Det danske magasin i Spanien

Branchen med den høje dumpe-procent, nogle skruppelløse
sydeuropæiske klubber, krisestemningen og løbende afregning
 

Den ene sidder ivrigt søgende på internettet, den anden går evigt vandrende rundt snakkende i en mobiltelefon og den tredje kommer valsende ind i foyeren med en gavepose til sin kone. Vi er på Hotel Melia Dinamar i Marbella, hvor de tre fodboldagenter har booket sig ind i et par døgn.
Det er Michael Johansen, Lars Skjøth og Niclas Jensen. Sidstnævnte på sin første rejse udi faget efter en lang og glorværdig fodboldkarriere – og alle arbejder de for Danmarks største agent- og rådgivningsbureau First-Artist Scandinavia med den garvede Karsten Aabrink i spidsen, 65 senior- og 20 ungdomsspillere i deres stald og 20-30 spillerhandler om året. 30 af spillerne er på landsholdet i deres respektive hjemlande.
Den økonomiske krise har også ramt dem. Udbuddet af spillere er enormt, mens efterspørgslen er lav i klubberne, hvis regnskaber er blodrøde. De fleste har ikke penge til nye spillere. Markedet melder om næsten-stop for spillerhandler. Stemningen er mat. Og 1. september trækker Karsten Aabrink sig. Efter 13 år i branchen vil han prøve noget nyt.

Firmaet har til huse på Tuborgvej i Hellerup med medarbejderne rejsende overalt i verden.
Årsomsætningen oplyses ikke. Den indgår i koncernregnskabet for First-Artist Corporation Plc., der er noteret på Børsen i London, England.
First-Artist Scandinavia erklærer, at det har en åben pressepolitik og gerne står til rådighed.
”Dog beder firmaet om forståelse for, at der vil være oplysninger, som vi i forhold til vores klienter ikke kan udtale os om”, hedder det i dets programerklæring.
”Hvilke?”
”Spillernes lønforhold og transferforhandlinger ønsker klubberne som regel fortrolighed omkring og det respekterer vi.”
”Jamen, slige forhold omtales jo ofte i pressen med angivelser af spillernes overgangssum og løn?”
”Ja, men sådanne oplysninger kommer aldrig fra os. Vi reagerer ikke på spørgsmål herom. Så de må komme fra anden side. Nogle gange er tallene ramt og andre gange helt hen i vejret”.
Det er Michael Johansen, der svarer. Han er bl.a. agent for danske Patrick Mtiliga i Málaga CF og er på Costa del Sol sammen med Lars og Niclas for at se Patrick spille og høre til, hvordan han trives i det spanske, ligesom de besigtiger hold og knytter kontakter til udenlandske klubber i træningslejre på Kysten. Målene er camps i såvel Cádiz, Jerez som Marbella og La Cala.
For Patrick og Niclas var det et særdeles glædeligt gensyn. De spillede i sin tid sammen i B 93 om end Patrick dengang hørte til ”rekrutterne”, fortæller Niclas med et smil.

Er blevet snydt
Disse fodboldens købmænd tilhører en branche, der igennem mange år var meget mystik omkring. ”Mister 10 %” kaldtes agenterne i den tid, hvor stort set ingen var registreret. Først i nyere tid har det internationale fodboldforbund FIFA krævet eksamen og licens for at kunne virke i denne branche med handel med mennesker. De sorte penge er blevet færre og bestikkelse mere og ukendt, selvom trænere stadig kan fortælle om tilfælde, hvor de tilbydes penge af en agent for at købe netop en af dennes spillere.
”Vort princip er, at vi lønnes af klubberne. 5-10 % af spillerens faste månedsløn. Summen falder løbende i kontraktperioden”, fortæller Lars. ”Og det er slet ikke den del, vi starter med i forhandlingerne. Vi kommer i sidste ende. Først når spilleren signerer, aftales vort honorar med den pågældende klub. Men i dette game ved alle parter, hvad det drejer sig om”.
”Er I aldrig blevet snydt?”
”Det er hændt, men meget, meget sjældent”, røber Michael.
”Af hvem?”
”Vi har det princip ikke at hænge klubber ud, men efter sådan et tilfælde arbejder vi aldrig mere med den klub”.
”Så jeres arbejde fungerer altså på den måde, at I ved kontrakt binder en spiller til jer, hvorefter I har forhandlingsretten for denne i interesserede klubber og det udelukkende er klubberne, der afregner med jer?”
”Præcis. Og reglerne for spilleragenter siger, at vi kun må tegne kontrakt med en spiller for to år. Her op til skal den så genforhandles eller opsiges af en af parterne. Så vi er hele tiden i marken for at finde nye emner. Ikke mindst gennem vores scout (talentspejder, red). Vor primære opgave er herefter kontakter til de europæiske klubber, at blive opmærksom på deres behov og vurdere om vi i vor stald har emner, der passer dem”.

