Tilsammen dækker Spanien og Portugal den iberiske halvø og selv om man så skulle tro, at de to lande dermed var ret ens, så er det en stor misforståelse at tro det. For Portugal har helt sin egen charme og karakter, det er som om at landet endnu ikke har mistet sin uskyld og det fremstår som mere oprindeligt og ægte, mindre moderne og mere uberørt og øde. Landet er lidt mere end dobbelt så stort som Danmark og har ca. 10 millioner indbyggere. Men da over halvdelen af disse bor i de to største byer Lissabon og Oporto, er store dele meget øde og mennesketomme. Vi starter vores tur i den spændende kystby Nazaré.
Der er ca. 400 km. fra Málaga til byen Beja (overnatning), og det er den rute vi tager for at komme til Nazaré. Nazaré ligger 125 km. nord for Lissabon og byen har en flot beliggenhed ved en fantastisk sandstrand og 15.000 indbyggere. Oprindeligt var byen en fiskerby og der fiskes stadig, men i dag har turismen og især surferne sat deres præg på byen.
Dengang byen kun levede af fiskeri, var det et stort mysterium, hvorfor så mange flere fiskere druknede her end i de andre fiskerbyer langs med Portugals vestkyst. Men på et tidspunkt fandt man ud af, at det skyldes en helt speciel undervands geografi lige ud for stranden. En mægtig undervandsslugt ender lige der, hvor stranden ligger, og det er ikke bare en lille undseelig slugt, men én der er 235 km lang og 5000 m. dyb – eller næsten tre gange så dyb som Gran Canyon. Når vandet fra Atlanterhavet presses ind i denne slugt og får drøn på, når det stormer, opstår der nogle enorme bølger, når vandet rammer den nordlige klippe hvor fortet og fyrtårnet står. Ja, faktisk er det verdens største bølger der opstår her, og de er højere, tungere, stærkere og mindre forudsigelige end noget andet sted på kloden. Der er ikke noget at sige til, at de er svære at styre en lille fiskerbåd på, så derfor er Nazaré et farligt sted at fiske.
Men mens verdens største bølger kan afskrække fiskere er det guf for verdens vildeste surfere. Siden Nazaré blev opdaget af surfere for omkring 10 år siden, er verdens vildeste surfervovehalse flokkedes til byen for at ride på disse monsterbølger, der kan blive 25 m. høje. Hawaii, Californien og Klitmøller (Cold Hawaii) kan alle gå hjem og lægge sig for intet kan måle sig med bølgerne på Nazarés nordstrand. Nordstranden blev rigtigt kendt da Garreth McNamara fra Hawaii i 2011 kom i Guinness rekordbog da han surfede på en 23,77 m. (78 fod) høj bølge. I 2017 red brasilianeren Rodrigo Koxa på en bølge der var 24,38 m. (80 fod) høj, men i Nazaré håber man snart at kunne surfe ”The 100 foot wave” også kaldet ”Big Mama”. Og hvis sådan en bølge vil opstå et sted så bliver det utvivlsomt i Nazaré.
Prøv at se dette klip af Koxa på monsterbølgen: https://www.theguardian.com/sport/video/2018/apr/30/rodrigo-koxa-rides-biggest-wave-ever-surfed-video
Surferen er blot en lille prik på bølgen og hvordan han holder sig stående på brættet er en gåde. At det er farligt siger sig selv og stort set alle disse surfere har haft alvorlige uheld: brækkede ankler, rygge, arme, ben – you name it. Livsfarligt er det, men åbenbart så attraktivt, at man gerne risikerer liv og lemmer for dette ”rush”, og til dato har alle heldigvis overlevet. Særligt fantastisk er det, hvis man kan komme til at surfe inde i den tunnel, der opstår, når bølgen kammer over. I nogle få sekunder kan man opleve at stå omgivet af vand på alle sider og samtidig blive løftet afsted af en enorm kraft. I surferkredse hedder tunnellen ”the barrel” – tønden, og Garreth McNamara har kaldt et af sine børn for Barrel!
Normalt padler surfere ud på havet med armene, men på den måde kan man ikke komme op på monsterbølgerne, så surferen bliver trukket ud på bølgen af en jetski med en anden meget erfaren surfer ved rattet. Det er ikke noget man bare lige kan gøre. Men når surferen bliver ”sat af” på det rigtige sted på bølgen, så er det man kan se en person ude på de vilde vover.
