De hjemvendte - Når man gifter sig med en hel by

 

Et spørgsmål om hvornår
Liz Plerup Schütze havde i årene 1981 til 2001 opholdt sig på Costa del Sol, nærmere betegnet i Fuengirola, hvor hun drev en frisørsalon i Pueblo Lopez. Hun mistede alt for hurtigt sin første mand, med hvem hun var flyttet til Spanien og havde startet virksomheden. Mening i privatlivet blev dog genfundet, og også forretningen gik godt, og man kunne tro, at det efter 20 år udenlands ville være en gevaldig beslutning at tage, om hvorvidt man skulle blive eller hive teltpælene op. Men nej.
“Jeg har nu altid vidst, at jeg ville tilbage til Danmark. Det var egentlig bare et spørgsmål om, hvornår det skulle ske.
Den nye mand i mit liv, en dansker, som jeg i 1996 mødte dernede, og som var lidt ældre end mig, ville gerne hjem til Danmark. Det var helt i orden, for jeg følte, at min tid i Spanien var forbi. Han kom fra Sønderjylland, og da talen faldt på emnet om, hvor i landet vi så skulle slå os ned, blev det hans hjemby, Haderslev. Også det var helt i orden med mig. Jeg kommer oprindeligt fra Skælskør, men inden jeg flyttede til Spanien, havde jeg boet mange forskellige steder i Danmark, så jeg tænkte, at Haderslev ville være helt fint.”

 

Var det så det?
“Det var det helt rigtige sted for os. Min mand havde en stor og god omgangskreds i Haderslev, og det betød, at da jeg giftede mig med ham, giftede jeg mig også med hele byen. Det kom mig til gode. Jeg føler mig så godt tilpas i det sønderjyske.
I øvrigt ville jeg også gerne hjem til mine børn og børnebørn. Det havde ellers fungeret fint, mens jeg var i Spanien, og vi var bare sammen på en anden måde, end hvis vi havde boet i nærheden af hinanden. Nu bor de også i Sønderjylland.”

 

Ny adresse, nye muligheder
Liz Plerup Schütze havde afviklet sin salon i Spanien, og hun, som er født i 1942, skulle starte forfra på arbejdsmarkedet. Men det skulle ikke være som frisør.

 

Hvad gik du i gang med?
“Jeg var klar over, at min tid som frisør var overstået. Jeg tog et EDB-kursus på Handelsskolen, hvorefter jeg blev tilbudt en deltidsstilling på beredskabsstyrelsen. Tænk, jeg blev fast statsansat som 59-årig. Dog uden statspension. Jeg har heller ikke ret til fuld folkepension herhjemme. Man bliver jo trukket i henhold til den der 40-års regel. Men som selvstændig i Spanien er man tvunget til at indbetale til en pensionsopsparing. Det er jeg glad for i dag. Jeg var desuden heldig, at jeg havde købt en penthouse, mens priserne var rimelige, og at jeg solgte den på et godt tidspunkt.”

 

Hvordan integrerede du dig i samfundet som sådan?
“Det er nemt at komme ind i det danske samfund. Jeg følte mig fra starten rigtig godt tilpas. Jeg kunne gøre lige, hvad jeg havde lyst til. Jeg er meget bedre integreret herhjemme. I Spanien skulle man gøre så meget for bare at blive lukket ind.
Der er utroligt mange tilbud her i Danmark om opgradering af ens arbejdsområde og nye uddannelser, og det samme gælder med fritidsinteresser.
Jeg er meget interesseret i maleriet, jeg er amatørkunstmaler. Efterhånden går det rigtig godt, jeg går på kunstskoler, og jeg udstiller også. Jeg sælger også noget – du må ikke skrive meget, men noget.”

 

Hvad gjorde du ellers for at få din egen omgangskreds?
“Jeg var initiativtager til at starte den første afdeling af en Odd Fellow-loge i Spanien. Det har jeg overført til Haderslev, og også det har givet et rigtig godt netværk. Det kom næsten af sig selv.”

 

Involverer du dig mere i samfundet her end i Spanien?
“Ja, der gør jeg nok. Jeg har mange interesser, heriblandt musik. Jeg havde nogle fantastiske oplevelser på Teatro Cervantes, ellers var der ikke så mange muligheder.”

 

Hvor man er udlænding
Har der været tidspunkter, hvor du har følt dig som udlænding i dit eget land?
“Egentlig ikke. Men der er da områder, hvor jeg har været bagud. Da jeg boede i Spanien, så jeg ikke dansk fjernsyn, og der var derfor mange ting, jeg ikke fulgte med i. Det var nye programmer, nye skuespillere. Dem skulle jeg først til at lære at kende.
Jeg husker, når jeg hørte et navn på en kendt person og tænkte, at ham eller hende kender jeg da, men det viste sig at være vedkommendes barn.”

