Else Byskov