Consuegra – byen for foden af højderyggen, hvor Don Quijotes kæmper står

Consuegra – byen for foden af højderyggen, hvor Don Quijotes kæmper står

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Consuegra ligger i Castilla – La Mancha, lidt mindre end 400 km. fra Málaga, og det er et fint sted at overnatte, hvis man er på vej til Danmark i bil. Byen ligger så tæt på motorvej A 4 at man kan se højderyggen med vindmøllerne fra motorvejen. Når nu disse vindmøller er så berømte, at de spiller hovedrollen i verdens første roman: Miguel de Cervantes: Don Quijote de la Mancha, er det på tide at få kigget nærmere på dette fænomen med tilhørende ældgammel by. Der er tilmed et skønt lille hotel at overnatte på, så et besøg her bør ikke forsømmes.

Måske husker man fra sin skoletid beretningen om den djærve ridder Don Quijote de la Mancha, som på sin hest Rosinante og bistået af sin tro væbner Sancho Panza (på æsel) gik til angreb på nogle af La Manchas vindmøller i den tro, at det var kæmper, der ville ødelægge landet. Hør her hvad Don Quijote i sin forskruede fantasi sagde til sin væbner: ”Lykken føjer vores sager på det allerbedste, og bedre end vi kunne ønske og håbe, thi her, min ven Sancho Panza, opdager jeg på én gang tredive, om ikke flere, af de allergræsseligste kæmper, med hvilke jeg tænker at give mig i strid og slå dem ihjel alle sammen”.  ”Hvilke kæmper?” spurgte Sancho Panza – ”det, som viser sig der, er ingen kæmper, men vejrmøller og det, som forekommer jer arme, er vingerne, der drejes af vinden for at sætte møllerne i gang”.

Men ak, lige lidt hjalp Sancho Panzas protester og Don Quijote gik til angreb på møllerne med det resultat, at han blev slynget op i luften, kastet til jorden og kom slemt til skade.

Miguel de Cervantes (1547 – 1616) skrev begyndelsen af Don Quijote i fængslet, hvor han sad pga. af mistanke om svindel med den skat, som han havde indkasseret som statens skatteopkræver. Han blev dog løsladt efter ca. 8 måneder, idet man ikke kunne bevise hans skyld.  Han skrev de tre bind af Don Quijote i sine tre sidste leveår og opnåede aldrig nogen anerkendelse i sin levetid. Men bogen opnåede senere stor berømmelse og betragtes som et hovedværk i verdenslitteraturen. I dag er bogen oversat til 140 sprog.

Med Don Quijotes angreb på ”kæmperne” gjorde Cervantes La Manchas vindmøller udødelige, og derfor er Consuegra med sine 11.000 indbyggere den mest besøgte by i Castilla – La Mancha efter Toledo. Vindmøllerne og borgen, der ligger ved siden af møllerne oppe på højderyggen, trækker mange besøgende til. Og jeg må sige, at som naturfænomen er højderyggen/åsen helt speciel, for den ligger der helt alene og umotiveret midt på den castilianske højslette og troner over landskabet selv om den ´kun´ stiger 80 højdemeter op over sletten. Men oppe fra åsen er udsigten betagende på en helt speciel måde, fordi man står som på et skib midt i et bølgende hav med marker på alle sider.

Den castilianske højslette dækker størstedelen af Spanien, nemlig 400.000 km2. og så er der altså ´kun´ 106.000 km2 tilbage til resten af landet, idet Spaniens samlede areal er 506.000 km2 eller 12 gange Danmark. Højsletten ligger i gennemsnit 650 m. over havet, og der er fastlandsklima med kolde vintre og hede somre. På sletten dyrker man stort set kun korn, især hvede og byg. Og det var for at få denne hvede malet til mel, at man i 1500-tallet byggede de 13 oprindelige vindmøller på åsen ved Consuegra. I dag er der 12 tilbage og de er alle blevet renoveret og istandsat. Midt mellem vindmøllerne ligger borgen, Castillo de la Muela, som er et mægtigt bygningsværk, der blev bygget af den arabiske kalif Almanzor i 900-tallet. Men det var under La Reconquista (de kristnes generobring af Spanien) at borgen havde sin storhedstid, idet den da var bolig for omkring 150 riddere og munke.