 

Føler du en større samhørighed med dine medmennesker her end i Spanien?
“Absolut. Jeg ville aldrig være blevet i Spanien. Jeg tror, at vi udlændinge er tålte. Men jeg tror godt, at de kan undvære os. Jeg har følt mig godt tilpas og respekteret, og jeg har aldrig manglet noget. Men jeg skrabede det selv sammen. Det er ikke alle udlændinge, der tåles. Det var min følelse.”

 

Hvorfor tror du, at du havde denne følelse?
“I salonen havde jeg ingen spanske kunder, de gik til deres egne frisører. Og det til trods for, at jeg har uddannet tre-fire spaniere. Jeg har været integreret, og engang blev jeg inviteret til at være dommer på frisørskolen i Málaga, det var sjovt, men alligevel…
Man kan sige, at vi forhenværende udlandsdanskere bedre forstår de udlændinge, der kommer til Danmark. Vi kigger dog ikke på dem med alt for gode øjne, fordi de kommer og har ikke noget med sig. Når vi kommer til Spanien, har vi, hvad vi skal bruge. Vi sørger for os selv. Også de unge, som i dag kan tage dertil og leve på arbejdsunderstøttelse og søge lykken. Der er ikke nogen af os, der kommer derned uden at have penge eller uddannelse med os, så vi lukrerer ikke på Spanien. Da min mand og jeg gik på sprogskole, betalte vi selv, alt kostede, her sætter man sig bare på skolebænken.
Alligevel kan vi bedre tale med om, hvad det vil sige, at være udlændinge.”

 

Tror du, at du kunne have gjort noget for at blive fuldstændig integreret?
“Jeg vidste, at jeg ikke ville blive gammel dernede. Måske lægger man bånd på sig selv, når man ved, at man bare er der for en periode, også selvom den periode er på 20 år.”

 

Fornem støtte fra spanske familier
Du giver indtryk af, at du trods alt var godt integreret og havde en god tid i Spanien. Ingen fortrydelse?
“Jeg havde en dejlig tid dernede, og jeg fortryder intet. Jeg havde spanske venner, som jeg stadig har god kontakt med. Da min første mand døde, kun 50 år gammel, måtte jeg bare køre videre. Så jeg kridtede skoene. Jeg havde to spanske piger i lære, og de kom om søndagen og tog mig med ud på campoen sammen med deres familier. Der lærte jeg for alvor at tale spansk!
Jeg inviterede de to piger med til julefrokost, hvor de hvert år måtte tage en ven eller et familiemedlem med. Så de havde hvert år en ny person med. Det var sjovt. De kom remouladen på sylten.”

 

Hvad betød denne kontakt for dig?
“Havde jeg ikke haft dem… Jeg havde gode venner, jo, men de havde deres liv, mens de spanske piger og deres familier var dem, der fik mig op at stå. Det var en overraskelse, at det var hele deres familier, jeg fik så meget empati fra. Jeg tror, at de respekterede, at jeg stod fast og kørte min forretning videre.”

 

Tapas, vin og en tur på strandpromenaden
Hvordan er dit forhold nu til Spanien?
“Jeg besøger ofte Fuengirola. Desværre mistede jeg også min anden mand. Men min nuværende kæreste og jeg har en ferielejlighed i Pueblo Lopez, hvor han opholder sig det meste af vinteren, mens jeg med mellemrum kommer på besøg.”

 

Hvad er det bedste ved dine visitter?
“Tapas og et glas god rødvin. Det kan jeg godt savne. Efter tapas er det ned at gå en tur på strandpromenaden.
Jeg har stadig mange bekendte dernede, og det er også en glæde, at de kommer og besøger mig herhjemme. Jeg er glad for at komme på ferie – men en måned ad gangen er rigelig.”

 

Kan du nævne nogle fordele og ulemper ved at bo i hhv. Spanien og Danmark?
“Vejret, selvfølgelig. Her har vi de skiftende årstider. Jeg savnede altid efteråret, og jeg måtte køre ind i baglandet for at finde løvfald.
Så er der forskelle på livsindstillingen. De lever og ånder for familien, mens vi her fokuserer mere på vores karrierer og interesser.”

 

Har du taget nogle spanske vaner med dig hjem?
“Ja, i den daglige husholdning. Jeg løber langt udenom stegt flæsk. I stedet laver jeg salater og andre retter med grønsager, og jeg tror, at det er noget, jeg har taget til mig i Spanien.
Derudover har jeg fået en vane med at besøge kirker. Vi har her nogle dejlige kirker, og jeg går meget tit ind i den, hvorved min bror ligger begravet. Her finder jeg et frirum til at meditere.
Jeg tænker, at jeg er lidt som de spanske damer, der parkerer indkøbsvognen ved kirkens dør, og det er en vane, som giver mig fred i sindet.”

Fremhæves

“Jeg tror, at vi udlændinge er tålte. Men jeg tror godt, at de kan undvære os.”

“Måske lægger man bånd på sig selv, når man ved, at man bare er der for en periode, også selvom den periode er på 20 år.”

“Jeg husker, når jeg hørte et navn på en kendt person og tænkte, at ham eller hende kender jeg da, men det viste sig at være vedkommendes barn.”