Med den varme, vi har i øjeblikket, er det ikke kun ønskværdigt at være i vandet – men gerne med hovedet under vand, og når det kommer til undervandsoplevelser, har Andalusien uendelige muligheder.
Spaniens sydligste region har fantastiske strande med behagelige vandtemperaturer og rig marine flora og fauna, der gør dem perfekte til snorkling. Både som sport og fritidsaktivitet er dette en nem og overkommelig måde for folk i alle aldre at opleve spændingen ved dykning – uden alle forberedelserne! Du behøver ikke et dykkercertifikat eller masser af dyrt udstyr for at udforske nogle af de undervandseventyr, som Andalusien har at byde på. Snorkling kan gøres næsten overalt på kysten. Alt du behøver er en dykkermaske, en snorkel og et par svømmefødder til at plaske rundt på kysten og opdage, hvad der gemmer sig under havets overflade.
DanesaPluss kommer her med et udvalg af Andalusiens bedste snorkelstrande.

Snorkelstrande ved Middelhavet
Almería-provinsen:
Cabo de Gata
Nationalparken og marinereservatet Cabo de Gata beskrives ofte som Spaniens bedste snorklested med mange bugter og strande at vælge imellem. På trods af sit navn (Stand of the Dead) er Playa de los Muertos kendt for sit imponerende undervandsliv og krystalklare vand. Selv en nybegynder vil opdage nogle af stedets utallige stimer af farverige småfisk og spændende undervandsopvækster.

Isleta del Moro
Isleta del Moro er en lille landsby beliggende på et bjerg i Cabo de Gato. Det er også navnet på en ø, der ligger lige uden for landsbyen. Det krystalklare vand her er populært til både snorkling og dykning, så her hopper du bare i havet!
Den lille bugt Cala Higuera, som ligger længere mod syd i nationalparken, er fuld af hemmeligheder, med rester af gamle skibsvrag, buegange og utrolige klippeformationer, hvor du kan finde et rigt undervandsliv med egne økosystemer.

Málaga-provinsen:
Parque Natural de los Acantilados de Maro-Cerro Gordo, Nerja
Playa de Maro, som siges at være en af provinsens smukkeste, er nok bedre kendt blandt skandinaver, selvom den stadig beskrives som “en af Costa del Sols hemmeligheder”. Stranden byder på en naturligt beskyttet bugt med lokkende krystalklart vand, undervandshuler og utrolige klippeformationer og undervandsliv som ingen anden. Ud over farverige fisk kan man observere søpindsvin, blæksprutter og andre maritime arter i deres naturlige habitat. Hele naturparken er fredet og fiskeri er ulovligt.
Blot et par hundrede meter fra Maro-stranden ligger den lige så smukke, men mindre befolkede Playa de la Caleta. Bortset fra en fyr, der har kajakudlejning og sælger kolde drikke, har standen ingen service, så her bør du medbringe alt, hvad du har brug for.
Playa Calaceite, der ligger lige uden for Torrox, har heller ingen strandtjenester, men her finder du et dampskibsvrag dækket af farverige havsvampe og anemoner. Det ligger i en dybde på omkring fem meter 100 meter fra stranden.
Hvis Nerjas andre strande bliver for overfyldte, så prøv den 500 meter lange Playa de las Alberquillas, som ligger lidt længere væk fra alfarvej (uden for N-340). Det fredelige grønne paradis med den sorte sandstrand er aldrig overfyldt, selv ikke midt om sommeren. Også her finder du krystalklart vand med undervandshuler og masser af fisk. Stranden er en del af naturreservatet og har ingen strandservice.

Granada-provinsen:
Playa de la Herradura, Almuñécar
For dem, der ikke kender Granadas Costa Tropical, kan Playa de la Herradura klart anbefales. Havet ved denne strand er perfekt til en dag med snorkling og har været genstand for mange prisvindende undervandsfotografier. De farverige koraller er hjemsted for et rigt udvalg af fisk, søstjerner, søheste og endda lejlighedsvis blæksprutter.
Playa de la Rijana, Gualchos – Castell de Ferro
Et andet af Costa Tropicals magiske steder er Playa de la Rijana med sit mørke sand, få strandgæster og varme snorkelvand. De fleste mennesker ankommer til stranden med båd, men du kan også få adgang til stranden ved at klatre ned ad en stenet sti. Stranden er ikke egnet til yngre børn.

Middelhavet er kun 1 % af verdens havoverflade, men indeholder 8 % af verdens marine liv, og 30 % af disse er endemiske arter.
Snorkelstrande ved Atlanterhavet
Cádiz-provinsen:
Cala del Aceite, Conil de la Frontera
Costa del Luz er måske ikke så kendt som Costa del Sol, men det har den bestemt grund til at være. Cala del Aceite er et sandt paradis for snorklere med roligt hav og rigt undervandsliv. Her kan udover fiskestimer også observeres koralrev.

Playas de los Caños de Meca (eller Playa De los Caños), Caños de Meca
Endnu en ‘juvel’ på Costa del Luz! Landsbyen Caños de Meca er kendt som Cádiz-provinsens hippiedistrikt, men lad det ikke stoppe dig. Las Playas de Caños de Meca, som omfatter Playa de Faro, Cala Varadero og Playa del Pirata, er kendt for deres smukke beliggenhed og rige biodiversitet. Strandene ligger også tæt på Parque Natural de la Breña y Marismas de Barbate, så du ikke kun kan udforske undervandsverdenen, men også det smukke naturlandskab i nærheden.


Playa de Bolonia, Tarifa
Kun en kort køretur fra surfebyen Tarifa ligger Playa de Bolonia. Stranden, som også er en nudiststrand, er kendt for sine klitter og ferskvand. Det byder på fremragende snorklemuligheder, rigt havliv og god sigtbarhed under vandet. Gå ikke glip af Bolognas koralrev og det romerske arkæologiske område Baelo Claudia, der ligger lige ved stranden.
NB. Selvom snorkling er en forholdsvis sikker aktivitet, bør du tage de samme forholdsregler, som du gør ved enhver anden aktivitet i og ved havet.
(Kilder: snorkelingarroundtheworld, visitacostadelsol, Diario de Sevilla, snorkeling-report og cntraveller)

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001