Intet universalmiddel mod økonomisk nedgang

I de seneste måneder har regeringer rundt om i verden forsøgt at finde den optimale kurs for at styre den globale økonomi ind i et holdbart opsving. Trods forsøg på at virke enige udadtil, har regeringerne klart forskellige holdninger til, hvordan det bedst kan gøres. Valget står i bund og grund mellem at øge eller nedbringe de økonomisk stimulerende foranstaltninger. Uenigheden afspejler ikke kun forskelle mellem de forskellige nationale økonomier, men også de tiltag, der kræves for at genoplive dem.

Et godt eksempel er forskellene mellem den amerikanske og tyske økonomi. Den amerikanske økonomi er kendetegnet ved at være meget afhængig af kredit. De amerikanske forbrugere bruger typisk deres indkomst. I hvert fald historisk set har det sjældent været på tale at holde igen med forbruget. Og kan indkomsten ikke dække forbruget, låner de amerikanske forbrugere typisk resten af pengene. De tyske forbrugere er på den anden side generelt tilbøjelige til at spare op, indtil de har nok til at købe de forbrugsgoder, de ønsker sig, og låner som regel kun til større ting som fast ejendom eller en ny bil.

Dette kan muligvis ligne en generalisering, men de officielle tal bekræfter en overordnet forskel mellem forbrugeradfærden i USA og Tyskland (opsparingskvoterne i USA og Tyskland er hhv. ca. 4% og 11,6%, mens forbruget i procent af BNP er hhv. ca. 71% og 57%). Der er faktisk mange fundamentale forskelle mellem de to økonomier. For eksempel tegner eksporten sig for mere end 40% af BNP i Tyskland, men kun 13% af BNP i USA.

Hvad der virker for den ene, virker ikke for den anden
I lyset af de mange forskelle, er det meget usandsynligt, at en fælles politik kan bruges til at stimulere begge økonomier. Når man betragter den aktuelle situation i et historisk perspektiv, kan det måske for USA give mening at styrke forbruget, da amerikanske forbrugere tidligere har reageret positivt på penge- og finanspolitiske lempelser. Men for tyskerne, hvis økonomiske historie er markant anderledes end amerikanernes, er det simpelthen utænkeligt på denne måde at udsætte regnskabets time og forvente at kommende generationer betaler regningen for tidligere generationers overdrevne forbrug. Og givet den seneste relative bedring i den tyske økonomi ser det ikke ud til, at der er brug for flere stimulerende tiltag lige nu – selvom (primært amerikanske) økonomer, der er tilhængere af Keynes, på det strengeste advarer om, at manglen på sådanne tiltag kan kaste landet ud i en double-dip recession.

Så selvom vi har en global økonomi, er det vigtigt at holde sig for øje, at den består af forskellige nationale økonomier, der i hvert fald når det gælder forbruget, i bund og grund styres af forbrugernes forskellige adfærd (socialt, moralsk, religiøst), hvilket igen former de overordnede nationale forbrugsmønstre. De enkelte økonomier udvikler sig ikke synkront (de har aldrig gjort det og vil sandsynligvis heller ikke gøre det), trods påvirkning fra andre kulturer, herunder USA og Storbritannien, og en hidtil uset økonomisk sammenhæng i globaliseringens navn.

Individuelle løsninger
Fordi nationale og regionale økonomier i sagens natur ikke er synkrone, vil en fælles politik i sidste ende ikke kunne gennemføres i et globalt perspektiv. Nogle økonomier vil måske reagere på en hvilken som helst politisk kurs, der indføres, mens andre måske fortsat vil skrante eller ligefrem forværres. I stedet for at forsøge at finde en universalløsning for at opnå et globalt opsving burde regeringerne anerkende forskellene mellem nationale og regionale økonomier og blive enige om at implementere de mest hensigtsmæssige og effektive tiltag i hvert enkelt tilfælde.

www.nordeaprivatebanking.com.