Det danske magasin i Spanien
På tur med Maurice – en oplevelse for alle sanserne

På tur med Maurice – en oplevelse for alle sanserne

alt

Når snakken falder på at tage en jeep og køre ud i den vilde natur, så vil de fleste nok tænke, at det enten er Afrika eller Australien, det handler om, men det er langt fra den eneste mulighed. Man behøver ikke at rejse halvvejs rundt om jorden for at finde fantastiske oplevelser fra forsædet af en jeep – det kan man nemlig gøre lige her i Andalusien. En sådan oplevelse kan hollænderen Maurice Borgers sørge for. Sammen med sin kone, Judith, arrangerer han dagsudflugter i det smukke spanske bagland, Sierra de las Nieves, under navnet Andalucian Outback.

Vil vise det ”rigtige” Spanien
”Spanien er andet og mere end sangria og paella”, sagde Maurice til mig, mens vi over en kop kaffe på en fortovscafé i Monda, tager vores første pause. Ved det første stop i denne charmerende bjergby, der bestemt er et besøg værd, kommer jeg til at tænke på, hvor lidt af Spanien, jeg egentlig har set i løbet af mine første to måneder her. Sandstrande og ferieområder er dejlige, og jeg nyder bestemt at opholde mig der, men man har ikke set det rigtige Spanien, før man er kommet væk fra den larm og det tempo, der præger turistområderne. Uret på væggen synes nærmest at gå i stå i den korte tid, vi sidder med kaffen.
Maurice og Judith bor selv i det andalisiske bagland, med deres to sønner, og har bestemt sig for, at de vil vise den del af Spanien frem, som de selv elsker så højt.

Larmende stilhed
Efter et kort, men dog fredfyldt ophold i Monda går turen videre. Efter omkring 2-3 kilometer ad hovedvejen, drejer vi fra. Nu er det tid til at komme ud i naturen. Som jeg sidder her og skal beskrive det syn, der møder mig, har jeg svært ved at finde ord. Foran mig ser jeg, fra 1.200 meters højde, storslået og næsten uberørt natur. Vi kører videre nogle minutter ad grusveje med hårnålesving, som ikke engang Tour de France kan hamle op med, inden jeepen standser på en højderyg. I horisonten kan man ane Marbella og her får jeg så dagens oplevelse. Da Maurice drejer nøglen og den hårdtarbejdende motor standser, sænker der sig en stilhed, som jeg aldrig tidligere i mit liv har oplevet. Jeg træder ud fra jeepens passagersæde og er målløs over den ro, der er i bjergene. De eneste lyder kommer fra fugle, og hvad der nu end kribler i græsset. Her er så stille, at man næsten kan høre sine egne tanker. En sådan stilhed skal opleves for at kunne forstås ordenligt.

Prikken over i’et
Et tilfældigt kig på uret afslører, at klokken er ved at være 14. Nu vil smagsløgene også fodres, ligesom alle de andre sanser er blevet gennem hele dagen. Maurice havde lovet mig et autentisk sydspansk måltid, og det kan løfte indfriede han til fulde. Efter en dag med kørsel i et landskab, der konstant varierer, og som giver nye indtryk, der skal indkodes og fordøjes, var det en fryd at sætte tempoet helt ned og nyde et overdådigt frokostbord.
På en skyggefuld plet ved en nedlagt ranch dybt inde i Sierra de las Nieves klargjorde Maurice frokosten. Den bestod af blandt andet spansk omelet, salchichón, serrano skinke og forskellige oste. Alt er hjemmelavet og ægte spansk. Fra egen have har Maurice og Judith sørget for oliven, appelsiner og citrusfrugter til lemonaden.

Vil du se Andaluciens smukkeste side?
Oplevelsen af naturen er det primære, når man tager sig en tur med Andalucian Outback, men der er også mulighed for at skrædersy sin egen tur. Hvis man, ligesom jeg, holder af at nyde et glas god rødvin, kan man besøge Museo del Vino Málaga i Ojén med tilhørende prøvesmagning. Er man taget med for at opleve spansk kultur, vil der være mulighed for mange stop i de små bjergbyer, hvor man kan opleve den lokale kultur på nærmeste hold. Er det en varm dag, vil der også være mulighed for at tage en afkølende svømmetur i en af de krystalklare bjergsøer.
Har man ikke oplevet den spanske natur på tæt hold, skylder man sig selv at komme væk fra kysten, væk fra turistområderne, væk fra larmen og tage en tur op i bjergene. Har man lyst til at gøre det med en yderst kompetent guide i form af Maurice, kan en tur sagtens arrangeres.

Detaljen
Når man er på tur med Maurice, er det detaljen, der gør forskellen. Der bliver fortalt livligt om alt. Om det så er kork-egene eller mudderhuller i vejkanten, kan der berettes noget spændende om det. Der er mange små stop indlaget undervejs på turen, hvor han ivrigt fortæller om bjergene, planterne, produktion af olivenolie. Så efter en dag med Maurice er alle sanser blevet fodret i en sådan grad, at man kun man læne sig tilbage i sofaen, lukke øjnene og smile for sig selv.

Har du fået lyst til at se en del af Sydspanien, som de fleste turister ikke kommer til, vil jeg opfordre dig til at besøge Andalucian Outbacks hjemmeside: www.andalucianoutback.com

Af Martin Eskesen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.