Det danske magasin i Spanien
Spanske juledelikatesser – som du selv kan lave

Spanske juledelikatesser – som du selv kan lave

Inviter dine dejligste venner og familiemedlemmer på spansk julehygge. Der er ligesom ikke nogen egentlig spansk pendant til de traditionelle danske juledelikatesser som æbleskiver, karrysild og medister med grønlangkål, så brug din fantasi – eller find inspiration her.

Vi begynder sidst på eftermiddagen, hvor den sydspanske sol begynder at forsvinde bag bjergene i vest, tænder alle husets stearinlys (også gerne et par duftlys med kanel og nellike for at skabe den rette stemning), fyr op i pejsen, hvis du har en og spil julemusik på anlægget.
Når du har pakket vært- og værtindegaver ud, serverer du hvid gløgg med hyldeblomst, tranebær og andalusiske mandler. Put gerne et par økologiske hibiscusblomster i, mest for pyntens men også lidt for smagens skyld. Til gløggen nyder dine gæster ristede kastanjer med brandy-rørt smør og salt, mens de skamroser din julepynt. Gider du ikke at lave pynten selv, så køb den. Der er af masser af look alike gør-det-selv-julepynt på markedet – og en grankvist, et kristjørn blad eller en olivengren gør en hel masse.

Bagefter sætter du småretter på bordet, som gæsterne kan spise stående eller siddende; hjemmelavede lammepølser med mangodip, frække, pikante muslinger, ande-pinchos med frittet appelsinskal, spansk sushi, paté catalana og så lidt god turrón til kaffen bag efter. Sæt en kurv på bordet med et par spanske bondebrød, som gæsterne kan plukke af. Og husk: Man skal ikke spare i julen, så køb en ordentlig rødvin.
Opskrifterne er til seks personer, så du ganger bare op, hvis vennekredsen og familien er stor.

Hvid gløgg
Bring en flaske hvidvin og en halv flaske hyldeblomssaft til kogepunktet, og varm den godt igennem. Servér i høje glas med tranebær, hakkede mandler og evt. hibiscus.

Ristede kastanjer
Ca. 1 kg kastanjer
Groft salt
Blødt smør
Brandy
Skær et kryds i toppen af hver kastanje. Læg et tyk lag groft salt i et ovnfast fad og stil kastanjerne heri med krydset opad. Rist dem ved 200 grader i ca. 30-40 minutter. De skal åbne sig let og føles bløde. Server dem lune med rørt smør med brandy.
Helt blæret er det selvfølgelig at riste kastanjerne i pejsen.

Lammepølser
At lave lammepølserne selv er alt besværet værd, for de smager som en drøm. Og det er forbundet med ægte julestemning at lave dem fra bunden, som man stadig gør på landet her i Spanien.

Til ca. 12 stk.
1 ½ løg
1 ½ gulerod
75 g røget bacon
3 fed hvidløg
600 g lammekød (hakket to gange)
25 g salt
100 g hvedemel
1 dl brown ale eller anden mørk øl
1 dl fløde
10 g knuste korianderfrø

2 m naturtarm (bestil det hos slagteren – det hedder tripa)

Hak løg, hvidløg og gulerod helt fint og sauter dem i baconfedtet. Afkøl. Rør kødet med salt og tilsæt resten af ingredienserne. Tilsæt evt. mere øl. Farsen skal have en lind konsistens, så den kan presses igennem sprøjteposen. Skyl tarmen i koldt vand, og sæt den på sprøjteposen. Kom kødet i posen og fyld forsigtigt tarmen. Man skal være to til det. Det er lidt besværligt, men hyggeligt og sjovt. Form tarmen undervejs til pølser af ca. 10 cm ved at vride dem rundt, så du får en slags pølsekæde. Slå knuder på enderne og stik små huller i skindet med en kødnål. Sæt en gryde vand med 1 spsk salt på blusset, og pocher pølserne i ca. 10 min. Tag dem op og klip dem fra hinanden. Steg dem i olie på panden, til de er gyldne. Er der fars til overs, så lave en flok lammedeller – de er super til frokost dagen efter. Krydrede lammepølser kan købes hos arabiske slagtere, hvis du ikke orker at lave dem selv.

