Konjunkturcyklus, dobbeltbeskatning og jægersoldater – en spændende kombination

Konjunkturcyklus, dobbeltbeskatning og jægersoldater - en spændende kombination

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Da jeg sidste år kørte hjem fra Danske Banks seminar på Hotel Meliá Don Pepe, spurgte jeg mig selv, om Chief Analyst i Danske Capital, makroøkonomen Bo Bejstrup Christensen mon var et klædeskabsteknisk aktiv for banken. Modsat sine kolleger mødte han nemlig op i lyst jakkesæt for at illustrere optimisme, mens hans sorte slips var et symbol på en grad af usikkerhed. Efter at have oplevet ham igen på Danske Bank-seminaret i sidste måned ved jeg nu, at det er han. Trods optimisme og en ukuelig tro på, at recessionen nu er ovre, var han denne gang klædt i sort med et asiatisk snit. Med kina-flip, og klar i mælet, bragte han de knapt 200 gæster igennem de seneste års finanspolitiske udfordringer. ”Først skulle jeg argumentere for, at Kina ikke var et hul i jorden, og snart efter skulle jeg forsøge at overbevise folk om, at Kina ikke var en boble – og nu kan vi se, at Kina er kommet ud af Vestens rod meget hurtigere, end nogen havde fantasi til at forestille sig”, sagde Bo Bejstrup Christensen og understregede, at Kina betyder rigtig meget for dynamikken i verdensøkonomien. ”Vi må ikke glemme, at Kina er et uland, men giver man selv en lille kage en stor mængde gær, vokser den hurtigt. Nu skal Kina stamme op og væksten i kreditgivningen skal ned på et mere holdbart niveau, og det tror jeg på, at de kan klare”. Bo Bejstrup Christensen afsluttede sit indlæg med præsentationen af det, han kaldte en mere realistisk konjunkturcyklus, hvor fladere udsving var lagt ind mellem de mere voldsomme op- og nedture, som vi kender fra Sinuskirven. ”Vi mener, at vi befinder os i det gule felt, hvor vi har haft en optur, og hvor der skal politiske stramninger og lagerkorrektion til. Der er ingen grund til at løbe fra risikable aktiver, men heller ingen grund til at være for markant eksponeret. Den vestlige verden står overfor finanspolitiske udfordringer af historisk karakter – og disse skal adresseres. Det er nu op til politikerne”.

Henriette Kühl Olufsen, der er statsaut. revisor med speciale i skat på tværs af landegrænser, har siden 2005 været ansat i Danske Bank International som Executive Wealth Manager. Især de seneste år har hun stiftet bekendtskab med flere af bankens kunder her i Spanien, idet opsigelsen af dobbeltbeskatningsaftalen har spredt frustration og usikkerhed. Desværre kunne Henriette ikke glæde tilhørerne med, at der er formelle forhandlinger i gang – eller så meget som skyggen af en plan om sådanne de to skatteministerier imellem. Derimod opfordrede hun spaniensdanskerne til at fortsætte lobbyarbejdet for på den måde at øge presset på politikerne.

Efter kaffepausen var det TV2-journalisten Niels Brinks tur. Fire år efter den første mailkontakt til det danske jægerkorps var etableret, gik hans tv-udsendelse ”Jægerne – Danmarks eliteenhed” endelig i luften. Niels Brink, der har dækket store begivenheder, krig og terror overalt i verden for TV2 siden 1988, bragte gæsterne igennem den lange rejse fra en idé om at lave et TV-program om en hemmelig eliteenhed til at 3 TB råmateriale kunne redigeres ned til 55 minutter på landsdækkende fjernsyn.
Efter en kort beretning om korpsets historie og mission fortalte han om, hvordan det er at følge dagligdagen i en gruppe, der har eksisteret i dybeste hemmelighed i 50 år. ”For jægerne var det svært pludselig at have en journalist og en kameramand rendende fra morgen til aften. Det handler i høj grad om tillid”, fortalte Niels Brink. ”De er ambitiøse og meget professionelle, men samtidig er de også forfængelige. Jeg fulgte dem på øvelser i Danmark og i USA, men det var først, da korpsets chef en dag kom løbende og sagde: Vi har fået en skarp (en virkelig mission), at det for alvor blev spændende. Fra Hærens Operative Kommando fik jeg imidlertid et nej til at tage med jægerne til Irak, men jeg gav ikke op. Jeg kunne jo ikke blive ved med at leve af løst krudt i Tranum Klitplantage…” I slutningen af 2008 var Niels Brink tilbage på sporet, og fik lov til at komme med på den næste operation. Og det blev Midgård i Afghanistan i foråret 2009. ”Jeg var af sted i to omgange. Først i Camp Bastion, hvor soldaterne bor godt med mange gode faciliteter, og siden i den mindre luksuriøse Camp Amadillo, der ligger tæt på The Green Zone ved Helmand-floden. I Irak er the Green Zone et helle, men i Afghanistan er det der, Taliban holder til. Jægerkorpset skulle hjælpe de danske kamptropper med at fange Talibanlederen kaldet Midgård”. Niels Brink så hver dag soldaterne ”gå på job” fra camp’en og ned til floden, hvor de den ene dag måske gik 700 m den ene vej, stødte på nogle talibanere og kom i tæt kamp, hvorpå de vendte hjem igen – for næste dag at drage af sted igen og gå 900 m den anden vej til en ny kamp. ”Det var ubeskriveligt hårdt at været klædt i kampuniform, en 11 kg tung skudsikker vest, hjelm og briller i 50 graders varme, men filmet blev der, og jeg er tilfreds med resultatet, selvom Midgård ikke blev fanget i den omgang”, sagde Niels Brink, hvis foredrag jeg ville have nydt at bringe her i sin fulde længde. I stedet vil jeg opfordre læserne til at holde øje med, hvor og hvornår Niels Brink holder foredrag, så de af jer, der ikke var med i Marbella, selv kan få oplevelsen.

Danske Banks seminar afsluttedes med en frokostbuffet, hvor gæsterne fik lejlighed til at få sig en snak med bankens medarbejdere, der havde trodset vulkanasken og var kommet frem fra Luxembourg via flere forskellige destinationer.

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa