Paradorer, paradorer, paradorer...

Spaniens første parador åbnede i 1928 i Gredos, og den blev indviet af Kong Alfonso den XIII. Ideen var at fremme landets turisme i de mindre besøgte, ikke- kystnære områder og samtidig få gjort noget ved det voksende problem med historiske bygninger, der var ved at gå i frø. De private ejere af gamle paladser, borge, klostre, slotte og palæer havde ikke råd til bekoste vedligeholdelsen, og hvis de skulle bevares for eftertiden, måtte staten træde til. Man kunne slå to fluer med et smæk ved at ombygge de gamle bygninger til luksushoteller og på samme tid få fremmet turismen inde i landet – borte fra kysterne. Og dette koncept har vist sig at være en rigtig god idé – faktisk er paradorkæden helt unik, for der er ikke andre lande, der kan tilbyde deres besøgende lignende ophold i en hel række historiske bygninger. Og der er jo noget over det med at bo på en borg og spise middag i en riddersal. Eller på et kloster og spise middag i nonnernes refektorium. Man føler sig simpelt hen hensat til fordums tider, og det er et privilegium at gå rundt i de gamle sale, korridorer, patioer og klosterhaver. Men det er dog ikke alle paradorer, der ligger i historiske bygninger, idet man også kan finde nybyggede paradorer, der ligger i særligt naturskønne omgivelser.

 

Paradorkæden har et meget fint website: www.paradores.es, hvor man kan læse om hver enkel parador på 5 sprog og se en kort video fra hver, samt fotos ude og inde. Man kan også reservere online og se de mange tilbud, der hele tiden lanceres. Man skal ikke glemme, at hvis man er over 55, kan man nyde godt af “dias doradas” (gyldne dage) programmet, som tilbyder overnatning til det grå guld til reducerede priser.
Som led i nytænkningen har man fundet på nogle betegnelser, der beskriver de forskellige paradorer: Naturia (dem der ligger ude i naturen, som f.eks. Cazorla, La Gomera, Fuente Dé, Artíes, Ribadeo og 23 andre), Esentia (dem der ligger i meget historiske bygninger med stor kulturel betydning, som f.eks. Ávila, Leon, Toledo, Almagro, Alarcón og 36 andre) og Civia (dem der ligger i centrum af byer, så som Málaga, Cádiz, Gijon, Salamanca, Teruel, Tui og 18 andre). Med denne kategorisering skulle det måske blive lidt lettere at vælge parador.

Med til det oprindelige paradorkoncept er, at man vil fremme kendskabet til det regionale køkken med egnsretter og egnens særlige produkter. Dette er stadig kernen i paradorernes gastronomi, men nu har man opdelt restauranterne i tre hovedkategorier: Tamizia, som antyder, at her har man lavet den før så fornemme restaurant om til et helt uformelt sted, hvor man både kan spise en hel menu eller blot en sandwich. Her er der ingen fine fornemmelser og alle er velkomne. Priserne er moderate og der er en god afslappet stemning. Marmitia er restauranter, der tilbyder godt rustikt, lokalt køkken med sammenkogte retter og landlige tendenser. Especia er for den kræsne gæst, der vil nyde det høje kulinariske skoleridt. Hertil er køkkencheferne under stadig uddannelse for at kunne mestre de nyeste trends og smagssammensætninger. Det virker som en rigtig god ide at gøre noget for at pifte paradormaden op, for vi er utallige gange gået meget skuffede fra et paradorbord. En ny kvindelig ansvarlig, Isabel Felipe, har påtaget sig renoveringsopgaven og vi kan kun håbe, at hun lykkes med sit forehavende.

Vi starter vores paradorhopning i landets ældste: Parador de Gredos fra 1928. Her er der faktisk ikke tale om nogen historisk bygning, men om en bygning, der ligger i et meget smukt naturområde: La Sierra de Gredos. Paradoren er bygget i en stil, der nok skal minde om et jagtslot, og det er både bombastisk og nydeligt på samme tid. På en klar dag kan man fra terrassen se den højeste top på Gredos bjergkæden: El Almanzór, som rager 2.592 m. op i himlen. Paradoren selv ligger i 1650 m. og det må siges, at være højt – så højt, at hele området omkring hotellet ofte er indhyllet i skyer. Da vi besøgte paradoren i marts var det hundekoldt udenfor, og skyerne kom og gik. Nok ikke det mest velvalgte tidspunkt, og hotellet virkede også lidt halvtomt. Kulden forhindrede os dog ikke i at tage på en lille vandretur (man er vel viking), der starter lige ved paradoren og går ned forbi to kilder igennem dejlig fyrreskov. Turen er kun på små 3 kilometer og hedder “Senda del Pinar de Navarredonda”. Dejlig tur, som kan anbefales. Det kan nok også anbefales at besøge Gredos en sommerdag, for da kan man utvivlsomt få mere ud af det smukke bjerglandskab, som byder på adskillige vandreture.