Vi ankom til Nazaré om eftermiddagen og checkede ind på vores hotel Praia, 100 m. fra sydstranden. Stranden er over to km. lang og meget bred med fint gult sand, så selvfølgelig er den attraktiv, men der er næsten ingen der bader. Hvorfor nu det? Det er fordi vandet er hundekoldt pga. den kolde havstrøm, der løber hele vejen ned langs med Portugals vestkyst.
En tandhjulsbane (funicular) går fra stranden op til den klippekam, der adskiller Nazarés to strande: sydstranden og nordstranden. Oppe på kammen ligger den bydel der hedder Sitio, og for enden af den ligger fortet med fyrtårnet på en klippespids. Det er her man med fordel kan stille sig op i vildt vejr og observere monsterbølgerne, som mest kommer ind på nordstranden.
I gamle dage var Nazaré død om vinteren, men nu er byen livlig hele året, for det er fra oktober til marts at man kan opleve de største bølger. Det betyder dels, at de vilde surfere indfinder sig i slutningen af oktober og med dem kommer der tilskuere og nysgerrige, der bare vil opleve det helt fantastiske syn af bølger der er højere end et otte etagers hus.
Vi besøgte Nazaré i starten af oktober og da det var før surferne med entourage indfandt sig, var der ikke overfyldt. Vi besøgte fortet, hvor der er nogle udstillinger af surfbrætter samt spændende fotos af surfere i aktion. Det var roligt vejr, så desværre så vi ingen monsterbølger.
Fra fortet går en sti, som ender i trapper, ned til nordstranden, så den må vi prøve. Nede på den mennesketomme strand sætter vi os i sandet og beundrer bølgerne der kommer brusende ind fra Atlanten. Det er fascinerende bare at sidde der og betragte disse voldsomme vandmængder, der kommer brølende ind på stranden. Og selv om de var relativt små, var vi helt tryllebundet.
Det var spændende at besøge Nazaré og opleve denne fordums fattige fiskerby, som nu emmer af velstand takket være dens status som planetens surfer trækplaster.
Man kan se en vild surfervideo fra Nazaré her: https://www.redbull.com/cl-es/sessions-nazare-olas-gigantes-surf-1-marzo-2017-video
En lille times kørsel (63 km.) fra Nazaré ligger byen Fatima, som i dag er Europas næststørste valfartssted for katolikker næst efter Lourdes i Frankrig. Byen blev kendt da Jomfru Maria i smukke hvide gevandter viste sig for tre hyrdebørn den 13. maj 1917 og derefter hver den 13. i måneden indtil oktober 1917, hvor hun viste sig for sidste gang. Ved den sidste visning var der 70.000 mennesker der overværede dette syn, som senere blev kaldt ”El milagro del sol”.
De tre børn Jacinta, Lucía og Francisco var ude og vogte familiens får, da Maria pludselig viste sig ved et træ tæt ved en lille hule. Hun formanede børnene om at de skulle bede hver dag for alle syndere og for paven. Jacinta og Francisco døde af tuberkulose få år efter synet, men Lucía blev nonne og levede til 2005. Alle tre ligger begravet inde i den store kirke, som stod færdig i 1928 og som i dag er centrum for disse pilgrimsfærder.
Foran kirken ligger der en enorm plads og til venstre ligger et mindre kapel, bygget på det sted, hvor åbenbaringerne fandt sted. Her er der konstant messe og bøn, og selv om der var relativt få besøgende den dag, vi var der, var kapellet næsten fyldt med tilhørere. Inde i kirken kan man se de tre børns grave samt altertavlen, hvis motiv afspejler begivenheden. Her har man dog lige fået tilføjet en katolsk præst, for der skal jo helst være præster til stede ved sådanne store åbenbaringer – også selv om der ikke var det!
En del mennesker benytter besøget i Fatima til at gå bodsvandring på knæene fra pladsens start og ind i kirken. Det er en vandring på ca. 4-500 m. og det er naturligvis hårdt for knæene, men i dag havde alle de pønitenter vi så knæbeskyttere på.
Der hviler utvivlsomt en særlig stemning over dette sted, og et besøg er absolut at anbefale. Ikke mindst fordi man nu også kan besigtige den nye kirke med plads til 6000 tilhørere, der er bygget i den modsatte ende af pladsen. Hvert år besøger omkring 7 millioner mennesker Fatima og det er et fascinerende sted.
Efter Nazaré skal vi videre til Arouca og Europas længste hængebro. Læs videre i næste nummer af La Danesa.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001
Please share your location to continue.
Check our help guide for more info.