Det danske magasin i Spanien

Som et ægte maj barn er det denne her årstid, jeg holder mest af. Jeg kan slet ikke få nok af at nyde den årlige tilbagevendende farvepalet, naturen skænker os efter vinteren.

Men for en del mennesker er forårsmånederne, den tilbagevendende årstid, der er fyldt med en mase ubehag i form af sæsonbetinget pollenallergi, også kaldet allergisk rhinitis, med angreb af pollen fra træer, buske, og græsser, der som regel starter i februar og kan vare helt til september.

Kroppen hos pollenallergikere reagerer på ting, der ellers er normale.

Sæsonbetinget allergi overfor pollen er lokaliseret til slimhinderne i de øvre luftveje og øjnene.

Symptomer

Symptomerne kan være mange næsten som fra en stærk forkølelse med røde, kløende øjne, kløende næse og mund, løbende eller dryppende næse, nysen, hvæsende vejrtrækning og tør hoste, samt ofte med hovedpine og stor træthed.

Tilhører du ovennævnte gruppe, må du tage godt vare på dig selv. Tilstanden kan evt. udvikle sig til astma, ligesom mange hjertepatienter føler sig belastede i denne periode. Der har været adskillige undersøgelser, der viser flere tilfælde af hjerteanfald i forbindelse med en pollenallergi i pollensæsonen, specielt i månederne maj og juni, hvor græspollen som regel er på sit højeste. The American Heart association advarer deres hjertepatienter om at tage ekstra vare på sig selv i den tid. 

Immunsystemets reaktion

Den sæsonbetonede allergi er immunsystemet, der er gået grassat. Immunsystemet ser pollen, støv og lignende på samme måde, som det ser bakterier og virus som trusler, den skal af med.

Så når du indånder disse pollen, der er så små, at de svæver rundt i luften, begynder reaktionen således, at mastcellerne i næse og øjets slimhinder frigør histamin når pollen  kobles til IgE på mastcellens overflade. Histamin fremkalder derefter en inflammation i slimhinderne og således opstår symptomerne.

Det regnes med at ca. 20% af folk med pollenallergi senere udvikler astma.

Det er normalt for de fleste af os at have nogen inflammation i kroppen, men når det drejer sig om en rimelig stærk pollen allergi, er det nødvendig at du passer på dig selv og reducerer inflammationen bedst muligt både alment, men også af hensyn til dit hjerte og kredsløb, samt forebyggende for udvikling af astma. 

Kosten

Spis godt og nærende. Sukker, hvidt brød og pasta er medvirkende til at nedbryde dit immunforsvar.

For at opbygge et godt immunforsvar må du holde dig til god og nærende mad. Spis friske og økologiske råvarer. Den økologiske mad er fri for pesticidrester, og andre kemikalier, der har en negativ indflydelse på dit helbred. Det er min fornemmelse, at vi bliver gladere og mere stabile i vores daglige liv ved at spise økologisk.

Undgå forarbejdet og præfabrikeret samt al raffineret mad og dårlige fedtstoffer.

Det allerbedste du kan gøre er at sørge for at din mad overvejende består af økologisk frugt og grønt, fisk og økologisk kød samt gode fedtstoffer. F.eks. en god olivenolie og Omega-3/Omega-6 olier samt drik vand af god kvalitet. 70% af os består af vand. Så drik et par liter om dagen. Det holder næringsstoffer opløst og transporterer affaldsstoffer væk. Eva Lydeking skriver i sin bog ”Ny Næring” at vand løsner, aktiverer og kærtegner cellerne. Husk på vi er næsten lavet af vand. Spis godt med frø og nødder. Lad også gerne løg være med i din daglige kost. Løg indeholder især et bioflavonoid Quercetin, der er godt mod pollenallergi.

Drik gerne brændenældete. Det er godt mod høfeber.

Vi lever i et land med den skønneste og sundeste olivenolie. Jeg anbefaler at købe en rigtig god kvalitet, og tage mindst 2 spiseskefulde dagligt ren eller i maden.

Olivenolie er god ved alle former for inflammation. Den er også rig på antioxidanter, og mange videnskabsfolk mener, den også skærer ned på gener, der fremmer inflammation.

Brug olivenolien til salater, sovser, alle former for grønsager. Kun fantasien sætter grænser.

Krydsreaktioner med maden

Lider du af pollenallergi, kan du evt. have krydsreaktioner med visse madvarer. Dvs. at du kan få allergiske symptomer, når du spiser visse fødevarer af frugter, grønsager nødder og krydderier.

Når du krydsreagerer med nogle fødevarer, mærker du det som regel som kløe og let hævelse af læberne. Kløen kan evt. mærkes helt ned i halsen eller ud i ørerne. Mærker du pludselig en kraftig hævelse af svælg og hals, skal du selvfølgelig omgående få fat på en læge elle tage til nærmeste skadestue.

Lider du f.eks. af græspollen allergi, kan du måske krydsreagerer på peanuts/jordnødder, appelsin, tomater og ærter.

På dit eget sprog kan du som regel finde et skema med en liste over hvilke fødevarer, der oftest krydsagerer med hvilke træer, buske og planter. I Danmark kan du finde en rulleliste på siden allergi.astma-allergi.dk

Listen er ikke ment som en liste over madvarer, du skal undgå, men en vejledning over madvarer du evt. kan få symptomer fra.

Forslag til forskellige kosttilskud

  • Sørg for som base at få et multivitamin/mineralprodukt af god kvalitet. Mineraldelen må gerne indeholde både molybdæn og zink. Zink er et livsvigtigt spormineral.
  • Suppler med de essentielle olier gerne Omega-3 og Omega-6 i en god kombination. Kæmpenatlys har vist sig, at undertrykke den betændelsesagtige reaktion i slimhinderne.
  • Tag gerne et ekstra tilskud af B vitaminer. B vitaminerne bør tages i en form hvor alle B-vitaminer er tilstede. B6 virker som et antihistamin og kan tages i lidt ekstra styrke. B5 (panthothensyre) styrker binyrerne og modvirker allergi, også her kan styrken øges efter behov. Mangler de to sidste B vitaminer i din krop, forstærkes de allergiske symptomer.
  • C-vitamin er et naturligt antihistamin, der skal tages i ret store doser i pollensæsonen, gerne 1000 mg 2-3 gange dagligt. Tag doserne fordelt over dagen. C vitaminerne virker bedst, hvis de fås med bioflavonoider.
  • Tag gerne lidt ekstra A vitaminer, der styrker slimhinderne. Hvis du er gravid så pas på med ikke at overdosere A vitaminer.
  • Betakaroten kan evt. erstatte A vitaminerne.
  • Tilskud af ekstra kalk og magnesium er også god mod allergi. Magnesium stabiliserer mastcellerne, så de ikke så let frigør histamin.
  • D vitamin beskytter slimhinderne og styrker immunforsvaret.
  • Hvidløgs kapsler kan også være en hjælp.
  • E vitaminer kan, ligesom C vitaminer, sænke blodets indhold af histaminer sammen med andre stoffer der er med til at fremkalde en allergi.
  • Pycnogenol, der er ekstrakt af barken fra det franske pinjetræ Pinus Maritimus, hjælper mange med en sæsonbetinget pollenallergi. Én af mine sønner tager hvert år i pollensæsonen tilskud af Pycnogenol, og er blevet totalt symptomfri. Pycnogenol indeholder en gruppe aktive bioflavonoider som kan forhindre immuncellerne i at udskille histamin, som er det stof der udløser symptomerne ved allergi. Desuden medvirker Pycnogenol også til at forebygge blodpropper.
  • MSM (methylsulfanylmethane) modvirker og reducerer allergiske reaktioner. Virkning af MSM forstærkes hvis du også tager C vitamin.
  • Mange mennesker med en pollenallergi har uorden i deres tarmflora. Hvis du mangler nogle gavnlige bakterier, kan det forværre en allergi. Tag derfor gerne et tilskud af mælkesyrebakterier.
  • Et tilskud af Q10 kan evt. også være en hjælp.

Tips

Er du pollenallergiker, skal du ikke lige gå ud at slå græsplænen. Nyslået græs kan udløse en høfeber. Hold dig mest mulig indendørs eller ophold dig på eller tæt ved havet hvor der ikke er så meget pollen. Hold vinduer og døre lukkede. Der er vigtigt, at holde vinduerne lukkede om natten, da der især er stor frigørelse af pollen tidligt om morgenen. Har du været ude, så skift tøj og tag et brusebad, når du kommer ind.

Du kan i mange tilfælde have gavn af at få behandlinger hos en zoneterapeut eller akupunktør. 

Et besøg hos en kiropraktor kan være en god ide.

Undgå alle slimhindeirriterende stoffer. Nogle tåler ikke røg fra grillen, røg fra brændeovne og tobaksrøg. Andre reagerer på stærke dufte f.eks. parfume. Mange, der ikke tåler den syntetiske parfume, tåler godt duften fra de essentielle olier. 

Earthing også kaldet grounding er, hvor du går barfodet i naturen. Måske ikke den bedste ide hvis du har en slem pollenallergi. Men kan du tåle en smule pollen, så gør det. 

Earthing har en helt fantastisk effekt på nervesystemet. Jeg selv er meget glad for det, og praktiserede det, da jeg var på ferie. Hver dag gik jeg barfodet ture i vandkanten og senere i haven, hvor der var sand. Det var en vidunderlig fornemmelse, og jeg mærkede det tydeligt på mit kredsløb.

Hvorfor jeg nævner det i sammenhæng med en pollenallergi er, fordi pollenallergikere ofte føler sig fysisk miserable, lidt irritable og utålmodige overfor deres omgivelser, hvilket kan medvirke til en unødvendig stress. Her hjælper Earthing  til at reducere stressen.

Louise Hay skriver om høfeber: 

Følelsesmæssig tilstopning. 

Frygt for det formelle. 

Af Anni Dahms

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.