Det danske magasin i Spanien
San José og Parque Natural de Cabo de Gata Nijar i Almería

San José og Parque Natural de Cabo de Gata Nijar i Almería

San Jose – en lille perle i det UNESCO-fredede område Parque Natural de Cabo de Gata Nijar

San José var oprindeligt navnet på et kyst-batteri, som blev bygget i det 18. århundrede for at sikre vagtholdet langs kysten, der hvor Parque Natural de Cabo de Gata Nijar i Almería ligger. Et lille fiskersamfund voksede frem i ly af det militære anlæg og fik navnet San José. Indtil for bare nogle årtier siden boede der kun et par dusin mennesker her, som tjente til dagen og vejen ved hjælp af det, havet kunne tilbyde. Men i løbet af de sidste år har San José, som ligger cirka en times kørsel fra Almería by, og bare et kvarters kørsel fra A-7, tiltrukket sig mange turister samt mangedoblet antallet af fastboende.
 
Den lille kystperle ligger smukt ved en bred sandstrand, omgivet af høje bjerge. Om sommeren fyldes strandene med solhungrende turister, og hele året igennem kommer naturelskere for at opleve den specielle natur. Dette område har Europas eneste ørkenklima og omfatter flere forskellige økosystemer med stor biodiversitet. Naturparken Cabo de Gata Nijar er også det største bevaringsværdige område langs hele Middelhavs-kysten. UNESCO erklærede naturparken som et beskyttet område i 1997 på grund af dens specielle flora og fauna.

Vandring i månelandskab

Vi valgte en solrig weekend i slutningen af september at besøge San José. Med i kufferten havde vi gode vandresko – og gode solbriller. En hel dag var afsat til bare at vandre sydvestover langs den særdeles varierede kyststribe; stejle bakker som er hugget ind i landskabet, åbne områder som kan minde mest om månelandskabet i en science fiction-film, syleskarpe koralrev og vulkanske klipper, som stikker op af havet som spidse hajtænder. Og, ikke mindst, fredelige strande med dovne bølger.
Dette er et turområde, som så definitivt bør opleves som fodgænger. Strækningen er også mulig at cykle, men enkelte steder er vejen hugget ind i stejle bjergvægge uden nogen form for rækværk, desuden vil mange af detaljerne nok gå tabt, hvis farten er for stor.
Op gennem historien har der været minedrift i dette område, bl.a. findes der forekomster af både guld, kobber og magnesium. Og på vores vej passerer vi bjergtrækninger, som Vorherre har pyntet med hvide flækker af kalksten.
 

Dykkernes eldorado

Faro de Cabo de Gata, det 18 meter høje fyrtårn, stod færdig i 1863. Det ligger på en 50 meter høj klippe og lygterne er synlige fra 45 km når vejret er klart. Flere gamle skipsvrag ligger udenfor kysten – et eldorado for dykkere.
 
Vi kommer til en forladt kirke, Iglesia de Las Salinas, også kaldet Iglesia de la Almadraba. Den blev bygget i 1907 og var den eneste kirke for det lille samfund Almadraba de Monteleva, som var beboet af salt-samlere og deres familier. Kirken er bygget på en platform for at holde vand og sand ude. På bagsiden er der lavet diverse gravkammere i selve kirkevæggen.
 
Både for botanisk og geologisk interesserede personer er hele dette område et drømmested med store forekomster af mineraler og sjældne planter i et særegent og eksotisk miljø. For alle os andre er det ’bare’ en uforglemmelig æstetisk oplevelse.

 

Mange udlændinge

Næste dag koncentrerer vi os om at slappe af og gøre os bekendte med San José.
 
Det viser sig at være vanskeligt at finde ud af, hvor mange mennesker der bor i den lille by. Men der bliver antydet et sted mellem 1000 og 1500, alt afhængig af hvem vi skal tælle – og ikke tælle. Cirka halvdelen af indbyggerne er spaniere, hvoraf de fleste arbejder indenfor hotel- og restaurantbranchen eller med at organisere og tilrettelægge dykning, snorkling, padling, sejture, surfing og guidede turer. Her findes sågar et tilbud for dem, som vil skyde med pil og bue! Udover spanierne er italienere godt repræsenteret, godt 30 % kommer fra nabolandet i øst. Endvidere bor der også tyskere, englændere og russere i de mange feriehuse. San José kan imidlertid aldrig blive nogen storby, siden den ligger i et beskyttet område.
 
Vi vader rundt i den lille by, her findes mange feriehuse med spændende arkitektur og smukke små haveflækker. I tillæg til diverse hoteller og restauranter findes der en bank, et supermarked, diverse kiosker og et par souvenir butikker.
 
De fleste forbinder nok San José med sol, vand og strand. I weekenderne, gennem hele sommerhalvåret, fyldes strandene op med spaniere, som kommer fra hele Almería-området. På en varm og solfyldt søndag kan det være vanskeligt at få plads mellem solsengene, termokasserne, bøtter og spande. Men vælger man en almindelig hverdag – udenfor spaniernes ferieuger, så er det nemt at forestille sig, hvordan det må være at eje en strand på en sydhavsø – helt for sig selv…

Fakta:

San José ligger i provinsen Almería i Andalusien – midt i det UNESCO-beskyttede område Parque Natural de Cabo de Gata Nijar, et populært udflugtssted for naturelskere.
 
Af Rikke Luell Printz

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.