Fem dage på havet

Hvordan er det at bo ombord på et 50m2 flydende hjem med verdens bedste havudsigt i fem dage? Fantastisk – hvis du formår at leve uden internet 24/7, uden at have med andre mennesker at gøre og uden at se land i næsten en uge.

Det er vores oplevelse, da min mand, kaptajn Harald og jeg, sømand Heidi, for nylig sejlede med vores sejlbåd Tealie fra Sotogrande til Lanzarote.

Slukning af mobilerne efterlader et vakuum, en slags tilbagetrækning fra ikke at kunne tjekke nyheder, sociale medier eller e-mail, når du vil. Men når man først kommer over den barriere, er det rart ikke at skulle være på hele tiden. Vi får tid til at snakke sammen, læse bøger, løse kryds og tværs og spille spil en gang imellem.

Man tror måske, at livet om bord er ensformigt, og at dagene hurtigt bliver ulidelig lange, men der er altid noget at lave. Sejlene skal justeres i forhold til vejr og vind, og der er altid noget vedligehold, madlavning, smårengøring, opslag til sociale medier og opdatering af logbogen. Med andre ord trivielle sysler, der får dagene til at gå.

Man føler sig ret lille i en balje på godt 12 x 4 meter på verdens næststørste hav med havbunden 4.000 meter under sig.

Sømanden er ansvarlig for affald. Madaffald ender i havet, plastik, dåser, glas og papir sorteres. Det er desværre ikke alle havne, der tilbyder genbrug, så alt går i én og samme beholder. Der er i hvert fald orden på båden undervejs, og vores samvittighed er ren.

Vi begynder alle sådanne lange sejlture med entusiasme og en følelse af eventyr. Dag et går med at sætte ting på plads, så de ikke vælter, glider, smadrer, banker eller slår – og driver os til vanvid. På dag to og tre er rejsen stadig ny og spændende, og nogle rutiner falder på plads, selvom dagen ikke har nogen bestemt rytme. Vi vågner og sover, når det passer, og forsøger at have vores faste spiserutiner.

Når solen skinner, og Tealie glider som en dronning gennem de atlantiske dønninger, kan vi sidde på dækket og læse og lave hverdagens gøremål uden at planlægge tingene længe i forvejen. Men sådan er det desværre ikke hver dag.

Men når vinden og bølgerne tager fat, er livet pludselig ikke så let, især når det er dag fire, og vi ved, at det er tid til at komme i mål. Ukomplicerede opgaver, som vi normalt tager for givet, såsom at klæde os på, lave en kop kaffe eller gå på toilettet, skal planlægges nøje. Det er som at være fanget i et flipperspil – du skubbes frem og tilbage. Man føler en enorm lettelse, når man endelig kommer i mål, træt og forslået af bedriften, fuld af blå mærker og forbandelser. At sove er heller ikke nogen nem opgave med ukendte bevægelser og lyde – vi triller rundt i køjen og ved ikke i hvilken retning vi skal dreje.

Fugtigheden på havet gør alt vådt, og det er svært at sove, når vandet drypper fra loftet. Alt udenfor bliver også vådt som efter regn. Heldigvis har vi ikke skulle bruge vores nyindkøbte regntøj, som vi manglede i stormen sidste år. På den tredje dag passerede vi stedet for stormen. Det bragte nogle forfærdelige minder frem, og vi håber aldrig at opleve noget lignende igen.

Vi tæller ikke dagene med datoer eller tidspunkter, men efter antallet af solopgange. De er ofte helt magiske, men efter et par dage bliver vi lidt trætte og tager det, der startede som et eventyr, som en selvfølge.

Nætterne kan blive meget lange. Men hvis det er stjerneklart, er det spektakulært, og det er, som om du kan høre stjernerne knitre. Vi var heldige denne gang og fik hjælp fra fuldmånen, som viste vej, da det var kulsort, og vi følte os forladt ude på det store, sorte Atlanterhav. For man føler sig ret lille i en balje på godt 12 x 4 meter på verdens næststørste hav med havbunden 4.000 meter under sig.

