Det danske magasin i Spanien
Den skæve vinkel – Jesper Hertz

Den skæve vinkel - Jesper Hertz

Han er bankmand. Politisk interesseret. Og spiller golf.

I manges ører lyder det måske ikke til at være den mest farverige person, vi i denne måned har sat i krydsild. Men man får hurtigt et helt andet indtryk, når man kommer lidt ind under huden på Jesper Hertz. Han er nemlig et rigtigt levemenneske, der elsker rejser, god vin og festlige stunder med familie og venner.
 

Han ville spise, rejse og være glad. Så en Spies-rejse til Torremolinos i midten af 80’erne var lige sagen for en ung Jesper Hertz. Det blev starten på en rejse, som endnu ikke har taget sin ende. I Torremolinos mødte Jesper nemlig den spanske pige Teresa. Det var mere end blot en sommerflirt. De ville gerne lidt tættere på hinanden, men det var ikke let. “Selvom Spanien var kommet med i EF, kunne man ikke bare flytte til Danmark på ubestemt tid,” husker Jesper, som dengang arbejdede i Privatbanken. Efter nogle nogle år i med- og modvind med Teresa kom der pludselig en ny mulighed fra en helt uventet kant: Privatbanken ville åbne på Costa del Sol. “Sådan fik vi hinanden. Og tilmed fik jeg mit drømmejob og min trang til at komme udenlands opfyldt.”

 
Vin i klædeskabene
Det var ikke kun de spanske piger, Jesper havde et godt øje til. Klimaet, livsstilen, sproget, naturen, strandene og gastronomien faldt han straks for. “Spanien har så meget at byde på, at jeg aldrig bliver færdig,” siger han i dag, mere end 24 år efter han kom hertil. “Når familien pakker feriebilen, er det kun få stop, der er planlagt, for vi finder altid nye spændende byer og områder undervejs,” fortæller Jesper.
Dukker en vinbodega op på vejen, skal den også besøges. Vin er nemlig én af bankmandens helt store interesser.
“Jeg havde fransk rødvin med mig i flyttekasserne for 24 år siden, for jeg havde aldrig hørt om spanske vine. Men Spanien og Andalusien har rigtig meget at byde på,” fortæller Jesper Hertz, som ofte deltager til vinsmagninger, og elsker nye produkter. Specielt er han imponeret over en bodega i Cadiz-provinsen, der som den første i Andalusien har produceret hvidvin på den tørre drue Sauvignon Blanc. Han taler også godt for de nye rødvine, der nu lanceres fra Ronda og så de klassiske spanske sherryer.
“Når jeg prøver en ny dejlig vin, må jeg have et par flasker med hjem og det begynder nu at give lidt pladsproblemer, for jeg bor i lejlighed og har ingen vilkælder. Der er kun plads tilbage i klædeskabene og det begynder resten af familien at blive godt og grundigt trætte af. Men min ældste datter på 20 flytter vel snart hjemmefra og så er pladsproblemet løst,” griner han.
 
Internationale børn i traditionelt spansk familiemønster
Elena på 20 og Clara på 15 år er Jespers og Teresas to lys i livet. “De er spanske, men taler dansk og har fået en række vigtige danske værdier med sig. Og så er de europæere med stort E, for andet kan man jo næppe blive, når man bor i et område med så mange nationaliteter som her,” mener Jesper.
Familiemønstret har derimod været 100% spansk – og gammeldags, vil nogle mene – hvor manden arbejder og konen går hjemme. “Jeg ville aldrig have kunnet leve det liv, jeg har levet med en dansk kone, som også ville gøre karriere,” griner Jesper og uddyber: “Mit job er i nogle perioder 24/7 med rejser og forretningsmiddage til sent. Omvendt har det altid været Teresas store ønske at være sammen med børnene, så længe de bor hjemme. Så for os har det væres lykken,” fortæller Jesper og reflekterer lidt: “Nogle af de spanske værdier er faktisk gode og sunde. Som familie passer man lidt bedre på hinanden end nordpå. Det gør ikke spor. Og mine piger er bestemt ikke blevet mindre modnet eller selvstændige, fordi deres mor har gået hjemme. Der går ikke længe, så er de fløjet hjemmefra,” bebuder Jesper Hertz. Teresa vil så tilbage på arbejdsmarkedet og Jesper drømmer om lidt mere tid på golfbanen og til rejser. Naturligvis med Teresa. Rejsen de startede sammen i ’85 er langt fra slut.
 
Ti skæve til Jesper
 
1. Din bedste oplevelse i Spanien?
Der har været mange. De to største var, da mine døtre kom til verden.
 
2. Og den værste?
Det er al den korruption, bestikkelse og uhæderlighed, der er kommet frem de sidste år. Det kan gøre mig rigtig hidsig. En anden vanvittig – men også komisk – situation var, da en lokal politibetjent ville sagsøges mig for at have parkeret ulovligt. Jeg gav ham en undskyldning, men det tolkede han som, at jeg havde erkendt min skyld og derfor skulle sagsøges.
Det blev til en lang diskussion – og en rigtig skidt start på dagen.
 
3. En ting du gerne ville gøre om i livet?
Jeg ville gerne have fortsat studierne til et højere niveau, men der var jo andre ting der trak (smiler lunt).
 
4. Og en ting du gerne ville gøre igen?
(Griner)
Som golfspiller håber jeg, at turneringen, hvor jeg scorede 43 point, snart kommer igen. Det er en meget høj score, og det er også kun sket én gang for mig.
 
5. En drøm du gerne vil føre ud i livet?
Rejse jorden rundt.
 
6. Sover du siesta?
Nej – men en søndag på stranden kan jeg godt blunde en halv time i skyggen.
 
7. Dit bedste rejsemål?
Der er mange. Jeg elsker bilferier, hvor ikke hele turen er planlagt på forhånd. Italien – specielt Rom og Umbrien – og Asturien i Nordspanien er mine favoritter.
 
8. Hvornår tror du, Spanien kommer ud af krisen?
Officielt er vi tilbage i positiv vækst og dermed ude af krisen. Men der vil desværre nok gå mange år, før vi kommer den tårnhøje arbejdsløshed til livs. Jeg frygter, det vil gå os som i Japan, men håber, at min frygt bliver gjort til skamme.
 
9. Hvad ville du gøre, hvis du var statsminister Mariano Rajoy?
Han er nok den mest kompetente blandt de politikere, vi har. Skal han og PP vinde valget til næste år, ville jeg foretage en ministerrokade for at skille mig af med de mest upopulære som f.eks. undervisningsminister Wert. Dernæst ville jeg lancere den skattereform med skattelettelser fra 2015, som vi er blevet stillet i sigte men dette er min helt personlige opfattelse af den politiske situation vi har p.t.
 
10. Et godt investeringstip?
Køb kinesiske obligationer samt virksomhedsobligationer i Emerging Market for en mindre del af porteføljen.
Af Henrik Andersen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.