Man kan køre helt op på åsen og parkere ved siden af borgen, men man kan også gå derop via en fin trappe, der udgår fra Consuegras centrale plads, Plaza de España. Fra pladsen går man op ad Calle Cristo og for enden starter trappen, som fører lige op til møllerne. Der er 80 højdemeter at overvinde, men det er ingen sag. I den første mølle, man kommer til, er der indrettet en bod, hvor man kan købe drikkevarer, is og smagsprøver på egnens nok mest berømte produkt: manchego ost. Lidt længere oppe ligger borgen, men her i Corona tiden hersker der vild forvirring omkring dens åbningstider. Der var ingen skilte og mopset var jeg over denne mangel på oplysning. Jeg så derfor ingen anden udvej end at ringe til byens turistkontor på 925475731 og brokke mig. En venlig dame svarede og sagde, at jeg skulle vente ved indgangen, så kom hun straks. Og det gjorde hun virkeligt, og jeg blev vist rundt sammen med et japansk par. Vi fik en vældig rundvisning på et ret gebrokkent engelsk, men hvad guiden manglede i sprogkundskaber blev opvejet af hendes charme og begejstring, så det var et meget fint besøg. Guiden opførte små rollespil og således blev en af de japanske turister slået til ridder med et træsværd inde i kapellet og måtte sværge evig troskab til sin orden.

Borgen var ekstremt befæstet, så den må have været uindtagelig. Her boede så en prior med sine munke og en del korsriddere tilhørende ordenen Ridderne af Jerusalem, også kaldet Malteserordenen, idet den havde sit hovedsæde på Malta fra 1530 til 1798. En del af denne orden boede på borgen i Consuegra og det forklarer tilstedeværelsen af malteserkorset, dels på skiltet udenfor borgen og dels på belægningen på Plaza de España midt i byen.

Rundvisningen tager 40 min. og er meget interessant. Billetten til 7 euro giver også adgang til byens museum nede på Plaza de España, så jeg iler derned. Museet er åbent, men der er en guidet rundvisning i gang og jeg må ikke selv gå rundt. Jeg fandt dog ud af, at Consuegra blev anlagt før vor tidsregning fordi der her var store forekomster af salt. Salt var jo et betalingsmiddel i romertiden (jf. det spanske ord for løn: salario) og byen blev da også besat af romerne. Byen var derfor ret rig og det forklarer, hvorfor den skulle have så stærk en borg.

Men nu må jeg gå tilbage til hotellet, hvor Erik ligger i sengen og er halvsyg, så han gik glip af borg og møller. Hotellet ”El Patio de los Jazmines” er et skønt lille ruralt hotel, som kun har eksisteret et år. Ejeren er en meget elskværdig mand, som er utroligt venlig og hjælpsom. Der er kun 6 værelser samt en suite og det er et af den slags hoteller, man bare gerne vil finde. Et dobbeltværelse med morgenmad koster 81 € og det var et fund til prisen. Se: https://elpatiodelosjazmines.es/

På grund af de mange turister har byen flere meget gode restauranter, men ak, her i Corona tiden er de kun åbne midt på dagen, så vi må nøjes med at spise i et festligt telt nede på Paseo Ramon y Cajal, som løber langs med den udtørrede flod Rio Amarguillo. Men det er OK og den eneste udvej. Det skal lige siges, at La Mancha og egnen omkring Consuegra også er berømt for sin produktion af safran. Dette krydderi (som jo bruges i en ægte paella) består af støvdragerne fra krokusblomsten. For at opnå 1 kg. safran skal man bruge støvdragerne fra 150.000 – 250.000 blomster, og disse støvdragere skal udtages manuelt, så der er ikke noget at sige til, at prisen er høj. Efter udtagelsen skal støvdragerne tørres inden de kan sendes på markedet.  Et kg. safran koster omkring 5000 euro. På websitet: https://consuegra.es/en/  kan man besøge byen virtuelt og bl.a. se hvordan kvinderne sidder og udtager støvdragerne fra de smukke lilla krokusser.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa