“Av, pas på min arm!”Der skal meget til, før den hårde fighter Recio, med de rekord mange advarsler i sidste sæson, ømmer sig.
Men nu er han sårbar med frygt for ikke at blive klar til en usædvanlig intens april måned, hvor Málaga CFs fortsatte eksistens i La Liga er på højkant. Store klubber som Atlético Madrid, FC Barcelona, Valencia og Sevilla gæster Estadio La Rosaleda, mens bundklubberne Sporting Gijón, Deportivo La Coruña og Granada skal besøges.
Et vanvittigt hårdt program! Málaga CF er siden nytår rutchet nedad i La Liga-tabellen. Hårdt ramt af mange skadede spillere.
To lange pauser i denne sæson
Den 25-årige Jose Luis Garcia del Pozo, som Recio rettelig hedder, har sin kone (indehaveren af den berømte isbutik Lauri) som chauffør, den dag vi møder ham. Højre arm er i slynge efter operationen, efter han i et uheldigt fald på Estadio El Sadar i Pamplona brækkede den i 1-1-opgøret mod bundholdet Osasuna den 28. januar. I efteråret havde han også været sat udenfor i flere måneder med en benskade.
Da Recio, født i Málaga og fodboldopdraget i Málaga CFs akademi, med armen i slynge forlængede sin kontrakt fra 2018 til 2021 med klubben, sagde klubejer, sheik Al-Thani:
”Ja, det er jo ganske usædvanligt, at man signerer kontrakt med en spiller, der er ukampdygtig, men vi skønner, at vi kan få glæde af Recio i mange sæsoner endnu.”
Første kontrakt før kørekortet
Recios agent fortæller, at flere klubber viste interesse for ham. ”Men Málaga har altid haft min førsteprioritet. Jeg er født i byen og har min familie her”, siger Recio, der er taknemmelig for, at klubbens største trænernavn gennem tiderne, Manuel Pellegrini fra Chile, en dag dukkede op til en 2. holds kamp. Her så han Recios åbenlyse evner.
Hans første kontrakt med Málaga CF blev således signeret, allerede før han havde fået kørekort.
Senere kom Bernd Schuster til som cheftræner i Málaga, men han kunne ikke bruge Recio, hvorfor klubben i en sæson lejede han ud til den andalusiske konkurrent Granada.
Den benhårde fighter er noteret for 7 U-landskampe for Spanien og grundet de lange skadespauser blot vurderet til en handelsværdi på 3,5 mio. euro.
Men den er helt uaktuel.
Recio vil blive i Málaga!
Derfor Recio
Navnet er til minde om hans fars onkel, Recio, der i 80’erne spillede på Málagas bedste hold som midtbanespiller. Som Jose Luis Garcia del Pozo ”Recio” nu gør.
Han er født i El Palo, Málaga, og fik sin første professionelle kontrakt i Málaga CF i 2001.
Fyringer hverdagskost for Málagas nye træner
Onsdag den 8. marts skiftede Málaga CF for fjerde gang på ni måneder cheftræner. Den tidligere Real Madrid-spiller og landsholdskæmpe Michel, 54 år, tog over efter Romero. Den tidligere landsholdsspiller for Uruguay og La Liga-spiller for Málaga fik silkesnoren, da hans hold blot havde opnået fem point i ti kampe under hans ledelse.
Michels kontrakt med Málaga CF er signeret til at vare næste sæson med.
Hvis han så holder så længe?
For Jose Miguel Gonzales del Campo, som hans borgerlige spanske navn lyder, har ikke fuldført de trænerjob, han har bestridt.
Læs blot:
Forlod i 2006 Rayo Vallecano for at overtage ledende roller i Real Madrid sportsby og være cheftræner for klubbens 2. hold, Casatilla. Michel blev fyret, da det rykkede ned i 3. division.
Herefter gik turen til en anden Madrid, klub, Getafe. Fristillet efter to sæsoner, da Getafe sluttede La Liga en plads fra nedrykning.
Sevilla bød sig til i 2012. Michel holdt i den ambitiøse klub til den 14. januar 2013. Fyret efter 0-2 i Valencia og en 12. plads i La Liga.
