Madrids mange madmarkeder er skønne at gå på opdagelse i, men få er så indbydende og moderne som Mercado de San Antón i Chueca-området.
For den madglade er Madrid et slaraffenland. Ikke bare fordi du kan komme verden rundt på de mange restauranter, men også fordi overdækkede mad-markeder kan findes over hele byen. Mange ligger på åbne pladser, men i det centrale kvarter Chueca gemmer Mercado de San Antón sig bag smukke, gamle bygninger, der rager op over smalle gader. I det kryds, der skabes af gaderne Augusto Figueroa, Barbieri og Libertad, rejser en moderne, rød murstensbygning sig med markedets mørke indgang. Så snart dørtrinnet er overtrådt, får næseborene færten af de friske råvarer. Den ferske duft af fisk og skaldyr blandes med skinkernes salte ditto, hurtigt fulgt op af sødlige noter fra spanske og franske kager. Væggenes sorte stenbesætning gør, at boderne lyser op som små oaser af kvalitetsprodukter, der tæller æg og fjerkræ i alle arter og størrelser, superfrisk frugt, grøntsager og specialprodukter som økologiske olier og marmelader.
Flere etager, mere mad
I modsætning til det større og turist-populære Mercado de San Miguel høres her mest spansk fra de madglade kunder og de vidende ejere af boderne. En anden forskel er, at Mercado de San Antón er i fire etager – i kælderen ligger et supermarked, i gadeplan finder du råvarerne, mens anden sal og terrassen på tredje er helliget spisning. Skulle det være sushi, østers, græsk salat, tapas eller måske en portion friskkogte, italienske ravioli? Falder det ikke i smag, kan det være, specialiteter fra de Kanariske Øer gør, eller måske en burger med bøf af kalvekød, toppet med foie gras og karamelliserede løg? Tager du rulletrappen op til anden sal og dens ‘zona degustación’, er det en god idé enten at være meget sulten, så du kan få det meste ud af madoplevelsen eller meget mæt, så du ikke fristes. Der er noget i alle prisklasser. Eftermiddagskaffe kan også klares, med god italiensk kaffe og lækre kager.
Gammelt marked i nye klæder
Markedet begyndte som et udendørs gademarked i det kvarter, der også kaldes Justicia, et område der voksede i 1900-tallet, da mange immigranter fra landet flyttede ind til byen. I 1945 stod en bygning til markedet færdig, men på grund af den høje pris på stål efter krigen var den lavet udelukkende i beton og derfor ikke særlig smuk. I 1970’erne begyndte området at forfalde, og markedet mistede kunder, men i 2002 inkluderede Madrids kommune Mercado de San Antón i et projekt, der gik ud på at modernisere byens mange markeder. Den gamle markedsbygning blev revet ned, og på samme sted blev en ny bygget, hvori der blev inkluderet spiseområder og steder til afholdelse af arrangementer som talentkonkurrencer og koncerter. Kommunen i Madrid investerede 20,5 millioner euro i Mercado de San Antón, og den investering har resulteret i et utrolig smukt, moderne og eksklusivt marked, der er et besøg værd.
Fakta:
Mercado de San Antón ligger på Calle Augusto Figueroa 24 i Chueca. Nærmeste metrostationer er Chueca på linje 5 og Gran Via på linje 5 og 1. Åbningstider og informationer om kommende arrangementer kan findes på www.mercadosananton.com
Af Tekst og foto af Lisa Nordbo Fiil og Kasper Ellesøe, lisa@norrbom.com / kasper@norrbom.com