Den lange cubanske vinter

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Spanien og Cuba er meget tæt knyttede, men det er ikke en problemfri relation. I førstnævnte frygter man, at Cubas regime vil følge i Argentinas regerings fodspor og ekspropriere spanske virksomheder i østaten. Samtidig demonstrerer tidligere cubanske systemkritikere ved udenrigsministeriet i Madrid, et tidligere medlem af det cubanske regime erkender, at østaten gemmer på ETA-terrorister, USA fortsætter sanktionerne mod Castro-brødrenes diktatur, EU har ophævet Unionens, mens USA så truer med sanktioner mod de europæiske virksomheder, der investerer i Cuba. Spanien fortsætter handlen og investeringerne, men får ikke lån på 1,7 milliarder euro tilbagebetalt.

Så alt i alt er der flere spegede affærer i vandene mellem Spanien og Cuba, hvor Fidel og Raúl Castro fortsætter den uforståelige revolution, og hvor et forår i form af en kontrarevolution lader vente på sig.

 

Fra Columbus til Castro
Siden den måske spanske, måske italienske, søfarer Cristoffer Columbus i det herrens år 1492 for første gang satte sine sikkert på dette tidspunkt udtrådte støvler på det som skulle blive Cuba, har Spaniens bånd til østaten været uløseligt.

Det første landgangssted i den nye verden kaldte det katolske kongepars udsending for La Española, den ø som i dag er delt mellem Den Republikanske Republik og Haiti. Ikke længe derefter gik han i land på en anden ø, den der i dag er Cubas hovedø. Han kaldte den Juana, mens de indfødte, som havde været der siden omkring 6.000 år før vor tidsregning kaldte den Colbo, hvoraf navnet Cuba måske kommer.

Uanset navngivningen, så er Columbus’ ankomst starten på et helt specielt forhold, der, afbrudt af diverse krige og magtskift samt humørsvingninger på kryds og tværs, foreløbig har varet i over 500 år.

 

Olie og hoteller
De senere år, specielt siden EU i 2008 endelig ophævede sanktionerne mod Cuba, har spanske virksomheder investeret i landet, ligesom den spanske stat har hjulpet regimet med både politisk støtte og lån.

Blandt de største spanske operatører i landet er banker og energiselskaber, herunder oliegiganten Repsol. Det var det, som den argentinske præsident Cristina Fernández de Kirchners for nyligt beordrede nationaliseret i sit land. Repsol har bl.a. længe boret efter olie i cubansk farvand, hvor der ifølge USA’s geologiske institut (USGS) skulle gemme sig omkring 9,3 milliarder tønder olie. Det spanske selskab har dog netop besluttet at opgive grundet manglende resultater, men det betyder ikke, at Repsol opgiver sine øvrige aktiviteter.

Ellers er specielt spanske hotelkæder aktive i Cuba, hvor man håber, at turismen for alvor vil opleve et boom, efter brødrene Castros afgang, der trods alt må komme en dag, og hvorefter USA forventes at lukke op for sluserne.

Cuba skylder i dag den spanske stat omkring 1,7 milliarder euro, men det er ikke nødvendigvis en hindring for ekspropriering, da også Argentina skylder Spanien et ikke uanseeligt antal millioner euro. Men Cuba er i højere grad afhængig af udenlandske investeringer, efter strømmen af sovjetiske rubler er stoppet, og landet kun har en ringe eksport af sukker, kaffe og tobak og nærmest ingen muligheder for at optage lån grundet manglende indfrielser af eksisterende lån. Imod nationaliseringer taler også presset fra EU, der truer med nye sanktioner.

 

Sanktioner før og nu
Spanien rettede sig dog ikke efter sanktionerne, som EU i 2003 pålagde Cuba, men fortsatte samarbejdet og investeringerne.

I 2003 støttede den daværende konservative statsminister, José María Aznar, EU’s sanktioner, mens den næste, den socialistiske statsminister José Luis Zapatero, fem år senere var tilhænger af at ophæve restriktionerne i håbet om at opmuntre til forandringer og menneskelige forhold for de godt og vel 11 millioner cubanere.

USA har flere gange truet med at boykotte europæiske virksomheder, der investerer i Cuba, men det er foreløbig blevet ved truslerne.

