Spanien ses ofte som et evigt sommerparadis, i hvert fald for dem, der aldrig har boet her. Men landet har meget mere at byde på end kystlinjer, og mange små byer er skønne at besøge om vinteren, hvor der normalt er færre turister og billigere priser. Vintermånederne er også ofte den bedste tid til turismo rural.
Her foreslår DanesaPlus nogle spanske landsbyer, der er ekstra idylliske om vinteren, og hvor man normalt ikke møder for mange turistbusser.
Denne smukke middelalderlandsby i hjertet af Tena-dalen blev faktisk reddet af sine egne indbyggere. I 1978 måtte de 200 indbyggere flytte, da byen oversvømmes under opførelsen af et vandreservoir til regulering af Gállego-floden. Vandstanden var ikke så høj, som teknikerne havde forudset, så byen overlevede, og beboerne kæmpede for at få deres hjem og deres elskede landsby tilbage.
I dag er Lanuza et symbol på områdets kulturarv, og er blevet et lille turistcenter. Om sommeren fejrer Pirineos Sur (det sydlige Pyrenæerne) en international kulturfestival her, mens det om vinteren kun ligger få kilometer fra Spaniens skicenter med flest kilometer pister – Aramón Formigal – Panticosa. Ellers kan du køre slæde, tage på vandreture og prøve andre vinteraktiviteter, for ikke at forglemme Pyrenæernes gode og sunde bjergkost. Især restauranterne Vidocq og La Era de Berdon anbefales efter en dag på pisterne.
Den kendte chokoladeproducent Ferrero Rocher uddeler hvert år en pris for, hvad de betragter som Spaniens smukkeste landsby, og i 2020 valgte de Astorga.
Den lille by er hovedkvarter for et af Spaniens ældste bispedømmer og ligger i krydspunktet mellem to pilgrimsruter – den franske Camino de Santiago og Ruta de la Plata som kommer fra det sydlige Spanien. Området har været beboet af menneskelige forgængere fra 200.000 år siden, og der er fundet kulturelle genstande nær byen fra 2750 f.Kr. Romerne, som udnyttede guldminerne i området, kaldte byen Asturica Augusta, og bymurene er stadig fra denne epoke. Ellers er Astorgas gotiske katedral en imponerende bygning, for ikke at nævne stiftspaladset, som har en ung Gaudis signatur.
Hvis du er mere en gastronomisk pilgrim, bør du ikke forlade landsbyen uden at have prøvet den lokale specialitet Cocido Margato, som inkluderer 9 forskellige typer kød!
Selvom Agua Amarga betyder ‘bittert vand’ på spansk, er denne kystlandsby alt andet end bitter. Landsbyen tilhører Nijar kommune og er en traditionel pueblo blanco. Men det mest specielle ved denne by er, at den er omgivet af naturparken Cabo de Gata, med vandreruter, ensomme bugter og utallige strande. Besøgende kan nyde vandsport såsom kajaksejlads eller cykle i området hele året rundt. Gennemsnitstemperaturen om vinteren er 15-20 grader, så det i hvert fald for nordiske besøgende nærmest er badevejr.
Selve landsbyen er også smuk at udforske, og er måske den tætteste på en autentisk andalusisk fiskerby, som man stadig kan opdage. Derfor er det ikke en stor overraskelse, at man kan finde nogle gode fiskerestauranter i landsbyen. Prøv la Asador la Chumbera, Restaurante Aguamar eller Stanley & de Marco.
Denne historiske by får dig til at føle, at du er rejst tilbage i tiden. Byen havde en vigtig position under den katolske generobring af Spanien i 907, og var også hjembyen for den spanske monark Ferdinand af Aragón, hvilket førte til, at d’o Rei Catolico blev føjet til landsbyens oprindelige navn Sos.
Landsbyen har et smukt historisk centrum, der frister til at vandre i gaderne og fare vild i, herunder la Judería, det jødiske kvarter samt diverse kirker og paladser. Dette inkluderer Ferdinands fødested, det nu fuldstændig renoverede Palacio de los Sada. Udover byens middelaldermarked på Plaza de la Villa er middelalderkirken Parroquia de San Estaban også et besøg værd.
Ifølge lokalbefolkningen kan du ikke besøge Sos de Rey Católico uden at spise det grillede kød på La Cocina del Principal, byens bedste restaurant.
Og sidst men ikke mindst…
Sammenslutningen af Spaniens smukkeste landsbyer, La Asociación de Pueblos más Bontos de España har offentliggjort deres seneste valg for 2022. Af de i alt over 20 kandidater var det kun Puentedey, der bestod de 40 kriterier og modtog dette års titel som den smukkeste landsby i Spanien – 2022. I alt 105 spanske landsbyer har nu fået tildelt titlen, som vurderer blandt andet kulturarv, miljøbeskyttelse, grønne områder, traditioner og landsbyens aktiviteter.
Den lille landsby ligger i den nordlige del af provinsen Burgos (90 km nord for Burgos), i området Merindales. Stedets mest emblematiske punkt er den smukke naturstensbro, der krydser floden Nela ved den middelalderlige gamle bydel. Det siges, at det tog floden 90 millioner år at skabe den naturlige 15 meter høje bue. Udover at være en visuel perle i sig selv, er byen kendt for sine smukke palæer og den romantiske sandstenskirke Iglesia de San Pelayo. Sørg også for at besøge den restaurerede autentiske brødovn i den gamle mølle. Ligesom resten af regionen er byen kendt for sine grøntsagsretter, blodpølse og den særlige Burgos-ost.
God tur!
Kilder: Españaguide, Vivevamino, Yahoonoticias, Zonaviajero, cityfacts, Guía Repsol, sitiosdeespaña og El País
Af Karethe Linaae
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001