Det danske magasin i Spanien
Historie, nutid og fremtid på Vinhuset Viña Sastre – Ribera del Duero

Historie, nutid og fremtid på Vinhuset Viña Sastre – Ribera del Duero

Vi er lige kommet hjem fra et besøg på blandt andet Viña Sastre i Ribera del Duero, og kort tid efter smagt deres nye årgange i “Primeur” for at afgive vores bestilling af deres vine fra årgang 2021. At købe “En Primeur” er altså at købe vinen før den er kommet på flaske, og før den er færdigproduceret. Det har vi hermed gjort, og kan kun sige at vinhuset endnu engang har præsenteret fantastiske vine i alle kategorier, samt at vi har lagt en stor Lige nu er deres vin “Pago de Santa Cruz” udsolgt i vores butikker, men vi venter og håber på ny levering inden juletravlheden.

La Horra


Vi kører fra vores hotel i Peñafiel og ca. 25 minutter senere ankommer vi til den lille by La Horra hvor vinhuset Bodegas Hermanos Sastre ligger. Et lille og yderst moderne vinhus, der ligger omgivet af egnens mange vinmarker. Den lille landsby med i dag kun ca. 400 indbyggere ligger dovent badet i den lune sol i den nordlige del af området. Taler man om kvaliteten af druer i Ribera del Duero, er La Horra en af de byer som man taler meget positivt om. Den ligger velsignet højt med mange små bakker, hvorved vinmarkerne kan får masser af soleksponeringer. Hovederhvervet her er vin – og ca. 75% af kommunens 3200 hektar område er beplantet med vinstokke. Byens vinhistorie starter med to gamle kooperativer, hvor alle de lokale solgte deres druer. De blev lavet til vin og så fik hver bonde afregning for sine druer og vin til året, der kom. Men da området fik D.O. status i 1982, begyndte de lokale at producere deres eget vin. I dag ligger der 18 vinhuse i den lille kommune.

Lidt om Vingården

Viña Sastre er historien, nutiden og fremtiden i en flaske. Det er kærligheden til den enkelte mark. Det er det perfekte sammenspil mellem menneske og natur, hvor kun det bedste naturen kan frembringe, er godt nok. Det er en lidelseshistorie med enorme familietragedier, intriger, forbrydelser og svigt. På trods af dette er det fortællingen om en mand, Jesus Maria Sastre, der nægter at ændre noget som helst på sin vin. Jesus modtog os personligt på vinhuset, en interessant mand som jeg efter besøget har den største og dybeste respekt for, både som vinmager og som menneske.

Tilbage i 1950erne var Severiano Sastre pioneren og ophavsmanden til det, der sidenhen er blevet til Bodegas Hermanos Sastre. Gennem årene opkøbte Severiano mere og mere jord og tilplantede den med vinstokke. Lidt efter lidt overdrager han driften til sin søn Rafael, og vinhusets historie tager sin begyndelse af 1990’erne hvor Ribera del Duero begynder at få sin storhed. Før dette tidspunkt var rødvine fra dette område af svingende kvalitet, men lige i kølvandet på Alejandro Fernandez og Emilio Moro, kom Bodegas Hermanos Sastre. Takket være Severiano Sastres arbejde og opkøb af jord i 1950erne råder vinhuset i dag over vinstokke, der er mere end 60 år gamle.

Vinhuset startede altså med Rafael Sastre samt hans børn, de to brødre Jesus Maria der passede markerne og Pedro Sastre som Enolog. Men uheldet var ude og først døde faderen Rafael i 1998 og i 2002 døde Pedro i en tragisk ulykke.

Siden da har familiens arv og drøm ligget i hænderne på den tilbageværende søn, Jesús Sastre som modtog os og fortalte om familien mens vi smagte hans vine. Han driver i dag vinhuset med støtte og hjælp fra hans svigerinde Isabel og hans mangeårige ven, Eugenio Bayón.

Historisk set startede man vinproduktionen i Ribera del Duero med at lave rosévin. I dag bliver rosevinen næsten udelukkende lavet til familien, specielt til Jesús mor. Han producerer 3000 flasker, hvoraf et lille antal eksporteres, men resten bliver hos familien selv, og er den første vin vi smager sammen med Jesus. En rigtig power-rosé, som samtidig er frisk og læskende. Passer fint til den lidt pikante pølse som bliver serveret.

Bodegas Hermanos Sastre har skabt en serie af moderne og anmelderroste vine, og vinhuset i dag er en reference inden for vindyrkning og produktion på højde med Dominio de Pingus og Vega Sicilia. De producerer kun ca. 250.000 flasker om året.

Kort om vinene

Sammen med Jesus smagte vi udover Rosé vinen, de følgende vine:

Sastre Roble

Lavet på 100% Tempranillo fra 30 års gamle vinstokke. Lagret 9 måneder på både franske og amerikanske egetræsfade, som giver vinen et godt lagringspotentiale.

AromaSmag
Behagelige aromaer af mørkerøde frugter og bær hvor især blommer og figner markerer sig. Desuden lakrids og urter, som rosmarin, lavendel og timian ligger flot i baggrunden. Duften er tæt og meget karakteristisk for området, med dejlige fadnoter som ikke dominerer frugten.  Vinen er tør, tannisk og frugtig. De modne frugter dominerer og smager kraftigt igennem. Eftersmagen er fyldig men uden at være voldsom. Fadet er flot integreret og lader vinen vise sin frugtige side. Server den omkring 16º  

Sastre Crianza

Lavet på 100% Tempranillo fra 63 års gamle vinstokke. Lagret 14 måneder på både franske og amerikanske egetræsfade. Crianzaen kan lagres i op til 15 år hvis man har de optimale lagringsmuligheder.

