Det danske kirkesamfund på Costa del Sol kan i år fejre dobbelt jubilæum. Både menighed og kirke fylder rundt, og det markerer La Danesa med et lille kig tilbage i historien og en præsentation af de arrangementer, der afholdes i forbindelse med jubilæerne.
For 30 år siden dannede en flok ildsjæle den danske menighed vest for Málaga. Året efter vedtog DKU (Danske Kirke i Udlandet), at menigheden skulle tildeles en helårspræst, og siden har der på Kysten kontinuerligt været afholdt organiserede gudstjenester med skiftende prædikanter. Mellem 1992 og 2002 hed præsten Jørn Sjøholm, og med ham i spidsen fik menigheden i 2001 endelig udskiftet 20 års pendlen mellem forskellige lokaler og lånekirker med en permanent dansk kirke. Margretheskirken blev bygget på et stykke jord, som Mijas kommune havde disponeret over, siden det var blevet testamenteret til et kristent kirkesamfund.
I dag bliver kirken og de tilhørende lokaler benyttet til langt mere end gudstjenester. Onsdagscaféer, filmaftener, koncerter m.m. arrangeres flittigt og tilføjer en ekstra dimension til det religiøse, som kirken trods alt har til hovedformål at tjene.
Kendisser spiller op
To gange rundt jubilæum fortjener at blive fejret på behørig vis. Det er de enige i hos støtteforeningen Margrethekirkens Venner, som står for festlighederne i forbindelse med den dobbelte runde fødselsdag. Her vil det blandt andet være muligt at opleve Henrik Krogsgaard, der har optrådt som kapelmester og akkompagnatør i et utal af revyer, og som nogen måske husker fra 15 år i spidsen for den musiske del af Cirkus-revyen. Ved hans side er den russiskfødte sanger Jelena Heiberg, med hvem han leverer kendt musik fra både Danmark og Rusland. Også Bent Fabricius-Bjerre lægger vejen forbi Kysten, når han sammen med trioen ”De Græd” fremfører alle hans kendte kultsange fra blandt andet Olsen Banden og Matador.
Desuden deltager tidligere biskop og kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen i festlighederne, som han gjorde det til kirkens jubilæum for fem år siden. Erik Norman Svendsen har blandt andet viet kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, ligesom han også kædede prins Joachim og Marie Cavalier sammen. Den tidligere biskop holder festgudstjeneste i Margrethekirken.
Det og mere til kan man opleve i starten af november, når fejringerne begynder i Mijas. Programmet og information om de optrædende kan findes på www.margrethekirken.com. Du kan læse mere om kirkens 30-årige historie og om præster og arrangementer på www.ladanesa.com.
Jubilæumskalender:
Musisk duel mellem Danmark og Rusland
Henrik Krogsgaard har medvirket på diverse revy-scener landet over som kapelmester eller akkompagnatør. Stod i spidsen for Cirkus Revyen i 15 år og for dansk Melodi Grand Prix i firserne. Med sig har han den russiskfødte sanger Jelena Heiberg. Sammen vil de udfordre hinanden i et musikalsk cocktail af kendte danske og russiske stykker.
Det sker i Margrethekirken onsdag 2. november 2011 kl. 20.00. Billetter á 15 euro købes i Margrethekirken og hos Vitamina i Centro Idea eller på www.margrethekirken.com.
Arrangeres af: Margrethekirkens Venner
Margrethekirkens tilblivelse
Hvordan blev der kirke for alle danske på Costa del Sol på en bar mark i Mijas? Hvad krævede det af tilladelser og økonomiske midler? Hvem var menneskene bag initiativet? En kirke opstår kun, hvis mennesker vil det – og vil bruge den.
Jørn Sjøholm, kirkens daværende præst, vil fortælle om sin oplevelse af årene for tilblivelsen af Margrethekirken.
Tidspunkt: 3. november kl. 20.00
Pris: gratis. Drikkevarer kan købes
Bent Fabricius-Bjerre og trioen ”De Græd”
Hvem kender ikke melodierne ”Alley Cat”, temaet fra ”Olsen banden” og ”Matador” eller ”Forelsket i København”. Hør dem og mange andre live med Bent Fabricius-Bjerre.
Med sig har han guitaristen David Springborg, bassisten Niels Ovesen og sangeren Jesper Stilgren. De tre dygtige unge musikere har i mere end 10 år optrådt med humoristiske og musikalske shows. Trioens speciale er at spille romantisk musik, der kan få tårerne frem i øjenkrogen – både de melankolske og dem af glæde. Deraf navnet ”De Græd”.
Margrethekirken fredag den 4. november 2011 kl. 18.00. Billetter à 25 euro (inkl. cava og snacks) købes i Margrethekirken og hos Vitamina i Centro Idea eller på www.margrethekirken.com.
Arrangeres af: Margrethekirkens Venner
Festgudstjeneste 6. november kl. 11.00
Prædikant tidl. biskop, Kgl. Konfessionarius, Erik Norman Svendsen
Festaften i anledning af Margrethekirkens 10 års fødselsdag
Kl. 18.00 på Ciomijas med 4 retters middag, vin og underholdning.
PRIS: 45 euro – tilmelding i kirken eller www.margrethekirken.com
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001