Nej til spillere og klubber
”Og spillere henvender sig vel også til jer?”
”Ja, heldigvis. Men det er ikke alle, vi siger ja til. En del spillere får afslag fra os, men så kan de jo forsøge sig hos andre agenter – hvad de som regel også gør. Vi fastsætter et vist niveau, såvel spillemæssigt som menneskeligt”, fortsætter Michael. ”Når vi i forhold til spillerne lægger så stor en service for dagen, som vi gør, følger der også nogle forpligtelser med. Spillerne skal gå 100 % ind for sagen og opføre sig ordentligt”.
”Og så er der klubber, I ikke vil arbejde sammen med og afsætter spillere til?”
”Ja bestemt”, fortæller Lars. ”Det drejer sig om de skruppelløse af slagsen, som hovedsagelig findes i Tyrkiet og Grækenland. Kun hvis der er tale om veletablerede topklubber i disse lande, kan vi på vegne af vore spillere være interesserede. I de øvrige sker det ofte, at spillerne pludselig ikke får løn, og at lys og vand lukkes i den bolig, de er blevet stillet til rådighed. Sådanne risici vil vi ikke byde vore spillere. Men retfærdigvis skal det nævnes, at danske spillere som Jess Høeg, Rene Henriksen og Brian Steen Nielsen havde gode år i topklubber i disse lande.”

Vi er kammerater
”I taler om servicering af jeres spillere. Hvad går den egentlig ud på?”
”At tingene er i orden i den nye klub, de skal tiltræde i – såvel økonomisk som ledelsesmæssigt. De står jo i et fremmed land, hvortil omstilling kan være vanskelig”, beretter Lars. Vi støtter og opmuntrer dem. Med vores livserfaring med store beslutninger som en væsentlig del af jobbet står vi som gode sparringspartnere for vore spillere. Selvfølgelig skal de også bevise, at de kan klare sig selv. Det er modgang, der hærder dem.
Er de ikke på holdet, er det ikke os, der kan vende udviklingen. De skal selv kæmpe sig tilbage og bevise, at professionel fodbold er gamet for dem. Men vi er der for støtte – en slags psykologisk, socialt arbejde. Følelserne er med. Vi ser på alle vore folk som kammerater.
Vi elsker fodbold og glæder os, når det går dem godt. Og det gør det heldigvis som regel”, stråler Lars.

Karantæne og bøder
”Og så lidt om de brådne kar blandt agenter?”
”De findes jo stort set i alle brancher, hvor penge er impliceret,” konstaterer Michael og Lars.
Men med de skærpede krav fra FIFA bliver tilfældene færre og færre. Og når de forekommer, idømmes såvel karantæne som bøder til synderne.
”Mange drømmer om at blive fodbold-agent, men kun de færreste opnår licens. Da vi gik op til eksamen dumpede ikke mindre end 13 ud af 15!
I Danmark kører disse skriftlige eksamener af to timers varighed på engelsk. I andre lande som Tyskland og Holland på eget sprog, så også af den grund er det vanskeligere at bestå i Danmark”.
Som det seneste skud på agent-stammen i First-Artist Group lytter Niclas på og kommer med input fra erfaringer i sin egen glorværdige og netop afsluttede professionelle fodboldkarriere.
Han bestod agent-eksamenen i april og tager nu for alvor fat med England og Tyskland som special-områder, men både han og Michael og Lars ser en udfordring i af få flere danske spillere til Spanien.
Trods krisen!


First-Artist Scandinavia
Firmaet er et af Skandinaviens største inden for rådgivning af professionelle fodboldsspillere.
First-Artist Scandinavia A/S blev grundlagt i 2006 og er et datterselskab i den engelske koncern First-Artist Corporation, der blev stiftet i 1992 med hovedsæde i Wembley, London.
First-Artist Scandinavia er en videreudvikling af Tempo Management, der blev skabt i 1998. I 2001 skiftede Tempo Management navn til Proactive Sports Group Plc., og fem år senere blev dette firma en del af First-Artist Corporation, der har næsten 200 ansatte.
Den daglige ledelse forestås af Kim Wolstrup.
Firmaets erklærede hovedaktivitet: Personlig rådgivning af elitefodboldspillere.

