Det danske magasin i Spanien
Kære læser juli 2011

Mens forsommersolen skinnede ned over de nyudsprungne bøgetræer, var der pludselig nogen, der opdagede, at selveste Legoland, havde formastet sig til at indføre et fast-track system, der betyder, at man ved at betale ekstra for sit turpas til forlystelserne, kan komme i en særlig kø. Ja, rigtigt gættet: Foran dem der betaler mindre. Og hvis der noget, der kan få danskerne op af hjørnesofaerne, så er det den slags svineri. “Legoland burde holde sig for god til det. For ellers bliver børnene endnu mere bevidste om, at man med penge kan købe sig til en bedre plads i samfundet. Det er usundt,” skingrede en professor fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Slap sgu da af! Det kan børn da lige så godt lære først som sidst. Hvorfor er det så forfærdentligt at vise børn, at der noget at stræbe efter? “Hvad er det for en verden, vi lever i? Det er bare så amerikansk… FØJ…,” hylede en anden. Ja, føj da. Og lur mig, om ikke denne brokatørs kendskab til USA begrænser sig til en ferie i Floridas Disney World (og ja, der har de helt sikkert fast-tracks). Historien viser, at Danmark anno 2011 henter inspiration i 70’ernes folkeskolelov, hvor alle med djævelens vold og magt skal være lige. Og så er vi tilbage ved “Hvad ikke alle kan få, skal ingen have” eller hard core-versionen ” Hvad ikke alle vil have, skal ingen kunne få”.

Egentlig burde Lego-sagen ikke være en nyhed, der kunne give anledning til den store opstandelse, for helt fra dengang Tollundmanden rendte rundt med læderhjelm, har man vel altid kunnet få lidt ekstra ved at betale lidt ekstra. Men bevæbnet til tænderne med disse hellige enhedsprincipper, skummer danskerne af forargelse, og trækker paralleller til de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Det var den pureste ondskab, for ingen skal da komme med en idé, der kan give særligt bemidlede ret til behandling på privathospitaler – uanset at selvsamme ordning, alt andet lige, vil resultere i mindre ventelister på de offentlige sygehuse. Men så simpelt skal det selvfølgelig ikke være. Nahej. Hvorfor kan de dog ikke se, at alle i virkeligheden taber, når der ikke er en gulerod til dem, der kan og vil noget?

Nej, den manglende erkendelse af, at jo større samfundskagen er, jo mere er der til alle, ender i total ambitionsafskaffelse og demontering af drømme. Og hvis det var det liv, man virkelig gerne ville skabe for sine poder, kunne man jo bare flytte til et ægte kommunistisk land – hvis der ellers er nogen tilbage. Nå, men tilbage til Legoland, der, nu hvor man var varmet op, også fik prygl, fordi det er billigere at købe deres klodser i USA end i DK, hvor mange af dem i øvrigt stadig produceres (det glemmer man så helt at rose Lego for). Vredesudbruddet centrerede sig om Legos store Death Star fra Star Wars-serien. Det koster, havde man fundet ud af, på Lego.com 2.250 kroner for amerikanere, mens danskere må betale hele 1.250 kroner mere, nemlig 3.499 kroner. Og så kommer det mega-danske: En eller anden sætter sig simpelthen ned og regner ud, hvor længe man skal arbejde alene for at finansiere denne merpris. Ved en årsindkomst på dkr. 200.000 skulle man arbejde i halvanden dag. Lige dér får jeg sådan en indædt trang til at skifte statsborgerskab! Helt ærligt: Hvis Legolands Express Pas, som det hedder, er så udansk og urimeligt, så er det vel lige så udansk og urimeligt, at forlystelsesparken overhovedet tager entré og på den måde holder dem, som ikke har råd, ude af det forjættede land. Personligt elsker jeg Legoland, og har taget masser af kørekort der igennem tiden. Folkene bag driver en flot forretning, som danskerne burde være stolte af. Faktisk bærer Legoland den økonomiske førertrøje i flg. en ny undersøgelse, der tager temperaturen på den hårdt kriseramte forlystelsesindustri i Danmark. Det er sikkert fast-tracket, der rykker.

he

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.