Det danske magasin i Spanien
Solen skinner på Solkystens boligmarked

Vi har fire ejendomsmæglere. De arbejder i tre forskellige områder og med forskellige typer kunder. Det til trods har de samme syn på boligmarkedet: alt bliver lidt dyrere, men også lidt bedre, i fremtiden. Efterspørgslen bliver dog næppe bedre. De lokale mæglere kæmper nemlig en daglig kamp for at finde boliger til de talrige købelystne kunder, der nærmest står i kø for at få fingrene i en feriebolig på Costa del Sol.

Bankerne har sænket renten og vil nu tilbyde bedre boliglån. Det har fået stor omtale i pressen de seneste uger. Flere spanske økonomer og branchefolk spår sågar, at det kan være startskuddet til et nyt byggeboom. Det sidste kan diskuteres. At renten er faldet, og at de spanske banker varsler øget konkurrence og markant bedre boliglån, får derimod kun minimal indvirkning på Solkystens boligmarked. Det er vores tre mæglere helt enige om. “De seneste år har vi set, at rentehop næsten ikke påvirker boligmarkedet. For blot et par år siden steg renten markant, men det ændrede ikke på købelysten. Det skyldes bl.a., at mange af tidens nye boligejere betaler kontant eller kun har brug for ganske lidt finansiering,” forklarer Andreas Rodríguez Hansen fra Hansen Real Estate i Torre del Mar. Hans kollegaer giver ham ret – ikke mindst Thomas With fra Marbella & Co.

Nye købere – ny profil

Den danske ejendomsmægler har fokus på trekantsområdet mellem Marbella, Estepona og Benahavís. Herfra melder han om stor efterspørgsel og en lige så stor ændring i køberprofilen. “Her er sket utroligt meget på ganske få år. Rigtig mange helt ned i 40-års alderen er flyttet hertil. De søger luksus og det gode liv – og betaler kontant,” fortæller Thomas, som har 15 kollegaer med sig på kontoret ved Santa Clara Golf. På sin nye hjemmeside er der ikke én eneste bolig til under 400.000 euro.

“Det er sjældent, vi sælger en bolig til under en halv million euro. Dagens købere her i området betaler gerne lidt ekstra for tingene. Det skal bare være i orden,” erfarer Thomas With. Han ser tydeligt, at det er tidens nyrige fra hele Europa, der søger til det gyldne trekantsområde. Og så fornemmer han klart, at mange “gamle penge” nu investeres i luksusboliger på Solkysten, hvor de tidligere blev investeret i andre aktiver.

Handelspriserne er lidt mere moderate, men ellers er tilbagemeldingerne fra mæglerne i området Benalmádena, Fuengirola og Mijas identiske. “Der handles livligt, og det er helt normalt, der handles kontant. Enhver bolig med terrasse og udsigt sælges lynhurtigt” fortæller Tom Sørensen fra Simzar Estates. Han arbejder tæt sammen med Nana Norrbom fra Blue Sea Estates.

“Vores udfordring er at finde det rette til kunderne. Udbuddet er beskedent og tidens købere søger generelt ferie- og investeringsboliger, som man selv benytter tre til seks måneder om året og udlejer resten af tiden. Både gensalg og nybyggeri er interessant.” Det sidste kommer der givetvis mere af i fremtiden.

Blue Sea Estates har i alt fald bemærket, at der i årets løb er blevet udstedt flere byggetilladelser end i de forudgående år. Om det er nok til et decideret byggeboom er dog tvivlsomt.

“Det er et voldsomt begreb. Inderst inde både tror og håber jeg på nogle gode år for boligmarkedet, for vi ved alle, hvad der kan komme efter et boom,” fortæller Tom Sørensen, som har boet på Solkysten siden 1980’erne og oplevet flere byggeboom – på godt og ondt. Hans holdning får opbakning fra Hansen Real Estate i Torre del Mar. “På den lange bane er Málaga-provinsen ikke tjent med et nyt byggeboom. Inderst inde tror jeg også, at både banker og bygherrer fortsat vil være påpasselige. Finanskrisen i ’08 kom i kølvandet på nullernes byggeboom og efterlod store ar på sjælen.” I det gyldne trekantsområde ved Marbella mener Thomas With derimod, at vi i de kommende år bliver vidne til en massiv opførelse af luksusboliger. “På enhver byggemoden grund vil der blive opført store flotte villaer eller luksuslejligheder i moderne stil. Det er dét, der efterspørges i dag, og publikummet er særdeles købestærkt.”

Trods markante prisstigninger de seneste år frygter vores skandinaviske mæglere ingen bobler på markedet. “Der skal en stor global ulykke til at markedet falder markant,” er de enige om.

Kun små bump på vejen

Til gengæld er der masser af små bump på vejen. Og de kan blive til store stopklodser, hvis der ikke handles i tide. Bekymringerne hedder vandforsyning, infrastruktur og juridisk sikkerhed. Nana Norrbom søger således klarhed om tidens debat om turistlejligheder.

“Dagens købere er også investorer, og de har naturligvis brug for en klar juridisk sikkerhed. Udlejning bliver et vigtigere og vigtigere element for udviklingen på boligmarkedet.”

Andreas Rodríguez Hansen har samme ønske. “Alle byer på Costa del Sol har behov en klar fremtidig byplan. Der er fortsat tvivl om hvor og hvor meget, der må bygges rundt omkring. Det gælder både i byerne og på landet. Det er ingen tjent med.” Ingen er heller ikke tjent med usikkerheden om fremtidens vandforsyning. “Det er Solkystens ømme tå. Uden vand går alt i stå – også boligmarkedet. Både jeg og tidens købere er dog fortrøstningsfulde, for alt tyder på, man nu går i gang med opførelsen af de nødvendige afsaltningsanlæg,” forklarer Thomas With. Hans næststørste ønske er indførelsen af nogle måneds- eller årskort, der er til at betale, på betalingsmotorvejen AP-7 mellem Fuengirola og Estepona. “I store dele af året er hele kyststrækningen mellem Fuengirola og Marbella én lang trafikprop – i begge kørselsretninger. Det er trættende for alle. En løsning ville være et plus for både fastboende, turister og boligmarkedet.”

Der er fortsat kø på N-340. Og køberne står i kø for at købe, investere og nyde livet på Costa del Sol. Solen skinner på Solkystens boligmarked.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.