 

Fidel og ETA
Med til det cubansk-spanske scenarie hører også det cubanske regimes indstilling til den baskiske terrororganisation, ETA. Ifølge en cubansk kilde, en forhenværende spion i Spanien, skriver El País, at Fidel Castro har set ETA som en gruppe, der kæmpede for baskisk selvstændighed, og hans egomaniske og forskruede tankegang gjorde dem til frihedskæmpere. Han så sig selv i rollen som forhandler mellem ETA og den spanske stat, hvilket selvfølgelig aldrig førte nogen vegne.

Den ældre Castro-bror har gennem årene accepteret, at omkring 30 formodede ETA-terrorister har fundet et fristed i østaten. 15 af dem formodes stadig at opholde sig der. De fik først statsstøtte, men også det er en saga blot, og i dag lever de mere eller mindre som almindelige cubanere.

En af dem, Txutxo Abrisketa, som har været én af ETA’s talspersoner, driver en import-eksport virksomhed, der specialiserer sig i fødevarer og fodtøj. Til at drive denne virksomhed skulle han have modtaget økonomisk støtte fra den baskiske lokalregering under bl.a. Juan José Ibarretxe fra nationalistpartiet PNV.

ETA’s tilstedeværelse i Cuba har selvfølgelig forarget den spanske centralregering og desuden været medvirkende til, at USA har inkluderet østaten på listen over lande, der støtter terrorisme. Udover Cuba er også Syrien, Iran og Sudan på listen over terrorstater.

Spanien lader til at være handlingslammet og har ingen udvekslingsaftale med Castro-regimet.

Siden Raúl overtog præsidentembedet skulle der være kommet flere ETA-medlemmer til Cuba.

 

Cubanske dissidenter strandet i den spanske krise
I det familiære forhold trykker også problemet med de cubanske systemkritikere i Spanien. I et forsøg på medmenneskelighed eller måske på at spille en rolle på den internationale scene, indgik daværende statsminister José Luis Zapatero i 2010 en aftale med Castro-regimet om at lade fængslede politiske modstandere rejse til Spanien. I 2010 og 2011 ankom 115 af dem sammen med 647 familiemedlemmer.

De skulle i sagens gode ånd modtage en form for understøttelse, i første omgang for en periode på halvandet år. Den tid er gået, og den kommer ikke foreløbig igen. Krisen hærger, og i mellemtiden er regeringsmagten gået fra PSOE til PP, der ikke har i sinde at betale for cubanernes ophold.

80 systemkritikere og deres familier er her stadig. Mange af dem er uden arbejde, og flere af dem er blevet hjemløse. I sidste måned demonstrerede de derfor foran udenrigsministeriets bygning i den spanske hovedstad – foreløbig for døve øre. Deres krav er ikke nødvendigvis støtte, men i det mindste at få lov til at rejse til et andet europæisk land, hvor det måske ville være nemmere at finde et job.

Men hvem vil have dem? Cuba vil ikke.
Og de spørger sig selv, hvad godt det gør at have frihed, hvis man ikke har noget at leve af. De havde ikke selv bedt om at tage til Spanien, men blev bare sendt af sted, og i det mindste havde familien da et hjem i Cuba, ræsonnerer de.

Cubanerne demonstrerede i flere uger, indtil politiet tvang demonstranterne væk – blandt andet ved at anholde fire af dem.

 

Katalysator for demokrati
Mørklægningen af Cuba har varet i over 60 år. USA’s sanktioner, der ofte får skylden for den lave levestandard, er åbenbart ingen katalysator for demokrati. EU-landenes ret til fri handel med landet hjælper dog heller ikke. Cuba sidder fast i sin tidslomme, hvor journalister fængsles, systemkritikere eksporteres, og emigranter eller flygtninge bliver spist af hajer under sejlturen til USA eller simpelthen skudt, før de når at komme af sted.

Det eneste, der lader til at kunne hjælpe, er en kontrarevolution, et cubansk forår. Det såkaldt arabiske forår voksede som bekendt op på internettets sociale medier, men cubanerne har begrænset adgang til internettet, og en time på nettet koster omkring en halv månedsløn, ligesom flere bloggere er blevet forfulgt og anholdt.

Alligevel er en håndfuld af dem ved at så frøene til noget, der måske kan spire. Men også myndighederne og tilhængere af regimet blander sig, da staten både kan give og tage alt, og selv Castro-brødrene og et af verdens sidste kommunistiske diktaturer er trods alt kommet med i cyber-rummets tidsalder, selvom de leder landet efter nærmest nordkoreanske idealer.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa