Vandreparadiset ved Lentegí

For at komme til Lentegí skal man køre op ad A 4050, som starter i Almuñecar og går op imod Granada. Vejen kaldes i folkemunde for “La Cabra” (geden), og mon ikke det er fordi den minder om en gedesti? Det gør den nu ikke helt, men den går meget ud og ind og er i det hele taget en betagende smuk vej, som man bare SKAL prøve.
Man drejer af imod Lentegí et par kilometer efter at have passeret Otívar. Vejen går op til højre og stiger blidt, indtil man efter et par kilometer kommer op til landsbyen. De tre vandreture har jeg kaldt: 1. Rundt om det firkantede bjerg, 2. Bjergkammen ud og hjem og 3. Paradiskløften.

 

 

For at komme op til rutens start skal man ikke køre helt ind til Lentegí, men dreje af til højre, der hvor der står “acceso norte – piscina- polideportivo”. Her starter en grusvej, og den følger man indtil man kommer til endnu et skilt med den samme tekst. Også denne grusvej drejer af imod højre og nu skal man bare blive på den, indtil man kommer helt op på bjergkammen. Her står der et stort fyrretræ, og herfra kan man se Sierra Nevada. Nu skal man bare parkere under træet og stige ud. Nu kan man se det firkantede bjerg i al sin pragt ovre mod højre, og for fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at bjerget er en del af bjergkæden Sierra del Chaparral. Det er den danske vandreklub i La Herradura, der har døbt bjerget “Det firkantede” og det hedder det så fra nu af. Det er for øvrigt kun firkantet set fra denne side.

 

 

Nu vandrer man lystigt hen ad grusvejen i retning af bjerget og bliver på den en 3-4 km. Det går pænt lige ud det meste af tiden, dog skal man op over et lille pas i starten. Når man er ovre passet, åbner der sig en fabelagtig udsigt imod øst, og man kan se alle bjergtoppene i Sierra Nevada og en del flere. På vejen passerer man et sted et sjovt “ansigt” i klippen – husk at hilse pænt. Når der ikke længere er klippe på ens højre hånd kommer man til et sted, hvor en sti går af imod højre. Den skal vi tage.
Stien er markeret med gule prikker og er derfor meget let at følge. Den går hele vejen rundt om bjerget, og da det er en tur, der ikke indebærer ret mange højdemeter, kan den anbefales for de fleste. På et tidspunkt får vi byen Itrabo i syne under vores fødder imod syd, og hvor der er stier, der går nedad, skal vi bare fortsætte lige ud og følge de gule prikker. Når vi kommer om på rutens vestside, bliver det hele mere dramatisk, og stien begynder at gå mere op og ned og ud og ind. Vi passerer bagved nogle gevaldige klipper og det bliver stejlt på stiens venstre side, men det gør bare det hele mere spændende. I slutningen er der ca. 100 højdemeter at overvinde, men dem tager vi i stiv arm, og pludselig er vi tilbage på grusvejen og kan se vores bil i det fjerne. Vi kan ikke få armene ned over denne superfine tur, som fortjener 5 ud af 5 mulige stjerner, fordi den både er flot, vild og nem.

 

 

Bjergkammen ud og hjem (rute 2 – ca. 12 km)
Denne tur starter samme sted som rute 1, så igen parkerer vi under fyrretræet og går nu til venstre op ad grusvejen. Her går vi for det meste på kammen imellem Guajares dalen og Rio Verde dalen, som Lentegí ligger på siden af. Stien er nem at følge, og igen har den ikke de store stigninger. Man skal bare blive ved med at vandre lige ud, og hvor der er mere end en mulig vej, skal man blot holde sig på den, der er mest tydelig. Efterhånden som vi vandrer fremad, kommer to af Los Guajares landsbyerne til syne. Først ser vi den øverste Guajar Alto og senere den mellemste Guajar Faragüit. På et tidspunkt begynder vejen at gå nedad, og det er en drabelig vej, der må have været svær at anlægge her lige midt på bjergsiden. Flot er det, og vi møder ikke en levende mors sjæl.

 

 

Og nu bliver det vildt. Efter ca. 7 km i raskt trav ser vi en sti på vores venstre hånd, der går opad imod en bjergkam. En sådan en kan vi jo ikke bare gå forbi, så vi aser os opad bjersiden til vi kommer op på en kam. Herfra kan vi se både Sierra Nevada mod øst og Sierra Almijara mod vest, og det er så flot og betagende, at vi må knibe os selv i armene. Lige bag os har vi en gevaldig klippe, og heroppe sætter vi os og nyder vores medbragte frokost, for udsigten kan ikke blive bedre noget sted i verden.
Da vi har spist går vi ned igen og fortsætter hen ad vejen, indtil vi kommer op til en slags pas, hvor vejen nu begynder at gå nedad. Her kan man gå ud på et lille flad kam, og derfra har vi fuld udsigt over Guajares dalen. Nu er det bare om at gå tilbage ad den samme vej, og det er jo let. Jeg vil give denne tur 4 ud af 5 stjerner.

