Det danske magasin i Spanien
Jeg præsenterer Maiken Lundsgaard Martinussen

Jeg præsenterer Maiken Lundsgaard Martinussen

Del

Som pyttelille spejder – en grønsmutte hed det – fik jeg en penneveninde igennem spejderkorpset. Jeg havde ingen kusiner og fætre i Danmark, som jeg kunne holde ferie hos eller få besøg af, men så fik jeg Maiken i Borup uden for Roskilde. Ud af brevene voksede et tæt venskab, og så kom ferierne, hvor jeg lærte hendes forældre, bror og bedsteforældre at kende, var med til fest på hendes skole, kørte i tog og bybus. Det var virkelig sejt. Ligesom på film, husker jeg. Maiken kom også på ferie hos mig i Jylland. Måske knapt så sejt, men i hvert fald lærte hun også mit liv at kende, min famile, hunden og hestene. Mange år senere flyttede jeg til Spanien, mens Maiken blev i Danmark, uddannede sig til psykolog og stiftede familie. Godt 3.000 km skilte os ikke ad, og afstanden er heller ingen hindring, nu hvor Maiken fra Danmark tilbyder herboende danskere online psykologbistand.

 
Maiken siger:
Jeg tilbyder individuel terapi til danskere, der bor i udlandet via Skype. Jeg kan typisk hjælpe danskere i Spanien med de samme temaer, som jeg også hjælper mennesker i Danmark med. Men måske kan der som udeboende dansker være specifikke temaer, som at savne familie og venner hjemme i DK, vanskeligheder ved at opretholde relationen, hvis man ikke ses så ofte. Og måske endda følelser af dårlig samvittighed og skyld over ikke at være tilstede i sine eventuelle børn og børnebørns liv så ofte, som man måske kunne ønske sig. Et andet tema kunne være overvejelser og bekymringer om, hvorvidt bosættelsen i Spanien skal være for resten af livet.
Men ellers tænker jeg, at danskere i Spanien har en del af de samme udfordringer med f.eks. angst, depression, stress etc., som de kan have behov for en fagperson til at behandle, vejlede og råde sig ud af.
 
Første gang jeg hørte om Spanien, var da jeg som barn blev penneveninde med Helle. Hun var allerede ret berejst i forhold til mig selv, og havde været i Spanien flere gange. På det tidspunkt havde jeg kun hørt om Spanien som landet med “grise-festerne”, men med mit venskab med Helle blev mit indtryk heldigvis noget mere nuanceret, og jeg har været på besøg et par gange. Jeg håber meget at komme til Spanien igen. Landet gjorde et stort indtryk på mig – på mange måder.
 
Fordelene ved psykologsamtaler via Skype er bl.a., at man ikke skal bruge tid på transport, og at samtalen bedre kan foregå på tidspunkter udenfor “normal arbejdstid”, som kan passe begge parter. Men der er også en højere grad af anonymitet. Hvis man har vanskeligt ved at forholde sig til og møde nye mennesker, så vil det i høj grad være lettere via Skype. En anden fordel er, at man kan vælge præcis den psykolog, man ønsker, med de kompetencer man søger, uden skelen til fysisk afstand. Behovet for en professionel person at tale med, én som taler dit modersmål, dansk, og som kender til de udfordringer, du møder i forbindelse med at bo væk fra Danmark, kan være svær at finde lokalt, men spaniensdanskere er ofte fortrolige med Skype, der opfattes som en livslinje til Danmark. Den fortrolighed kan benyttes til samtalerne med psykologen, mens man opholder sig i sit eget hjems trygge rammer.
 
Og nej, en briks eller sofa er ikke nødvendig. Det er stort set kun ved psykoanalyse, klienterne ligger ned. Det var oprindeligt Freud, som introducerede det, og hans efterfølgere brugte det, f.eks. Jung. Denne setting blev etableret, så den, der blev analyseret, ikke kunne se doktorens (for det var de af uddannelse) ansigt, og derved blive forstyrret i sine indre tankebaner og associationer. Dengang var terapeuten traditionelt langt mere passiv end ved behandling nu om dage, omend der stadig er nogle, som faktisk tilbyder denne form. Men den er ofte langvarig, og dermed beskostelig.
 
Hvor mange behandlinger man har behov for, vil jeg typisk give en vurdering af ved første samtale. Et eksempel kunne være stress, hvor jeg normalt anbefaler 5-8 behandlinger. Det samme ved angst og depression. Men meget afhænger af, hvor god en arbejdsalliance jeg er i stand til at skabe med den, jeg taler med. En del af mit arbejde indenfor f.eks. stressbehandling består i at motivere mennesker til at følge de anvisninger, som jeg giver dem.
Hvis det derimod drejer sig om livs-temaer omkring familie, børn eller arbejde – det vil sige mere generelle temaer, er min erfaring, at man i løbet af blot en enkelt eller to samtaler kan nå meget vidt omkring, og har fået nogle nye perspektiver på sin problemstilling, så man faktisk føler sig hjulpet.
 
Du kan se Maiken Lundsgaard Martinussen i TV-programmet ‘Tillykke – du er i live’ på DR3 d. 6. november kl. 22.00.
 

Maiken om sig selv:

Jeg har været uddannet psykolog i 20 år.
Jeg har altid interesseret mig for mennesker. For deres håb, drømme, ønsker og intentioner. Derfor var det at få en uddannelse som psykolog en drøm, der gik i opfyldelse, og som jeg har været lykkelig for lige siden. Jeg tænker altid på ethvert menneske som unikt, men at det samtidig er fascinerende, hvor mange af de samme ønsker og drømme vi alle har. F.eks. ønsket om at være elsket, føle sig værdsat og være en del af et menneskeligt fællesskab.
Mange af de problemstillinger, som mennesker præsenterer mig for, har ganske ofte sit udspring i nogle af disse ønsker og drømme, selvom det ikke altid er synligt for dem selv (eller andre).
 
Jeg har mange gode erfaringer fra samtaler med alle mulige mennesker, fra alle samfundslag, i alle aldre, fra børn til ældre mennesker, med alle former for problemstillinger. Jeg har bl.a. arbejdet indenfor psykiatrien, på en rådgivning for forældre til børn med handicap og på en specialskole. I de sidste tre år har jeg haft egen praksis i Hillerød, hvor jeg bl.a. arbejder indenfor det erhvervspsykologiske område, og hjælper mennesker med arbejdsmæssige vanskeligheder og stresstilstande. I forbindelse med arbejdsproblemer dukker der ofte mere private problemstillinger op, som vi arbejder med. I praksis er det som regel umuligt at adskille de to, og jeg mener heller ikke, det er nødvendigt.
 
Jeg tilbyder samtaler ansigt til ansigt, og via Skype eller telefon, og har gode erfaringer med det. Det er en anderledes måde at mødes på, men jeg synes udmærket, at den kan give det nærvær, der skal til for at der kan skabes en godt samarbejde. Jeg betragter altid de samtaler, jeg har med mennesker, som et samarbejde, hvor jeg for min del stiller erfaring, faglighed og viden til rådighed.
 
Tak fordi du læste med – skulle du være interesseret, kan du besøge min hjemmeside: www.mmpsykologpraksis.dk – eller kontakte mig på tel. +45 2990 8183
 
Mange hilsner
 
Maiken Lundsgaard Martinussen
Autoriseret psykolog
Af Helle Espensen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.