Aktørerne:

Karsten Aabrink
Medstifter af firmaet og agent – stopper 1. september.
Tidligere træner i 2. divisionsklubberne B 93 og Greve og assistenttræner for Morten Olesen og Ebbe Skovdahl i Brøndby.
Uddannet smed med senere drift af vinduespudservirksomhed sammen med sin far.
Sammen med fem andre købte han i tidernes morgen FC København, hvor han var administrerende direktør.
Han har spillet fodbold, men det var som ishockeyspiller, han slog igennem. Det blev til ca. 300 kampe for Herlevs divisionshold.
Han bor i Frankrig sammen med sin hustru og to døtre, og er den mest kendte i branchen i Danmark.

Michael Johansen
Har været agent og rådgiver siden 2004.
Spillede som aktiv i klubberne Rosenhøj BK, KB, B 1903, FC København, fem år i Bolton Wanderes i England og sluttede i AB. Opnåede to kampe for det danske landshold og havde fem gode år i Bolton.
Som agent var han i 2006 udstationeret i et halvt år i England og arbejder tæt sammen med det engelske kontor i Wembley.
Han er uddannet som forsikringsmand i Codan, og bor sammen med sin hustru og to børn i Greve.
Er agent for bl.a. Patrick Mtiliga i Málaga CF.

John Sivebæk
Har været agent og rådgiver siden 2003.
Spillede som aktiv i klubberne Vejle Boldklub, Manchester United i England, St. Etienne i Frankrig, Monaco og Pescara i Italien, igen i Vejle Boldklub for at slutte i AGF.
Han opnåede 87 kampe på det danske A-landshold og var med til at vinde EM i Sverige i 1992.
Han er uddannet i Vejle Kommune, hvor han bl.a. arbejdede i økonomi- og skatteforvaltningen, og blev senere medindehaver og administrerende direktør i kontorforsyningsfirmaet Severin Wulff A/S.
Bor i Vejle sammen med sin hustru og deres yngste søn. Deres ældste søn Christian spiller for FC Midtjyllands Superligahold.

Lars Skjøth
Har været agent og rådgiver siden 2000.
Han har været ungdomstræner og spillet Danmarksseriefodbold for Herlev og enkelte kampe på Glostrup IC 2. disvisionshold.
Var i fem år salgschef i FC København og en årrække i bestyrelsen for ishockeyklubben i Herlev.
Han er uddannet civiløkonom og har endvidere været ansat som sælger i Oce Danmark, driftschef i ISS og salgschef i Pefection.
Lars er bosat i Dusseldorf i Tyskland og har tidligere boet i Portugal, hvor han arbejede for First-Artist Scandinavia. Nu er hans primære område tyske klubber, men han samarbejder også med en del portugisiske og spanske klubber,

Niclas Jensen
Nyudnævnt agent og rådgiver.
Stoppede med udgangen af 2009 sin aktive karriere som fodboldspiller, da hans kontrakt med FC København udløb.
Han nåede at repræsentere følgende klubber:
B 93, Lyngby FC, PSV Eindhoven i Holland, FC København, Manchester City i England, Borussia Dortmund i Tyskland, Fullham i England og afslutningsvis som 35-årig FC København.
Det blev til i alt 62 kampe på det danske landshold under ledelse af Morten Olsen.
Niclas Jensen er bror til landsholdsspilleren Daniel Jensen, Werder Bremen, og bor sammen med sin hustru og tre børn i København.
Uddannelse: Fodboldspiller.

Kim Wolstrup
Administrerende direktør og scout/ talentspejder.
Karrieren som divisionsspiller startede han i Glostrup IF. Derefter skiftede han først til B 93 og senere til Brøndby IF.
Han var central midtbanespiller, men måtte som 23-årig stoppe fodboldspillet på eliteniveau på grund af dårligt knæ.
Kim Wolstrup blev som 24-årig træner for Jægersborg og førte senere Skovshoved op i 2. division. Før han kom til First-Artist Scandinavia bestred han direktørjob i adskillige Intersportsforretninger i Københavns-området og oparbejdede en stor ledelseserfaring. Ejer nu selv en forretning i Holte.

Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.