Et spørgsmål om balance

Der er igen uro på de globale finansielle markeder. Uroen skyldes i høj grad økonomiske ubalancer som følge af fundamentale ændringer i kapitalstrømmene. Disse ubalancer har eksisteret længe, men de er blevet forstærket i kølvandet på den finansielle krise. Bliver de ikke løst, kan de kvæle ethvert begyndende globalt opsving.

Ser man på, hvor den globale vækst er koncentreret i dag, er det klart, at udviklingen ikke er i tråd med, hvad vi ellers har set siden 2. verdenskrig. Mange af de nye vækstøkonomier (Emerging Markets) buldrer derudad, mens de mere udviklede økonomier kun viser meget svage vækstrater, fordi de fortsat er tynget af en massiv gældsbyrde. Denne spirende tendens har ikke så meget at gøre med, at vækstøkonomierne var relativt upåvirkede under finanskrisen, og skyldes heller ikke en bedre finans- og pengepolitik i disse lande. Forklaringen er i meget højere grad de globale kapitalstrømme.

I de fleste Emerging Markets er man klar over, at man trods glæden over væksten affødt af kapitalstrømmene skal være opmærksom på den langsigtede inflationstrussel, der også følger med. Kina, Indien og Indonesien har allerede taget skridt til at imødegå dette ved at stramme deres pengepolitik. Men da de vestlige økonomier formentlig vil fastholde en meget lempelig pengepolitik i endnu nogen tid, har det kun forstærket kapitalstrømmene til vækstmarkederne som følge af den gunstige renteforskel. På det seneste har også frygt for, at den ”græske sygdom” skulle sprede sig til andre lande i Europa, spillet en rolle for udviklingen. Og situationen er blevet yderligere forværret af den manglende relative fleksibilitet i Emerging Markets-valutaerne, der trods landenes store valutareserver ikke er styrket væsentligt og derfor fortsat er attraktive for udenlandske investorer.

Kina en vigtig spiller
Løsningen på denne gåde ligger i Kinas fortsatte fastkurspolitik. Da konkurrencen på handelsmarkederne i regionen er intens, kan de fleste asiatiske lande ikke tillade en styrkelse af deres valutaer. Samtidig ville eventuelle kapitalrestriktioner i et land simpelthen bare flytte kapitalstrømmene til et andet land. Kina har signaleret, at man forstår omfanget af det problem, som de globale ubalancer skaber, og har antydet, at man vil gøre den kinesiske valuta (renminbi) mere fleksibel på et endnu ikke nærmere angivet tidspunkt i fremtiden. Uden en officiel, overstatslig, regional organisation til at overvåge og koordinere et sådant tiltag, vil Kina og visse andre asiatiske regeringer og centralbanker højst sandsynligt aftale underhånden, at disse lande skal tage lignende skridt for at sikre, at enhver konkurrencefordel som følge af valutakursændringer holdes på et minimum.

Men i lyset af Kinas tøven med at handle hurtigt og beslutsomt, er der stor risiko for, at situationen igen kan komme ud af kontrol. Små, gradvise justeringer af de asiatiske renter vil tilsvarende have en meget lille effekt på valutakurserne og derfor også kun en ubetydelig, midlertidig effekt på de globale ubalancer generelt. Kun en meget offensiv politik fra Kinas side for at løse dette problem vil have en effekt over tid.

Men oven over alting …
Ironisk nok er det kinesiske tegn for krise sammensat af to elementer: fare og mulighed. Mens Kina fortsat overvejer sin nøglerolle i at løse de problemer, som de globale ubalancer har skabt, er der dog nogle, der nyder godt af den vedvarende turbulens på valutamarkederne. Det markante fald i euroen efter Grækenlands deroute kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt for europæisk eksport. Det gælder især for Tyskland, der så ofte har klaret sig igennem økonomisk turbulente perioder i kraft af sin stærke eksportsektor.

Offentliggjort i samarbejde med Nordea Bank S.A. www.nordea.lu.