Det danske magasin i Spanien
Små mirakler – store oplevelser

Små mirakler - store oplevelser

Dybest set er anskaffelse af et kæledyr en ganske egoistisk handling. Kæledyrets primære opgave er at give os selskab, glæde og morskab – og ikke mindst anerkendelse og kærlighed. Noget dyr giver betin­gelsesløst modsat medlemmer af racen homo sapiens.

Imidlertid syntes vi, at egoismen var iblandet en god del barmhjertighed (godt for samvittigheden), da vi i sin tid valgte at tage en såkaldt vild hund til os. Det vilde havde mest med udseendet at gøre – mølædt, tynd og beskidt. Selve dyret viste sig at være en blid og yderst damet schæfer. At Mulle også var en meget klog hund, viste sig gang på gang i hendes 12 leveår. Vi havde skabt en harmonisk og rolig hverdag i tresomhed.

Og hvorfor var det så lige, at vi absolut skulle have en hund mere? Var det for Mulles skyld? Var det for at hjælpe den vilde schæferhvalp, som vi fandt en mørk aften under en lygtepæl? Eller var det igen for vores egen skyld? Beslutningsgrundlaget var noget i retning af: Hvis vi får en hvalp nu, så kan Mulle jo være med til at opdrage den. Hun skal så ikke være alene hjemme om dagen længere (hvilket hun faktisk ikke var, da min mand havde hende med på job). Hun ville have én at være sammen med på hundepensionen (de meget få gange vi tager på ferie). Jo, jo, der var skam nok af argumenter.

 

Resultatet blev, at Mulle da rigtig nok fik selskab. Hun knurrede nemlig fra morgen til aften i irritation over det nye familiemedlem, der åd møbler, julepynt og bøger, som gøede af naboen, besørgede indendørs, spiste hendes mad og stjal hendes seng – og ikke mindst tonsvis af hendes ”forældres” opmærksomhed. Oveni det hele kom Mulle ikke længere med far på job, for nu var de jo to derhjemme! Da det nye dyr, kaldet Karla, efter næsten 3 års kærlige forsøg på opdragelse, stadig opførte dels mega-overstrømmende og dels neurotisk angrende (også når hun tilsyneladende ikke havde lavet unoder), havde vi, hvis vi havde boet i Danmark, stået først i køen til ”100 km gåtur i Sahara sammen med kameler”-kriseterapi på statens regning.

Samtidig begyndte Mulle at blive syg, hun gik hvileløst frem og tilbage ved siden af min seng om natten, og virkede trist og træt. Da hundene en dag for alvor kom op at slås, var grænsen nået. Jeg klagede min nød til en god ven. ”Her”, sagde han og rakte mig en lap papir med et telefonnummer. ”De kan hjælpe dig.” Uden at vide, hvem de var eller hvilket sprog de talte, ringede jeg nummeret op. ”Marja og jeg kan komme og snakke med Mulle og Karla i morgen,” sagde manden, der hed Niels. Og det gjorde så – rent bogstaveligt!

 

Marja er født i Finland, og har siden barnsben flittigt benyttet sin evne til at kommunikere med dyr.

”Som barn troede jeg, at alle kunne tale med dyr, så det var en stor skuffelse for mig, da jeg fandt ud af, at det ikke var tilfældet. Jeg holdt op med at tale om det, for folk syntes, at jeg var underlig. Jeg levede i to verdener, men af og til var de svære at adskille. Når jeg spillede bold med mine kammerater, og en fra den åndelige verden også ville lege med, ja så kastede jeg selvfølgelig bolden til ham eller hende, som bare ikke kastede bolden tilbage. Det, syntes min andre kammerater, var noget mærkeligt noget.”

Marja uddannede sig til kosmetolog, og da hun under en rejse krydsede Danmark, mødte hun Niels på Storebæltsfærgen. Hun flyttede til Danmark og blev gift med sin politimand, og snart var også Marja ansat ved kriminalpolitiet i København.

”Vi anholdt jo af og til en finne, og så var det rart at have en tolk ved hånden,” siger Niels Jeppesen, der dengang ikke var klar over, at han besad særlige evner. ”Jeg har altid været et troende menneske og interesseret mig meget for religion. Ikke på den måde, at jeg går i kirke om søndag. Jeg tror på sandhed, renhed og kærlighed, der gør os modne til at modtage og videregive den uendelige, fuldkomne kærlighed og næstekærlighed.”

 

”Ja, Niels har en meget stor retfærdighedssans,” bryder Marja ind. ”Han har altid forsvaret de svage, som både dyrene og Jorden er i forhold til vores, menneskenes, måde at behandle dem på.”

 

Det var først en del år senere, at Niels blev bevidst om sine healende evner.

”Marja havde problemer med sin astma, og vi havde opsøgt en healer i København. Den slags kostede en del, og en dag sagde healeren til mig: ”Hvorfor behandler du ikke selv din kone – og sparer de penge? Du har jo evnerne.”

 

Rygtet om ægteparret Jeppesens særlige evner løb stærkt fra mund til øre, og snart begyndte klienter at ringe på døren i hjemmet på Sjælland.

”Vi beholdt vore jobs hos politiet, indtil jeg gik på pension som 60-årig, så healing var ikke, og er ikke noget, vi skal leve af. Men det er meget spændende, og efter at vi for godt 6 år siden også begyndte at behandle dyr, har det givet ekstra mange, dejlige oplevelser. Det med dyrene startede med, at vi var på besøg hos nogle venner på en gård i Jylland. De havde en ko, som ikke ville rejse sig og dyrlægen havde sagt, at hvis ikke koen stod op næste morgen, var der ikke mere at gøre.”

