Spansk håndværk
Er det bare mig, eller har du også bemærket, at alle varer vi køber holder i kortere og kortere tid? Hvad enten det er mobiltelefoner, der nu er ubrugelige efter et par år, computere, der ikke kan opdateres mere, selvparkerende biler, der løber løbsk eller tøj og sko, der knap holder én sæson, så ser det ud til, at brug-og-smid væk samfundet som vi for længe siden skulle have efterladt os i bæredygtighedens navn, er kommet for at blive. Derfor er det godt at se, at visse erhverv og gerninger, der er forsvundet i mange andre lande, stadig lever i bedste velgående i Spanien. Tag for eksempel skomagerne.
Da vi boede i Vancouver, havde vores kinesiske skomager gjort det helt klart, at mine høje franske læderstøvler havde passeret sin glanstid, og at det var absolut umuligt for ham at ordne dem. Da det var mine yndlingsstøvler, tog jeg dem stadig med, da vi flyttede til Spanien. Og her i vores lille by havde skomageren ingen forbehold, men gav dem nye såler og lakerede dem, så de holder tre vintre mere – til prisen af måske fire par snørebånd.
Skomageri er et uddøende erhverv og en forsvindende kunst i mange vestlige lande, hvor vi har vænnet os til, at det er billigere at købe et nyt, når noget går i stykker. Det er mere og mere kompliceret at finde en, der er i stand til – og vil – ordne noget så ‘nedværdigende’ som en andens fodtøj. Men i hvert fald i Ronda er skomagerfaget stadig velanset og et rimeligt godt levebrød. Selv med kun 34.000 indbyggere kender jeg til tre skomagere i vores lille by, og de har alle en travl forretning med en smule taske- og bæltesalg.
LØSER ALT
Vores egen skomager, Zapatería Becerra, er en familievirksomhed, der blev startet af Miguel Becerra Aguilar (63) for 40 år siden, og ud fra køerne at dømme, vil han ikke være i stand til at gå på pension lige med det samme. Forretningen er kun vokset, og begge hans sønner, Jaime (42) og Ismael (34), begyndte at arbejde med ham, så snart de var færdige med gymnasiet. I dag er begge selv fædre og siger, at de håber, at deres børn vil studere i stedet for at melde sig ind i familievirksomheden. De gør det stadig klart, at de nyder deres arbejde, men at de aldrig når at sidde ned i løbet af de mere end otte timer, de er på arbejde hver dag. Og det er ikke overraskende.
Hver gang jeg har været hos skomageren, har der altid været kø – også de to gange jeg kom for at forsøge at få besvaret mine spørgsmål i de få sekunders ‘dødtid’ mellem klienterne. Folk kommer med gammelt fodtøj, der skal repareres, farves eller pudses, helt nye sko, der skal udvides, bælter og urremme, der skal have ekstra huller eller nye spænder, tasker, rygsække og vinterjakker, hvis lynlåse ikke virker eller mangler en rem, for at nævne nogle få nøgler til kopiering. Becerra-fyrene ordner stort set alt.
Bare til nøglefremstilling har de en række af syv maskiner, der repræsenterer den tekniske udvikling i midten af forrige århundrede. Det mest dyrebare antikvitet er en finurlig symaskine fra 1865, og den ældste nøglemaskine, som har sin egen seje lille lampe, var den første Miguel investerede i, da han startede skomagervirksomheden.
FRA BAGER TIL SKOMAGER
Miguel startede som bager i familiens velkendte lille bageri, da han var teenager. Bageriet, som nu drives af hans fætter, er i øvrigt lige så populært, og køen strækker sig stadig ud til fortovet, fordi deres bagværk er så højt anset. Men Miguel kunne ikke lide at skulle arbejde om natten, som de fleste bagere gør, og derfor besluttede han sig for at blive skomager i stedet. Han vidste intet om faget og havde intet udstyr, men lidt efter lidt lærte han faget og startede sit værksted eller zapatería i et lille lokale på den anden side af gaden, hvor deres forretning er i dag. Når jeg spørger sønnerne, hvordan de har lært faget, fortæller de mig, at den eneste måde at erhverve de nødvendige færdigheder på er at gøre det.
“Alt, hvad vi gør, har vi lært af vores far,” siger de i kor. Jaime indrømmer, at han engang drømte om at blive politi- eller militærofficer, og Ismael siger, at hvis han skiftede job, skulle det være som kontorassistent med en fast løn, et stort skrivebord og lidt at lave. Men ingen af dem fortryder, hvad de har gjort, og begge smiler, mens de hamrer og lapper og syr og limer, så sveden drypper.
HURTIG SERVICE MED ET SMIL
Hele familien er venligheden selv, og jeg spørger, om de altid er sådan.
“Jamen, smilet er ikke klistret på,” blinker Miguel og afslører, at der kan være dage og tidspunkter og visse kunder, der afprøver selv Becerras’ uendelige tålmodighed. Men for det meste er kunderne omgængelige, og Miguel kan ikke huske at have haft en eneste klage i alle de år, han har drevet virksomheden. Og det er der egentlig ikke noget mærkeligt i. Teamet arbejder uafbrudt fra de kommer kl. 09.30 om morgenen til kl. 20.00 om aftenen med et par timers pause til siesta. Der kan komme op til 150 kunder hver dag, og skomagermesteren regner med, at hvis alle tre er på arbejde, kan de sagtens ordne 60 par sko på en dag, foruden endeløse lynlåse og nøgler.
De fleste kunder får at vide, at de kan komme tilbage for at hente reparationerne allerede samme eftermiddag eller næste dag, hvis de da ikke fikser det på stedet.
“Vi forsøger at reparere det hele samme dag” siger han og gør det klart, at alt skal betales, når det bliver afhentet. Med så hurtig en ekspedition skulle man tro, at de næsten ikke har nogen genstande liggende der venter på at blive hentet. Jeg vil antage, at de ville kassere uafhentede varer, der ligger til afhentning i mere end et par måneder. Det ville være almindelig forretningspraksis … Men så tager jeg grundigt fejl. Jaime viser mig rækker af sko fra det, han kalder den “præpandemiske periode”, der næsten er blevet efterladt i fem år. Alt fikset og færdigt. Med en gennemsnitlig regning på lad os sige 10 euro, har de en formue liggende der i forladte gamle sko.
Jeg spørger, hvordan de kan holde styr på alle de hundredevis af sko, der bliver leveret, når det eneste de beder om er folks navne, som de skriver på en seddel, der sidder fast på indersålen af skoen. Miguel indrømmer, at de ikke har lavet nogen form for digitalisering endnu, men de har et system, der fungerer ret godt ved at adskille dame- og herresko og holde dem mere eller mindre efter leveringsdato, ligesom de for det meste kender kunderne ved navn.
Miguel husker kun én gang, hvor en mand kom ind for at få et par sko, som de ikke kunne finde. De ledte højt og lavt, men skoene var ingen steder at finde. Manden ringede til sin kone, som var hos frisøren nede på gaden, for at fortælle hende, at skoene var forsvundet, og hun meddelte straks, at det ikke var et par sko, han var blevet sat i byen for at hente, men en saks!
For selvfølgelig sliber skomagerne også sakse og knive. Og der er helt sikkert mange andre ting, de også reparerer, som jeg ikke fangede med det samme.
Uden de spanske zapaterías, denne ydmyge, men vigtige kulturinstitution, ville Spanien simpelthen ikke være det samme.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001