Vi mister overblikket over tid, men aldrig vores retningssans. De mest berømte stjernekonstellationer og planeter svigter aldrig. Trofaste kommer de op som planlagt og viser vej sammen med solen og månen.

At sidde på dækket og høre lyden af ​​bølgerne og vinden og se lysene på havets overflade er smukt og fascinerende. Sejlenes flagrende og mastens knirken er som små hilsner, der minder os om, at vi ikke er alene. Morililden lyser vandet op som stjernerne på himlen.

Vi er begge gladest ved solopgang, hvor en ny dag begynder og nye udfordringer skal løses. På denne tur svigtede autopiloten flere gange; to gange fordi carbonstifterne svigtede, de andre gange fordi vi løb tør for strøm. Vi har tre solpaneler på dækket, der genererer strøm, men uden solen lader de ikke op, og uden strøm stopper autopiloten, toiletet, vandpumpen, navigationsudstyr og lys. Motoren skal derefter startes for at oplade batterierne.

Toiletterne pumper havvand op for at trække ud, og opvasken skylles med havvand med en manuel fodpumpe på gulvet. Vi vasker op og skyller med frisk vand, mens madlavning og kogevand bruger gas. Herhjemme tager vi det for givet at kunne tænde for strømmen og åbne for vandhanen, men der er lidt at tænke på for at begrænse brugen af ​​vand, el, gas og diesel på sådan en tur.

Ombord har vi to badeværelser og når motoren kører, varmes varmtvandsbeholderen op. I rolige omgivelser forkæler vi os selv med et varmt brusebad, men vi dypper også en spand i havet for at vaske os på agterstavnen. Der har vi også en ferskvandsbruser, som vi skyller os med efter at have vasket os i saltvand.

Et enkelt skib passerer i horisonten, men ellers er der ikke meget selskab på havet. Vi så måger, søheste og terner og fik besøg af to græshopper, en sommerfugl, to ukendte biller, en bi, en flue og tre guldsmede. Derudover dukkede to flyvefisk og nogle delfiner op for at hilse på os, og ved den tredje solnedgang blev vi forkælet med et kort, men sjældent show af springende delfiner!

Et par timer før ankomsten til Lanzarote fik vi plastik i propellen, men heldigvis løsnede den sig, uden at vi skulle hoppe i havet for at få den løs. Vi sejlede også forbi en palle, som sagtens kunne have ramt styrbord side. Der er noget affald at se, mest hvide plastikdunke, som nok er blevet smidt eller faldet fra skibe, men alt i alt er der overraskende lidt.

På denne rejse har vi forsynet os lettere end på tidligere ture. Vi lavede kødsupper og kogte makaroni derhjemme som kunne varmes op senere. Ellers holdt vi os til den sædvanlige kost med havregryn til morgenmad, salat til frokost og kød eller dåsemad til aftensmad. Vi har begrænset vand ombord og medbringer altid et par ekstra fem-liters dunke.

Det lidt primitive liv passer ikke for alle og er nok mest for særligt interesserede og sociale enspændere, men så længe vi ikke skal kæmpe med fuld storm, passer det os. Vi bor i fjerntliggende områder og er vant til ikke at have daglig kontakt med mennesker, så det er ikke noget nyt for os. Vi taler lidt om livet på land og sidder med lidt dårlig samvittighed over at have overladt hunde, hus og have til andre. Men vi har brug for disse ture for ikke at gro fast og vende tilbage til de mennesker, vi engang var.

Efter præcis fem dage ankom vi til Puerto Calero på Lanzarote. På det tidspunkt havde vi sejlet 627 sømil. Hele turen er planlagt til at tage seks uger, og målet er at besøge alle syv Kanariske Øer og derefter sejle videre nordpå til Madeira og Porto Santo, inden vi begiver os ud på det åbne hav for en fem dages sejltur hjemad.

Og hvis du spørger, om vi vil gøre dette igen, er svaret “Absolut!”

www.zoneazul.com

Tekst og fotos af Heidi Liestøl Undheim