 

”Jeg jog Niels ud af sengen kl. 6 om morgenen”, griner Marja. ”Og ud på marken det gik – i nattøj. Koen fortalte mig, at den var meget, meget bange, og den angst healede Niels. Da bondemanden kom ud på marken, gik koen og græssende – og det er den slags små mirakler, der giver os lyst til at fortsætte.”

 

Mulle og Karla er begge opdraget til at tage pænt imod de gæster, vi inviterer ind i vort hjem, men alligevel var der noget særligt over den måde, de modtog Marja og Niels på. Kunne de vide, at disse gæster kom for at tale med dem? Det så sådan ud, og Mulle satte sig pænt ned foran Marja og kiggede intenst på hende. Her skal det indskydes, at det er Marja, der, gennem billeder, kommunikerer med dyret og som modtager vejledning fra den åndelige verden, mens Niels så løser op for problemet ved hjælp af healing.

 

”Mulle siger, at hun er meget bange for at dø, for at blive syg og være til besvær. Hun vil også gerne fortælle jer, hvor taknemmelig hun er for det liv, som I har givet hende. At hun elsker jer meget højt og at hun er glad for at være dit kæledyr,” siger Marja og kigger på mig. Jeg mobiliserer nu al min viljestyrke for ikke at lægge armene om min hund, som hun sidder der og kigger roligt på Marja med sine kloge øjne. Jeg kan mærke, at blot en lille bevægelse med hovedet vil få tårerne til at trille. Men jeg styrer mig – jeg vil ikke ødelægge det for Mulle.

 

Marja fortæller videre, at Mulle ikke vil dø endnu, fordi hun mener, at Karla er for fjollet til at overtage pladsen som ”overdog”. Fjollet, tænker jeg. Hvor er det egentlig et typisk Mulle-udtryk. Jeg er sikker på, at hun ville have valgt det, hvis hun havde kunnet tale menneskesprog.

 

”Mulle er blevet påkørt af en bil som hvalp, og har stadig ondt midt på ryggen.” Niels begynder at heale stedet. ”I sit forrige liv var hun familiehund – et sted med mange børn. De fodrede hende hele tiden,” griner Marja. ”I det her liv, hos jer, holder hun en slags pause. Hun slapper bare af. Der er nemlig stor chance for, at hun kommer tilbage til Jorden som menneske næste gang. Ikke som borger i New York, men måske snarere i et eskimosamfund i Alaska. Tæt på den store natur.”

 

Fantastisk, tænker jeg. En spåkone har engang sagt til os, at Mulle er så gammel og klog en sjæl, at hun bliver genfødt som et menneske næste gang.

Marja og Niels fortæller nu Mulle, at hun ikke skal være bange. At vi nok skal passe på hende. Vi får nogle vitaminer og mineraler til hende, og får besked på at give hende yoghurt og grøntsager hver dag. Allerede samme nat sov Mulle trygt igennem i sin kurv, og sprang rundt og legede som en hvalp næste dag.

 

Så var det Karlas tur, og hun skyndte sig selvfølgelig at forsvare sig ved at sige, at hun skam var god nok, og at hun havde en meget bedre hørelse end Mulle.

”Jeg tror aldrig, at I får Karla til at slappe helt af. Hun har arbejdet hårdt i sine tidligere liv. I et af dem arbejdede hun i et kinesisk cirkus. Dengang var hun en afghansk mynde. Cirkusdirektøren var meget skarp, så hun knoklede hårdt i manegen for hans anerkendelse.”

Aha, tænkte jeg. En særdeles plausibel forklaring på Karlas evige optræden for at få opmærksomhed.

”I et andet liv var hun Skt. Bernhards hund, der reddede mennesker ned fra bjergene – det er hun ret stolt af”, siger Marja og nusser Karla, der nu har holdt koncentrationen i flere minutter – mirakuløst!

”Karla er blevet mishandlet af sin tidligere ejer i dette liv.”

Det havde vi gættet på, da hun er det mest ydmyge dyr, jeg har mødt.

”Og hun er meget bange for, at manden, som bl.a. straffede hende ved at lukke hende inde uden adgang til mad og vand, vil komme og hente hende, når I ikke er hjemme.”

At Karla ikke kan lide at være alene hjemme, har hun tydeliggjort adskillige gange ved at ødelægge ting og sager.

”Hun er også bange for, at I skal møde ham, når I går tur.” Igen kan jeg genkende et træk hos Karla, der farer forvirret rundt, når vi går tur med hundene.

Marja og Niels forsikrer Karla om, at vi aldrig vil lade manden tage hende, og at vi synes, at hun er en både fin og dygtig hund, som vi elsker lige så højt som Mulle.

 

Resultatet af samtalerne mellem Niels, Marja og vore hunde blev to dejlige måneder til Mulle, hvor hun tilsyneladende havde det som en fisk i vandet. Og en Karla, som, da hun var kommet sig lidt over tabet af Mulle, begyndte at slappe af hos os, og nu er med far på job hver dag. Hun har ikke ødelagt noget som helst siden og hun går (næsten) fint i snor. For min mand og jeg var det en kæmpe oplevelse, som gav os en meget større forståelse for vores dyr og deres sjæleliv. Det gør os på en eller anden måde også bedre i stand til at undvære Mulle i hendes fysiske form, for vi ved nu, at hun stadig er hos os.

 

Marja og Niels Jeppesen opholder sig af og til på Costa del Sol, og kan træffes på

tel. 630 105 140 eller i Danmark på 0045 47 51 20 26.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.