 

Paradiskløften (rute 3 – ca. 8 km)
Til denne tur skal vi køre helt ind til “centrum” af Lentegí og blot parkere, hvor det er muligt. Her ligger byens centrale plads ved kirken, som er en “ombygget” moské. Tårnet ser stadig oprindeligt ud, og vi kan se, at kirken er i mudéjar stil. Vi ser også, at der er bygget en meget fin udsigtsplatform overfor kirken, som ad trapper fører den besøgende op på en flot klippe, hvorfra man har en fantastisk udsigt over byen og landskabet.
Vi går igennem byen ad Calle Real, som fører opad og indad. På et tidspunkt kommer vi op, og vejen flader ud imod venstre. Her står der et fint stort skilt over Lentegís vandreruter, og det er tydeligt, at byen har brugt penge på at oplyse om ruterne og markere dem. Det er jo herligt! Den rute vi tager er markeret med rødt på kortet. Den går ud af byen i nordlig retning og er i starten belagt med cement. Det går først lidt opad, men efter et par 100 meter, flader vejen ud og bliver grusbelagt. Nu kan vi begynde at se vores vilde kløft nede til venstre.

 

 

Når vi kommer til endnu et stort skilt, som denne gang har “tag” på, skal vi forlade grusvejen og gå ned til venstre. En rød prik på kortet viser, hvor vi er. Stien hedder “Las Viñas” på kortet, og den fører ned i Lentegí flodens kløft og op på den anden side, sådan at den ender oppe på La Cabra vejen. Men vi går bare ned i kløften og op samme vej, for ellers bliver det logistisk for besværligt.
Hvis man fortsætter lige ud ad grusvejen, kommer man også efter ca. 10 km op til La Cabra, og det er også en meget flot tur, hvor man har udsigt op til de forrevne sider af bjergkæden Sierra de Entresierras.
Men vi drejer til venstre ned ad stien Las Viñas, som i starten er lidt svær at se, men som hurtigt bliver til en meget fint afmærket sti, som jeg tror er anlagt for nyligt. Stien går nedad imod bunden af Lentegí kløften, og det er vildt dramatisk og flot. Der er nok ca. 150 højdemeter ned til bunden, men de er godt givet ud, må jeg sige. Det er vildt imponerende flot nede i bunden – ja helt og aldeles paradisisk. Floden løber rislende imellem klippeblokke, men den er nem at passere, for den er smal og der er lagt stepsten ud. På den anden side af floden er der opsat et fint rækværk – det morede vi os over, for lige nøjagtigt her, er der ikke noget at passe på. Men det viser, at der har været midler til rådighed for unødvendigt byggeri. Men det ser hyggeligt ud. Vi fortsætter hen ad stien, og det hele bliver mere og mere paradisisk. Et sted slutter endnu en lille flod sig til den første, og vi ser en hule oppe til højre samt en gevaldig rød, lodret klippevæg.
Her vender vi om, for nu kender vi vejen fra den gang, da vi kom fra den anden side og gik ned i kløften. Turen ned i kløften er lettest at tage fra Lentegí siden – den vi tog denne gang. Stien der går ned fra La Cabra er mere stejl og sværere at gå på.

 

 

Vi slår os ned hernede i paradiset og spiser vores madpakker, mens floden klukker og småpludrer. Vi er enige om, at kløften ved Lentegí floden skal have 6 ud af 5 mulige stjerner. Første gang vi var hernede, mødte vi en flok mennesker, der lavede canyoning eller rapelling igennem kløften, og det må være helt vildt. Når man gør det, bevæger man sig i selve flodløbet og glider på bagen eller hænger i tove, hvis det bliver for stejlt. Det kan man kun gøre, hvis man melder sig til hos en autoriseret arrangør. Det er ret udstyrskrævende og absolut ikke noget, man kan eller må foretage sig på egen hånd.
Efter vores hvil i paradis kravler vi op igen, og synes ikke, at det var så galt at komme op. Efter ca. 8 km vandring med ca. 300 højdemeter er vi tilbage i Lentegí og synes, at vi fortjener en meget stor is. Men den må vi til Almuñecar for at finde, og ligeledes må det siges, at hvis man kommer langvejs fra for at opleve Lentegís herligheder, må man overnatte i Almuñecar. Der er ikke hverken hostaller eller hoteller oppe i Rio Verde dalen. Men Almuñecar har masser af overnatningssteder at byde på, så det er ikke noget problem.

Læs mere om Almuñecar i Else Byskovs bog “Fod på Andalusien” og se hendes andre bøger på: www.elsebyskov.com.