Det danske magasin i Spanien
Dagens Spanske nyheder 2012

Dagens Spanske nyheder 2012


Det spanske forsvars beredskabsstyrker UEM måtte rykke ud for at deltage i slukningsarbejdet.

Kæmpe skovbrand mellem Ronda-bjergene og Estepona

En skovbrand, som startede lørdag, har indtil videre afbrændt omkring 1.000 hektar skov, fortrinsvist med pinje- og kastanjetræer, mellem Sierra de las Nieves, Valle del Genil og ned mod Benahavís og Estepona.
Over 400 brandfolk og andre redningsarbejdere – også fra forsvarets beredskabsstyrker Unidad de Emergencias Militar (UEM) – har været med til at slukke de op til 20 meter høje flammer, som sent i går skulle være kommet under kontrol.
Det er højst usædvanligt, at der opstår skovbrande på denne tid af året, og myndighederne kender endnu ikke årsagen til branden, der har berørt i alt fem kommuner; Pujerra, Júzcar, Jubrique, Estepona og Benahavís.

 


Alfredo Pérez Rubacaba og Carme Chacón efter førstnævnte vandt socialisternes ’primærvalg’.

Rubalcaba genvalgt som spidskandidat for PSOE

Alfredo Pérez Rubacaba skal stadig være oppositionspartiet PSOE’s generalsekretær og spidskandidat. Det besluttede partimedlemmerne lørdag under en partikongres i Sevilla. Hans eneste modstander var tidligere forsvarsminister Carme Chacón, som fik 465 stemmer, mens Rubalcaba fik 487.
Den 61-årige politikveteran var også frontløberen ved valget i november, hvor PSOE som bekendt tabte stort til PP. De seneste år har socialisterne mistet fire millioner stemmer, og det hjalp ikke, at nu forhenværende statsminister José Luis Zapatero red ud i solnedgangen. Det er denne stemmeflugt, som Rubalcaba nu først og fremmest skal forsøge at sætte en stopper for.

 


Gerardo Díaz Ferrán, der grundlagde Spanair sammen med SAS.

Spanair-grundlægger sagsøgt for bedrageri

Spanair blev i 1986 grundlagt som et jointventure mellem SAS og Grupo Marsans, hvilket vil sige rejsearrangøren og -bureauet Viajes Marsans, der var ejet af Gerardo Díaz Ferrán.
Han og hans forretningspartner Gonzalo Pascual stod en årrække i spidsen for Spanair, men trak sig i 2007 for, forlød det, at forberede sig til købet af SAS’ andele, uden at parterne nogensinde nåede til enighed.
Grupo Marsans, der nu også inkluderede Air Comet, gik konkurs i 2010, hvormed 4.700 mennesker mistede deres arbejde. Præcist som i Spanairs tilfælde, lukkede også Marsans uden varsel.
Díaz Ferrán og Pascual er beskyldt for at have taget 4,4 millioner euro ud af det skrantende selskab, der lukkede med en gæld på omkring 400 millioner euro, og nu har højesteretsdommer Santiago Pedraz besluttet at sætte begge de anklagede på bænken.
Díaz Ferrán og Pascual skal afhøres den 21. og 22. februar. De risikerer en straf på mellem et og seks års fængsel.

 


Rester af en af de tre atombomber i Palomares, hvor der stadig måles radioaktivitet.

Uklarhed om rengøring efter bomberne i Palomares

I sidste uge meddelte den spanske udenrigsminister, José Manuel García-Margallo, at den amerikanske regering havde indvilliget i ’snarest muligt’ at gøre rent efter sig i fiskerbyen Palomares i Almería.
Det er nu 46 år siden, at et optankningsfly kolliderede med et B52-bombefly, der havde fire hydrogenbomber af typen MK28 om bord. Optankningsflyet eksploderede i luften, mens B52’eren styrtede til jorden og ned på en mark lige udenfor Palomares. En af de fire bomber faldt dog i havet.
Bomberne detonerede, men ikke den nukleare del af dem. Det resulterede alligevel i, at radioaktivt materiale blev spredt, og forurenede et område på omkring 50.000 kvadratmeter, bl.a. landbrugsjord.
Kort efter ulykken fjernede det amerikanske forsvar resterne efter bomberne, men amerikanerne har senere, da der blev konstateret fortsat radioaktivitet i jorden, modsat sig at færdiggøre rengøringen.
García-Margallo skulle i weekenden have mødtes med sin amerikanske pendant, Hillary Clinton, men Marc C. Toner, en talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium, kom den spanske udenrigsminister i forkøbet. Toner forklarede, at USA ikke har indvilliget i at færdiggøre arbejdet, men at de to parter dog fortsætter forhandlingerne ”på højeste niveau”.

 


Chancen for at overleve f.eks. brystkræft er steget.

Hvert år overlever hundredtusind nye kræftpatienter i Spanien

Hvert år overlever omkring hundredtusinde nye kræftpatienter i Spanien. Siden 1990’erne er der sket en enorm fremgang, og mens kun 54,6 procent af kvinder overlevede før, er dette tal nu på 59 procent, mens procentsatsen for mænd er steget fra 44 til 49,5.
Man inkluderer de patienter, som har overlevet i mindst fem år, fra de fik sygdommen diagnosticeret. Dødeligheden blandt mænd med kræft falder nu med 1,3 procent om året, blandt kvinder en procent, og her taler man naturligvis om hele befolkningsgruppen.
Fremgangen tilskrives forskning i medicin og teknologi samt tidlig diagnosticering.
Desværre regner man dog med, at stadig flere mennesker rammes af cancer, i Spanien er der ca. 1,5 millioner, som har sygdommen.
Patientforeningen Grupo Español de Pacientes (GEPAC) har mindet om, at én ud af tre mænd og én ud af fire kvinder rammes af kræft på et eller andet tidspunkt i deres liv. Men eftersom omkring halvdelen overlever, er der brug for flere ressourcer til at hjælpe dem fysisk såvel som psykisk.

 


Sergio Ramos’ hoved sikrede Real Madrid tre point.

Status quo i liga-top

Weekendens kampe ændrede ikke på placeringerne i liga-toppen. Real Madrid klarede 1 – 0 mod naboerne i Getafe, mens FC Barcelona vandt 2 – 1 over Real Sociedad. De to giganter har nu hhv. 55 og 48 point.
Málaga CF, der lige nu har 28 point, spiller først i aften, hvor det gælder et andalusisk opgør mod Granada. Kampen spilles kl. 21.00 og vises på Canal + Liga og HD.

 


Mallorca: Playa de Palma, katedralen og bjergskråningerne dækket af sne.

Vintervejret fortsætter

Lørdag var vinterens hidtil koldeste dag med temperaturer ned til minus ti grader flere steder i det nordlige Spanien. Flere områder var ufremkommelige på grund af sne. Det sneede ligefrem på Mallorca; op til fem centimeter sne konverterede øen til et vinterlandskab.
Temperaturen skulle stige igen i dag, også på Costa del Sol, men det er bare for atter at falde igen i morgen.
Tjek vejret og udsigterne i hele Spanien her.

 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.