Hvor høj en pris vil vi betale for turismen?

Det var en af de største manifestationer nogensinde på Solkysten – om ikke den største.Over 15.000 borgere marcherede på en fredelig lørdag formiddag gennem Málagas gader for at ytre sin utilfredshed mod tidens mange turistboliger. Protesten gav genlyd i store del af Europa, og blev i talrige medier formidlet som en protest mod turisterne. Men det er forkert – helt forkert. Man skal nemlig lede længe for at finde en Spanier, der har det mindste imod turismen.

Omvendt behøver man blot ringe på naboens dør, for at høre en spanier beklage sig over myndighedernes måde at håndtere turismen på. Klagerne går på tidens turistboliger, som over de seneste år har sendt titusindvis af Costa del Sol borgere på gaden og skabt et nyt socialt problem. Det kan være svært at forstå, så vi tager den i små bidder. 

Da Europa kom ud af finanskrisen begyndte turismen at blomstre på Costa del Sol. Det er set før. De nye platformer for privat ferieboligudlejning, som Airbnb, havde vi derimod ikke set før. Platformene trængte hurtigt ind i vores bevidsthed – ikke mindst hos private boligejere, som fik serveret et nyt, let og billigt medie til at få udlejet deres bolig på. Da vi kom ud af Covid-19 pandemien, nøjedes turismen i Málaga-provinsen ikke med at blomstre. Den voksede nærmest ind i himlen. Det samme gjorde Airbnb og alle typer selskaber relateret til ferieboligudlejning. For alle med en bolig til leje lå den store gevinst pludselig lige til højrebenet. På ti minutter får man online sin nye udlejningslicens. Så hvorfor fortsætte med at udleje sin bolig på langtidsleje til f.eks. tusind euro om måneden, når man kan udleje til turister for tusind euro om ugen? Den fristelse falder alle for. Der er blot ingen, der tænker på, hvad der skal skal med “de gamle” lejere af dagens turistboliger. Det er lige præcis her, vi har roden til dagens nye sociale problem.

Hvert land har sin lejelov. I Spanien er det svært at opsige en lejekontrakt, men når den udløber, udløber den. Så spiller det ingen rolle, om lejekontrakten har været på ét, tre, fem eller syv år. Det er værst i Málaga by, men langs hele Solkysten har nu titusindevis af lejere de seneste år ikke fået deres lejekontrakter forlænget, fordi ejerne ønsker at omdanne deres bolig til turistbolig – de såkaldte “pisos turísticos”. Det er let at sige, at så må de jo finde noget andet at bo i, men der er ikke “noget andet”. Der er i alt fald langt fra nok, og dét der er, er blevet ubetaleligt dyrt. Alle, lige fra private til store kapitalfonde, har de seneste år investeret massivt i turistboliger over alt. Det er bl.a. derfor, vi lider under stor boligmangel i Málaga-provinsen – og lider under et nyt stort socialt problem. Det rammer alle fra unge til børnefamilier og ældre, som meget vel kan have boet både 10, 20 og 30 år i deres lejebolig. De må nu forlade deres boliger, så turisterne kan komme til.

Den er gal – helt gal – og folket protesterer forståeligt imod, at man online på ti minutter kan omdanne en almindelig beboelsesejendom til turistlejligheder. Tilsvarende beklager man, at der i stor stil gives tilladelse til opførelse af store ejendomme med turistlejligheder, når byggeriet af boliger til menigmand halter voldsomt efter.

Alle, der ikke går med skyklapper, kan se, at der ikke længere er balance i tingene. Og alle spørger sig selv, hvorfor hverken Junta de Andalucía eller kommunerne har gjort noget for at undgå problemet. Hvor Málaga-provinsen står i dag, stod Barcelona jo for ti år siden. Man har haft ti til at tage tiltag, for at undgå tidens omfattende boligmangel, tidens tårnhøje boligpriser, tidens nye sociale problem, og tidens massive protester.

Det er protester, der de kommende måneder vil tage til. Utilfredsheden ulmer nu også gevaldigt i Sevilla og Cádiz. Her blomstrer turismen også, men flere og flere betaler en høj pris for den. Utilfredsheden er udelukkende rettet mod myndighederne og de mange turistlejligheder – ikke mod turisterne.