AromaSmag
Intense aromaer af fortættede mørke kirsebær, blommer, figner, med kraftige balsamiske noter, mokka, læder, bål, salvie, timian og vild fennikel. Engelsk lakrids og varme krydderier, let karamel og laktiske noter er bare nogle af de mange indtruk man får med denne vin i glasset.I smagen overrasker vinen ved at være dybere, tungere og mere voluminøs i munden end mange af de vine jeg har smagt i samme kategori. Med lækker cremet fedme, afrundet fadsmag og sitrende god syre. Eftersmagen er lang, vedholdende og intens. Ingen tvivl om druernes kvalitet her.

Sastre – Pago de Santa Cruz

Lavet på 100% Tempranillo fra gamle vinstokke med en gennemsnitsalder på 77 år. Lagret 18 måneder amerikanske egetræsfade.

Pago de Santa Cruz er en af Ribera del Dueros mest emblematiske vinmarker. Langt størstedelen af vinstokkene er beplantet i 1944, og alderskravet for at indgå i vinen er 60 år. Pago lagres udelukkende på amerikanske fade, hvorfra vi får de karakteristiske noter af vanilje og kokos fortæller Jesus.

AromaSmag
Intensiteten stiger i denne vin. Fortættede mørke bær, brombær, blommer, skyggemoreller og figner. Ekstremt og markant urtet med en bred vifte af bla.mynte, lakrids, rosmarin, salvie, lavendel, fennikel og eukalyptus. Desuden finder vi fantastiske noter af tobak, cigaræske, læder, egetræ, kakao, kaffe og vanilje. Total kompleks aroma som man har svært ved at slippe.  Smagen er stor med enorm fylde, masser af muskler og en uendelig smag, hvor alle de noter som vi fandt i aromaen, nu glider gennem munden. En opulent og arrogant frugt. Stor og voluminøs i munden. Den er super elegant og viser en enorm modenhed. Det er svært at rose denne vin nok. Du bør prøve den næste gang du vil forkæle dig selv.  

Sastre Gran Reserva

Er en yderst sjælden vin at finde på hylderne i vinbutikkerne fordi produktionen er meget lille, på kun 5000 flasker. Druerne kommer fra samme mark som Santa Cruz, altså fra vinstokke med en gennemsnitsalder på 77 år, men med længere lagringstid på fad. Hele 30 måneder lagrer disse kvalitetsdruer på nye franske og amerikanske egetræsfade.

AromaSmag
Her finder du duft af intense mørke stenfrugter, blommer, kirsebær og brombær. De varme krydderier dominerer med noter af urter, kanel, lakrids, rosmarin, timian og naturligvis fadnoter af kaffe, jord, nelliker og vanilje. Alt i den bedste balance.  I perfekt balance hvor man virkelig kan tale om elegance i glasset. Potent og kraftig med elegante tanniner. Stor smagsintensitet og fylde, med et væld smagsnuancer som ingen ende får. Du kan finde mørke bær, chokolade, kaffe og vanilje, alle i deres perfekte andel af vinen.

Sastre – Regina Vides

Regina Vides blev lavet for første gang i 1998, og har senere udviklet sig til et ikon i Ribera og opnår hos Robert Parker 95 points flere gange. Til Regina Vides benyttes vinstokke som er mere end 100 år gamle, 100% Tempranillo som lagres 18 måneder på nye franske egetræsfade.

AromaSmag
Her er aromaen mere intens end i både Pago de Santa Cruz og gran reserva vinen. De mørke bær, krydderierne og urterne er alle tilstede, men med en tungere perfume og højere intensitet.At vinen kun har lagret på franske fade sporres ved at vaniljen ikke er så markeret her. En nydelse for næsen.Perfekt balanceret med knivskarpe smagsindtryk, der konstant ændres men holdes stramme af syren og de modne tanniner. Enorm smagsintensitet og fylde, der fortsætter i en evighed. Smuk og perfekt lavet vin. Er du til en stor, intens men alligevel elegant Ribera er det her lige dig.

Sastre – Pesus

Pesus er stjernen hos Viña Sastre. Vinens navn er en hyldest fra Jesus Sastre til hans afdøde bror Pedro. Deraf navnen Pedro og Jesus – PESUS.

Pesus er gæret på nye fade, hvorefter den igen lægges på nye fade – altså dobbelt op på nye fade for at give et ekstra spark. Tag lillesøsteren Regina Vides og tilsæt yderligere kompleksitet, så har du Pesus.

100% Tempranillo, hvoraf de yngste stokke er 90 år gamle med meget spartansk udbytte. Der bliver lavet ca. 1800 flasker årligt af denne vin hvis druerne opfylder de strenge kvalitetskrav.

Pesus har en unik og enorm fylde, den er arrogant, med stor krop og fedmefuld fornemmelse. En overlegen smag i et dog elegant udtryk. Fyldig på den sofistikerede måde, intens, spændstig og fantastisk balanceret. En vin som går flot gennem tiden og som vil udvikle sig på fineste manér. Fantastisk og ubeskrivelig lang og vedholdende eftersmag.The Wine Enthusiast Magazine har giver vinen 100 points, og Robert Parker 98 points.

Skulle nogen få lyst til at smage vinene fra Viña Sastre har vi de fleste på hylderne, andre venter vi stadig på bliver færdige i Jesus kyndige hænder, men mon ikke vi modtager nogle flasker inden jul. Vi krydser fingrene.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.