Vores næste stop er El Parador de Jarandilla de la Vera, (beliggende på den sydvestlige skråning af Gredos) også kaldet Parador Carlos V, fordi Carlos V ((1500 – 1558) det var ham, i hvis rige solen aldrig gik ned) tilbragte lange perioder i det palads / slot, som paradoren ligger i. La Vera er betegnelsen på det område, der ligger i de sydvestlige skørter af Gredos bjergkæden. Området beskylles af floden Tiétar (der senere løber ud i Tajo), og det er et frodigt og fint lavland. Paradorbygningen er imponerende og her er der virkeligt tale om en historisk bygning, som er blevet smukt restaureret med stor nænsomhed. Her føler man sig privilegeret ved at kunne træde ind af den gamle høje port og gå ind i den smukke gård med vandbassin og palmer. Vi spiste frokost på paradoren og blev venligt og korrekt modtaget på trods af, at vi arriverede i vandrestøvler og fleecetrøjer. De dage er forbi, hvor personalet rynker på næsen over påklædning og fremtoning. Det hører nok med til de moderne tider og paradoromdefineringen, at man akcepterer, at man ikke behøver at have sin økonomiske formåen siddende udenpå tøjet. Snobberi og højfin cigarføring lader til at være en saga blot. Vi fik en OK frokost i paradorens skønne, højloftede spisesal, hvor jeg er sikker på, at også Carlos V nød mangt et måltid. Maden smagte ikke af noget, men vi var sultne, så ned gled den.
Den første historiske bygning, der blev føjet til paradorkæden, var El Parador de Oropesa, som blev åbnet i 1930 som landets 3. parador. Oropesa ligger 160 km. vestsydvest for Madrid og ca., 40 km. syd for Gredos bjergkæden. Der er tale om en bygning fra 1402, og den ligger i forbindelse med Oropesas borg. Bygningen var et palads, som tilhørte Los Condes de Toledo. En af ejerne var Francisco de Toledo, som senere blev udnævnt til vicekonge af Peru. Hvis man kigger mod nord fra paradoren ser man Gredos bjergkæden ligge der i al sin vælde. Vi overnattede ikke her, men fik af en venlig receptionist lov til at gå ind og tage billeder. Alle 48 værelser var besat, og da Oropesa ligger ret tæt ved Madrid, er denne parador et yndet udflugtsmål for madrilenere, der vil lidt væk fra storbyen. Paradoren er da også en ren fryd for sanserne med meget smukke saloner, bar og restaurant.

Og nu skal vi besøge byen Guadalupe, hvis kloster, Real Monasterio de Guadalupe, er på Unescos verdensarvs liste. Ad smalle veje over smukke bjergkæder med nyanlagte vandrestier kørte vi de ca. 100 km. fra Oropesa til Guadalupe. Byen er ganske lille med kun ca. 2000 indbyggere, men det er en fin gammel by med smalle gader og megen charme. Byen opstod, da en bondemand i slutningen af 1300 tallet fandt en lille træstatue af Jomfru Maria i en hule ved floden Guadalupe. Man mener, at statuen blev skjult i hulen i begyndelsen af 700 tallet, da den mauriske erobring af den iberiske halvø begyndte. For at statuen ikke skulle falde i maurernes ukristelige hænder, gemte man den sammen med andre relikvier. Der lå “skatten” så i små 700 år, indtil den en dag blev fundet. Fundet blev opfattet som et mirakel og gav anledning til, at først den lille ermita ved fundstedet og senere det højfine kloster blev bygget og senere blev genstand for pilgrimsfærder. Folk flokkedes til byen for at tilbede og beundre Mariastatuen, som for øvrigt er lavet af cedertræ og derfor er helt mørk – morena. Det er altså en mørklødet Jomfru Maria, som man nu kan se inde på alteret i klosterkirken. Lille og undseelig ser hun ud, men hun er klædt i guldrober og har kongekrone på – det er sikkert og vist.

Lige overfor klosteret ligger paradoren i en gammel latinskole / hospital. I år kan paradoren fejre 50 året for sin åbning, så den blev altså åbnet i 1965, og jeg tror ikke, at der har fundet nogen fornyelser sted siden. Møblementet på værelserne var temmelig nedslidt, og rummet var meget højloftet med meget små vinduer. Et lidt besynderligt sted var det, og det på trods af, at vi var blevet upgraded, så vi havde balkon og udsigt. Det var som om de moderne tider og nydefineringen ikke var kommet helt ud til Guadalupe, men betjeningen var venlig og korrekt. Da spisekortet ikke opviste så meget som en eneste vegetarret, begav vi os ud i byen for at spise, uden at det dog blev meget bedre af det. I det centrale Spanien har man en meget ringe forståelse for, at der er nogen, der ikke spiser dyr.

Til Guadalupes fortræffeligheder skal, ud over klosteret naturligvis, kort nævnes to: en 58 m. høj imponerende jernbanebro over floden. Broen blev bygget i 1959 som led i anlæggelse af en ny jernbane, som dog aldrig kom i brug. Derfor bruges jernbanebroen i dag kun til gående. Guadalupes 2. fine attraktion er en ca. 10 km. lang vandretur rundt om byen, som netop går over denne bro. Ruten er fint afmærket med gul-hvide striber og den starter på byens centrale plads lige foran katedralen. Se ruten på: www.elsebyskov.com under hikes.
Vores sidste paradorbesøg i denne omgang er i Trujillo, kun 78 km. fra Guadalupe. Trujillo er en by, hvor de historiske monumenter ikke kan komme til for hinanden. Det var fra denne by, at Inkarigets erobrer, Francisco Pizarro, stammede, og megen af den rigdom, som spanierne tog fra inkaerne, har bidraget til, at det ene palads efter det andet blev bygget i Trujillo. Det er i sandhed en imponerende by at gå rundt i. Især vil jeg fremhæve Casa / Museo de Pizarro, som er et fint hus, som Pizarrofamilien boede i inden berømmelsen. På 1. salen er der et lille museum, der beretter om erobringen af Inkariget. Trujillos borg er imponerende og den visse steder velbevarede bymur ligeså. Især bør en af byportene “El arco de triumfo” fremhæves, for på dette sted viste Jomfru Maria sig for de kristne tropper, da de var lige ved at opgive kampen om byen. Men jomfruens tilsynekomst over byporten gav dem fornyet energi og mod, hvorved de trængte ind i byen og forjog maurerne. På turistkontoret på Plaza Mayor kan man få et bykort med alle de forskellige seværdigheder plottet ind. Der er fine beskrivelser på spansk og engelsk foran hver seværdighed, så det er bare om at tage travesko på til en spændende byvandring.
Paradoren i Trujillo ligger i et tidligere kloster, og det er en meget flot parador med en smuk patio og fine store, moderne værelser. Og her har de nye tider indfundet sig. Restauranten tilhører Tamazia konceptet, og det betød, at alt var afslappet og uformelt. Her var ingen fisefornemhed og en munter stemning rådede. Det var godt, for vi kunne kun spise en sandwich til aftensmad, idet vi havde opbrugt dagens ration af appetit på restauranten “Mirador de las Monjas”, hvor vi havde fået en herlig 3 retters menu til 16 €. Et sted, der bestemt kan anbefales og fra hvis terrasse man på en varm sommedag kan nyde en herlig udsigt over sletten.

Så ja, forandringens vinde blæser hen over paradorerne og lad os håbe, at den får lov til at blæse edderkoppespindene væk her og der, sådan at vi også i fremtiden har lyst til at komme ud og bo i disse pragtfulde historiske bygninger. Det skal til sidst lige siges, at priserne for overnatning også er blevet revideret, sådan at man nu om dage betaler ca. 85 € for et dobbeltværelse – dog uden morgenmad. Og his man er “amigo” – Parador ven (man får et kort tilsendt ved tilmeldingen, som er gratis), får man garageplads til nedsat pris og en gratis drink i baren.