Vikingernes møde med maurerne i Al-Andalus

Hvem der blev mest forbløffet eller måske nærmere skrækslagen dengang i år 844, da maurerne og vikingerne fik hinanden i sigte i Sevilla, er svært at anslå.
Ved floden Guadalquivirs bredder står maurerne; dette blandingsfolk af arabere og berbere, der 133 år forinden har invaderet og hurtigt underlagt sig størstedelen af den Iberiske Halvø i en stadig uvis kombination af ønsket om at udbrede islam og almindelig havesyge.
Mørklødede, står de der, iført farverige gevandter og turbaner og bevæbnet med krumsabler og en utvivlsom indædt intention om at forsvare den by, de kalder Isbiliya, og det land, de kender som Al-Andalus, der på denne tid er et kalifat med Córdoba som hovedstad.
Op ad floden fra Atlanterhavet kommer så vikingerne farende i langskibe med udsmykninger af dragehoveder på stævnene og drabelige skjolde langs siderne.
Lyse og langhårede, tropper de op, iklædt dragter af dyreskind og de udødelige hjelme påklistret kohorn på hovederne. De er alt andet end gudfrygtige, og de prøver ikke at søge dække under forkyndelse af noget religiøst budskab, idet deres togt kan være lige dele ønsker om jagten på handels- som plyndringsmuligheder.

 

Fra fiktion til fakta
Ikke meget vides dog med sikkerhed om sammenstødet mellem de forskellige folkeslag og kulturer, ligesom mange af de kilder, der faktisk findes, ofte modsiger hinanden.
Sikkert skulle det imidlertid ifølge de mauriske kronikøre Ibn al-Qutiyya og Ibn Idari være, at vikingerne først ankom til Isla Menor, hvor maurerne opdrættede heste, at de indtog Cádiz, og at de på vej op ad Guadalquivir jævnede Corria del Río med jorden. Den 30. september 844 lykkedes det dem at bryde igennem den kæde, der som en del af Sevillas forsvarsværn var hængt over floden, omtrent der hvor Guldtårnet står i dag.
Maurerne sendte enkelte skibe og soldater ud for at forhindre vikingerne i at komme ind i selve byen, men de kunne ikke stille meget op imod nordboerne, der på dette tidspunkt formodes at have fravalgt handel, og i stedet sendte pile og Thors vildskab efter værterne.
Det lod byen åben for vikingerne, som plyndrede, nedbrændte moskeer, bl.a. det som nu er kirken San Salvador, og de tog tusinder af fanger, fortrinsvis kvinder og børn, der sidenhen blev solgt som slaver.
Nogle historikere er af den overbevisning, at vikingerne besatte Sevilla i op til seks uger, og at de derfra nåede så langt som til Córdoba, før det lykkedes maurerne at tage til genmæle imod et folk, de nu kaldte majus. I sammenstødene ved Tablada skulle tusind vikinger være omkommet, mens 400 blev taget til fange og siden henrettet.
Det forhindrede dog ikke vikingerne i at vende tilbage i 889, 966 og 971.

 

 

Fra Sevilla, via De baleariske Øer til Galicien
Det var hverken vikingernes første eller sidste besøg i det, vi i dag kender som Spanien. De skånede heller ikke Cádiz, De baleariske Øer, Lissabon, der var en del af Al-Andalus, eller det kristne Nordspanien.
I Pamplona, som de kom til ad floderne Ebro og Arga, fangede de kongen af Navarra, García I Íñiguez, som blev løsladt efter udbetalingen af en løsesum på 70.000 såkaldte oro.
I flere omgange hærgede de Galicien, engang med ikke færre 100 skibe og 8.000 krigere. De strejfede omkring i flere år, lagde 18 byer i grus og nedbrændte kirker, bl.a. katedralen i Tuy. De indtog sågar Santiago de Compostela, hvor de i forbifarten dræbte biskoppen, Sisnando Menéndez, med en pil, da denne forsøgte at stå i spidsen for forsvaret af det, som vikingerne gav navnet Jakobsland. Først i 971 blev de smidt på porten, og det kan ikke undre, at galicierne stadig hvert år i Catoira, Pontevedra, fejrer deres sejr over vore forgængere.
Men intet kan på dette tidspunkt have været så fremmedartet for vikingerne – fortrinsvis for nordmænd og danskere – som Andalusiens maurere og den islamiske kultur.
Maurerne i Sevilla derimod byggede herefter skibe, ikke ulig langskibene, for at forsvare sig. Og de ‘syltede’ nogle af de henrettede vikingers hoveder, som de lod sende rundt til nabobyerne som illustration af deres version af historien om mødet mellem de to folkeslag i Al-Andalus.