Så gik turen til Olympiakos i Grækenland med flotte resultater: 2 x græsk mester og græsk pokalvinder med deltagelse for Olympiakos i Europa League. Men fyret den 6. januar 2015, da holdet ”blot” lå nummer to i Grækenland efter PAOK fra Athen.
Og så den 19. august hyret i den franske storklub Olympique Marseille efter den kontroversielle argentiner Marcello Bielsa, tidligere Atlético Madrid. Fyret den 19. april 2016, da Marseilles førte en utilfredsstillende tilværelse som nummer 15 i den franske liga.
Nu Málaga CF i et varmt sæde under sheik Al-Thanis uregerlige ledelse.
Men hvor længe varer det for Michel?
Om Michel
Født den 23. marts 1963 i Madrid.
Som aktiv midtbanespiller for følgende klubber:
1981 – 1984: Real Madrid B (108 – 25)
1982 – 1996: Real Madrid (404 – 97)
1996 – 1997: Celay i Mexico ( 34-9).
U-landskampe for Spanien (32 – 12)
A-landskampe for Spanien (66 – 21)
Træner-karrieren:
2005 – 2006: Rayo Vallecano
2006 – 2007: Real Madrid B
2009 – 2011: Getafe
2012 – 2013: Sevilla
2013 – 2015: Olympiakos, Grækenland
2015 – 2016: Marseille
2016 – 2018: Málaga CF.
Andre jobs:
Kommentator for RTVE og skribent for sportsavisen Marca.
Nu syv skandinaviske top-spillere i La Liga
Fodboldens seneste transfervindue bragte endnu en skandinaver til en spansk La Liga-klub: Danske Andrew Hjulsager, midtbanespilleren fra Brøndby, som Celta Vigo købte for blot 1. mio. euro.
Hermed tæller La Liga nu følgende syv skandinaviske spillere:
Real Madrid:
Martin Ødegaard, Norge.
Sevilla:
Krohn-Delhi, Danmark (skadet)
Betis:
Riza Durmisi, Danmark.
Celta Vigo:
Daniel Wass, Danmark.
Pioe Sisto, Danmark.
Andrew Hjulsager, Danmark
John Luidetti, Sverige.
Juande Ramos til Lissabon
Den 62-årige Juande Ramos, der den 23. december 2016 smed tøjlerne som cheftræner i Málaga CF, rejser til sommer til den portugisiske hovedstad Lissabon. Her skal han fra 1. juli og to sæsoner frem stå i spidsen for Sporting, der pt. ligger nummer tre i den bedste række i Portugal efter Benfica og FC Porto.
Ramos er en berejst herre med tidligere job i såvel England, Rusland som Ukraine og en lang række i spanske klubber.
Tribunepladser fås hos La Peña de Dinamarca
Fodboldinteresserede såvel på Costa del Sol i Spanien som i andre lande er velkomne til at kontakte La Peña de Dinamarca for billetter til La Liga-kampe på Estadio La Rosaleda i Málaga. Klubben råder over fine tribunepladser på den ene langside beskyttet for eventuel regn.
Forinden let måltid og matchoplæg i restaurant Casa Danesa og bus tur-retur til stadion fra Fuengirola.
Kommende opgør på Estadio La Rosaleda:
La Liga:
Den 1. April kl. 20.45:
Málaga CF – Atlético Madrid
Den 8/9 april
Málaga CF – FC Barcelona
Den 22./23. april
Málaga CF – Valencia
Den 29./30. april
Málaga CF – Sevilla
Kontaktpersoner:
Sekretær Louise Kathrine Pedersen
661 959 681
kontakt@Málaga-support.dk
Formand Morten Møller
617 700 424
info@Málaga-support.dk
La Peña de Dinamarca er den eneste officielle danske supporterklub for Málaga CF optaget i Federación de Peñas Malaguistas i Málaga CF. Den tæller mere end 250 medlemmer og støtter cancerhospice Cudeca i Benalmádena og børnehospital i Málaga.
Klubben optager fortsat nye medlemmer.
www.malaga-support.dk