Som lovet har jeg holdt mig fra nyhedsmedierne i den forgangne måned. Jeg fornemmer ikke, at jeg er gået glip af noget. Uanset vil enten Clinton eller Trump være USA’s president-elect om en uges tid, Putin gør under alle omstændigheder, som det passer ham og i Mellemøsten slås de vel også ufortrødent videre mod os og hinanden. Jeg mærker, at jeg bruger min tid bedre uden nyhedsafhængigheden. Jeg fordyber mig – også i politiske anliggender, men uden at lade mig diktere indholdet og prioriteterne af Pressen. Jeg er hverken gået analog eller totalt offline, men jeg har vænnet mig fra pr. automatik at klikke ind på de store nyhedssites – og tv’et, ja det bruges mest til Netflix. Jeg ser Arrow. En af utallige serier om selvtægtshelte. Underholdende eventyr-action bestemt, men genren siger vel egentlig også en del om verdens tilstand, vores manglende tillid til myndighederne, til politikerne, til ordensmagten. Vi tager sagerne i egen hånd. Og lur mig, om ikke vi kommer til at se meget mere af det. Også i virkeligheden.
Forunderlige liv – TAKE 140: Eutanasi
Her til morgen lægger en af mine venner et opslag ud på Facebook, hvor han fortæller, at han i dag må til dyrlægen for at få aflivet sin dejlige hund. Den er gammel og syg. Jeg får ondt i hjertet. Jeg ved, hvor tung en sådan dag er. Jeg har været der, gjort det. Og midt i sorgen over at skulle sige farvel ved jeg, at det er det rigtige at gøre. Det er fredeligt, smukt og stille. Forleden viste TV2 et program om den tidligere barnestjerne Mathilde Gersby, der alvorligt syg af cystisk fibrose kæmpede for retten til aktiv dødshjælp, indtil hun døde for et par måneder siden – af iltmangel, præcis som hun havde frygtet. Jeg kan ikke forstå, at beslutningen er så svær for politikerne at træffe. De behøver jo ikke at opfinde den dybe tallerken igen, men kunne kigge mod fx Holland, hvis befolknings idiosynkrasi ikke ligger voldsomt langt fra danskernes. De er bange for, at der begås ‘fejl’, siger de. Og selvfølgelig kan man ikke gardere sig 100%, men der kan da umuligt ske ligeså mange ‘fejlagtige’ indgreb, som der er mennesker, der lider unødigt længe og uværdigt, mens de venter på naturens gang. Som min søde farmor sagde i en tid, som for hende syntes at være en uendelig venten: “Jeg tror, Gud har smidt mit telefonnummer væk”. Der kan man da tale om fejl! Også her i landet forekommer diskussionen endeløs. I husker forhåbentlig stadig den autentiske, fantastisk velskrevne, -instruerede og -spillede film, Mar adentro, hvor vi så Javier Bardem i hovedrollen som Ramón, der var fanget i sin lammede krop i 30 år, inden han med en venindes hjælp kom af dage. Dødsøjeblikket i 1998, som veninden optog på video, blev vist på tv. Hele Spanien fulgte med, men desværre ændrede det ikke noget, og aktiv dødshjælp straffes fortsat med fængsel her.
Forunderlige liv – TAKE 141: #kickasssleeprepeat
Sådan lyder Jesper Buchs motto – og ja, det er ham, der bor her på Solkysten og som skabte internet-succesen Just Eat, og solgte den for en pæn sum penge. Det er også ham, der er kendt for sin investorrolle i DR-serien Løvens Hule, hvis anden sæson løber over skærmen i denne måned. Selv kender jeg ham som en fin og ligetil fyr, en arbejdsom mand, der ganske rigtigt ‘sparker røv’ hver eneste dag. Ikke kun sin egen, men også andres; nemlig dem der vil noget, tør noget og gør noget! For nylig havde jeg fornøjelsen at få ‘sparket røv’ sammen med 200 andre iværksættere i en hel uge rundt regnet 12 timer i døgnet. Vi lærte en masse, aflærte en del – og sov lidt. #kickasssleeprepeat i mottoets klareste betydning. Det er noget af det bedste, jeg har gjort for min forretning – og for mig selv i meget lang tid. At lade mig inspirere af nogle fantastiske mentorer og engagerede foredragsholdere og undervisere er intet mindre end genialt. Seedster BootCampen fortjener alverdens ros.
Forunderlige liv – TAKE 142: Omvendt mentoring
I vanlig betydning er mentor ældre end mentee. Jeg har enormt dygtige mentorer i mit liv, som guider mig og deler deres forretnings- og liverfaring. De er alle ældre end mig. At have en mentor med på turen igennem dette forunderlige liv er som at have én på sidelinjen – også når man går planken ud, tager de helt store chancer, fordi man bare ikke kan lade være. De er der, når passionen sætter ild i sjælen, og deres tilstedeværelse er med til at sikre, at ilden ikke løber ud af kontrol. Jeg er mentor for nogle mennesker, der vil noget, tør noget og gør noget – og de er yngre end mig. Det er vildt inspirerende at følge med på deres tur, at opleve deres fokus, entusiasme og kæmpe mod. På Seedster BootCampen blev begrebet udvidet med en slags omvendt mentoring. Jeg var sammen med 200 af nogle af mit fædrelands absolut dygtigste iværksættere. Yngre end mig – nogle endda som i ‘virkelig meget yngre end mig’. At tale mine idéer og kommende projekter igennem med mennesker, som står i deres karrieres spæde begyndelse er uvurderligt. At vide, hvad mennesker, som er på vej op, tænker og hvordan deres strategier ser ud. Jeg kan anbefale det! Der behøver ikke at være en officiel mentoraftale, men gør som vi gjorde det på Seedster; vi brugte hvert et sekund 100% intensivt. I en kaffepause kunne man meget vel nå at netværke på kryds og tværs, få nye kunder, dreje en idé 180 grader, indlede et samarbejde med en uventet branche, lære nye tricks på Facebook, dele madopskrifter, byde ind med løsningsforslag, bakke op, trøste og speeddate, få finansieret sin idé, skabe alliancer og, ja, drikke kaffe. Disse unge mennesker er super professionelle, de knokler og, modsat mange forretningsfolk i min generation, så deler de. De ser både fornuft, glæde og business i samarbejde og gennemsigtighed frem for at holde alt helt tæt til kroppen. Og de har ret. Alting bevæger sig i et bedre flow for alle parter, når der er åbenhed og inklusion i forretningen. Det er et kraftfuldt, kulturelt skifte. Masser af uventet tænkning lukkes ind. Hvor forfriskende.