Mangodip
1 stor, moden mango
1 lille, hakket løg
1 fed hakket hvidløg
1 spsk sojasauce
en lille håndfuld mynteblade

Rist løg og hvidløg på panden i lidt olie. Afkøl. Blend mangokødet med løgene, lidt soja og myntebladene – gem et par blade til pynt. Bland evt. lidt yoghurt natural i.

Pikante muslinger
1 kg blåmuslinger
4 cm skrællet frisk ingefær i skiver
4 fed hvidløg i skiver
1 spsk. friskhakket koriander
1/2 spsk. olivenolie
1 hakket rød chili
1 spsk. sojasauce
1 dl vand
1 boullionterning
2 dl hvidvin
1 citronskive

Muslinger skal stå ca. 15 min. i koldt vand tilsat salt. Skyl dem derefter i flere hold koldt vand og kassér de muslinger, som ikke lukker sig ved at blive banket let i køkkenbordet.
Ingefær, hvidløg, chili og koriander svitses et kort øjeblik i olie. Sojasauce, vand, bouillonterning og vin tilsættes. Kog lagen op og tilsæt muslinger og citronskiven. Det hele bringes i kog igen og koger under låg ved svag varme i ca. 10 min., til alle muslinger har åbnet sig. NB! De muslinger, som ikke åbner sig, kasseres. Muslingerne køles af, pilles ud af skallerne og serveres i en skål med lidt af kogelagen.
Kan du ikke nå alt det hjemmelavede, er muslingerne en af de ting, som du kan snyde med. Køb et par dåser mejillones en escabeche picante, og anret dem fint. Men husk at fjerne dåserne, så du ikke afslører dig selv.

Spansk sushi
6 conchas finas
1 lille kop paellaris
safran
1 peberfrugt ”Añora” – lille, rød, rund og krydret
citronbåde

Kog risene med safran og peberfrugten, som du har skåret et kryds i toppen af. Først for nylig fandt jeg ud af, at det er det, som disse små runde ting, skal bruges til: Det giver en let krydret smag til risene. Lad risene køle af og fyld en skefuld i en halv concha-skal. Læg dyret oven på, dryp lidt citron over og lad gæsterne spise denne lækkerbidsken direkte af skallen.

Ande-pinchos
2 andebryster skåret i tynde skiver
18 perleløg
saften fra 3 appelsiner og skallen fra samme i tynde strimler

Begynd med at fritte appelsinskallen i rygende varm olie – det skal kun have ca. 10 sekunder. Læg de frittede skaller på et stykke køkkenrulle og læg spydene på panden – and og løg skiftevis. Vend ofte, og andret spydene med appelsinskal-fritterne drysset over.

Paté Catalana
Jeg ved godt, at franskmændene tror, at en karameliseret topping er deres idé (brullé), men hvad med “vores” crema catalana? Det kan da sagtens være, at den kom først…

500 g kyllingelever
1 hakket løg
5 ansjoser i olie
1 håndfuld kapers
1 glas rødvin

Rist løgene gyldne i lidt olie og tilsæt leverne. Lad dem stege, til de er brune. Tilsæt ansjoser og kapers og lad dem stege med i ca. 5 minutter. Hælp et glas rødvin på panden og lad det koge ind, til der kun er ca. 3 spsk væde tilbage. Blend forsigtigt – det skal ikke være flydende.
Fordel massen i små portionsforme og drys et fint lag sukker over. Find gasbrænderen frem og brænd til sukkeret er smeltet og er gyldent. Har du ikke en gasbrænder, så køb en – den får du tit brug for, når du har prøvet denne version af juleleverpostej fremfor Stryhns med champignoner. Du kan selvfølgelig også grille patéerne forsigtigt øverst i ovnen. Lige inden sukkeret stivner helt, kan du til fordel for det kunstneriske indtryk stikke et kristjørnblad eller en granvkist i.

Slut af med kaffe og en god turrón. Ligesom med alt andet hænger pris og kvalitet også sammen her. Man kan selvfølgelig selv lave turrón, men det kan faktisk ikke anbefales.

Buen provecho y feliz navidad.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.