Først et forfriskende glas champagne, så mad i Michelin-klassen, derefter ekskursioner, bodega-besøg og nærkontakt med utrolige historiske mindesmærker. Kom med på luksusturen på skinner langs Camino de Santiago, fra Zaragoza til nordøst til La Coruña nordvest!
Nej, vi tøver ikke, når tjeneren på Al-Andalus-toget frister med dugfrisk champagne, lige efter påstigning på toget på togstationen Zaragoza-Delicias.
Det spanske jernbaneselskab Renfe har børstet støvet af sine gamle paradevogne, opgraderet dem og skabt sit nyeste og mest luksuriøse togtilbud: Camino de Santiago. La Danesa var med på åbningsturen.
Med kongelige aner
Det er som at rejse mange år tilbage i tiden. De originale og rummelige suites – togvognene – rummer både dobbeltseng, salon med store vinduer og eget bad og toilet. Tunge stofgardiner og vægpaneler i mørkt træ med smukke indgraverede detaljer, som minder om de gode gamle dage.
I de to restaurantvogne “Alhambra” og “Granada” serveres frokoster og flere retters middage tilberedt og anrettet i Al-Andalus’ eget medbragte togkøkken.
Efter maden er det måske tid til at runde middagen af med kaffe og avec i dybe lænestole i barvognen “Giralda”, eller måske vil du hellere se tv, læse eller surfe på internettet i lounge-vognen “Medina Azahara”? Overalt står tjenere til rådighed for at give dig den bedst mulige service.
Disse fire vogne, og de fem sovevogne med luksussuiter, er holdt i samme stil, som fra dengang de blev bygget sent i 1920erne. Sovevognene blev oprindeligt bygget i Frankrig for at fragte det engelske kongehus fra Calais til Costa Azul, når monarkerne og deres hof skulle på sin årlige sommerferie til Middelhavet.
Renfes nypudsede luksustog byder på 20 førsteklasses-suiter med plads til 40 personer og 12 standard-suiter med plads til 24 personer.
Flere togruter
Luksustog på spanske skinner er ikke nogen ny idé. I flere år kunne det tidligere private jernbaneselskab FEVE tilbyde passager at tage med Transcatábico-toget og La Robla Express-linjen.
I 1985 blev der etableret en togrute i det sydlige Spanien for at vise interesserede turister, hvilke enorme kulturelle og historiske skatte Sevilla, Córdoba, Granada, Ronda, Cádiz og Jerez har at tilbyde.
En tilsvarende togrute fra Madrid, til Segovia, Ávila, Salamanca, Burgos, Pamplona og Zaragoza blev etableret senere.
Nu er det altså langs den populære pilgrimsrute “Camino de Santiago”, som det offentlige jernbaneselskab satser på. Renfe har ikke ladet sparekniven stå i vejen for ønsket om at skabe et autentisk luksushotel på skinner og tilbyder luksustog på flere strækninger i Spanien.
Ifølge togselskabet har mere end 14.000 turister rejst med luksustoget Al-Andalus og de andre luksustog. Særligt er toget populært blandt amerikanere, japanere, australiere og tyskere. Også det tyske marked er steget i vækst, oplyser selskabet.
Lokal mad og vin
Det traditionelle castilianske og galiciske køkken står i høj kurs i Spanien og baserer sig på lokal madkultur, hvad enten det drejer sig om landbrugsprodukter eller fisk og skaldyr.
Her tilbydes gode råvarer som kød fra lam eller svin, fisk og skaldyr fra den galiciske kyst nordvest i Spanien, frugt og grøntsager og ikke mindst vine: alt fra Rioja-vinene fra det nordøstlige Spanien til de nydeligste Albariños-hvidvine fra Galicia i nordvest. Kokkene om bord på Al-Andalus-toget synes at vide det meste om hvordan denne mad skal tilberedes!
Fornøjelse og kultur
Ideen med luksustogene er at tilbyde et meget højt niveau i forhold til mad, drikke, service og forplejning. Selskabets egen bus følger toget hele vejen og med den foregår udflugterne til de unikke seværdigheder og oplevelser langs ruten, hvad enten det er til Unescos verdensarvsteder, eller det er til en bodega, til et slot eller en restaurant. Om dagen kører toget blot mindre etaper, og om natten står det parkeret på en station. Dermed bør nattesøvnen være sikret for passagererne.
Læs mere her:
- Gå ind på Renfes hjemmeside; www.renfe.es og tryk på “Feve”( kun på spansk). Her finder du oplysninger om de ugentlige tilbud, afgangstider og priser.
- Har du problemer med det spanske sprog, kan du bede om hjælp på et rejsebureau.
- En uges rejse med alt inkluderet (mad, drikke, overnatning, guides, ekskursioner, osv.) koster ca. 3.000 euro med Tren Al-andalus. Men der findes ofte specielle tilbud på to til fire nætter, hvor priserne er noget lavere.