Costa del Sol forever

Sammen med Tjæreborg Rejser startede Spies Rejser en afgørende epoke i dansk rejsekultur. Charterrejserne til Spanien blev født i 60’erne og udviklede sig sammen med de kuriøse grisefester op gennem 70’erne. La Danesa har mødt to friske damer, der kan fortælle om dengang og ikke mindst give et billede af, hvordan rejsekutymen har ændret sig frem til i dag, hvor flere og flere tager på rejser til fjernere dele af verden. Og alligevel strømmer nordboerne også stadig til Costa del Sol for at finde sol og varme samt fred og ro kun godt tre timers flyvning fra Danmark.
Det er eftermiddag, en lemon- og en appelsinvand er sat frem, og jeg vil læne mig tilbage i sædet og lade damerne fortælle om deres syn på den altid foranderlige rejsekultur.
Der var engang… Sådan begynder enhver eventyrfortælling, og sådan er det også i denne sammenhæng. Der var nemlig engang, hvor det at flyve var et nyt fænomen og kun de absolut mest velhavende fik lov til at udforske dette eventyr. Pludselig bragte rejsekongen, Simon Spies, det at rejse med fly indenfor rækkevidde hos den almindelige dansker. Hr. og fru. Jensen tog ikke længere kun en bustur til Harzen eller i sommerhus i Sverige, nej de steg nu ombord i Caravellen og rejste til Costa del Sol. Horisonten blev udvidet, huden blev skoldet og utallige flamencodukker, plastiktyre og keramikæsler blev bragt med hjem til amagerhylden.
”Dengang tog det seks og en halv time at flyve til Costa del Sol fra Danmark. Det var ikke noget, alle og enhver havde råd til, og så var det nyt og spændende. Ombord på flyet var der megen støj, men maden var trods alt bedre end den er i dag, hvor flyvefisk, rugbrød og små frikadeller er skiftet ud med en benzinstation-sandwich, som man oven i købet skal betale ekstra for,” siger Anna Nava, og Anne Steen Jensen tager tråden op: ”Mont Blanc, som med sine knap femtusinde meter er det højeste bjerg i Alperne, fløj propelflyverne i hvert fald over, men de var ikke oppe i de samme højder, som de store maskiner er i dag”.
Pludselig var det altså muligt for den menige dansker at flyve en tur til Spanien for en overskuelig sum penge, og den sydeuropæiske charme og lokalkolorit tog danskerne med storm. Solen skinnede, strandene var hvide og lumumba’erne på Pepe’s Bar kostede ikke mange pesetas. Det samme gjaldt dagligvarer. ”I de gode, gamle dage, og her taler vi om 1968, kostede en liter mælk 10 pesetas, en liter vin kostede otte og en avis tre. Man kunne sågar få en liter fløde for 20 pesetas, hvis man var heldig,” forklarer Anne Steen Jensen.

Hvordan var det nu, de var, grisefesterne?
Anna Nava og Anne Steen Jensen flyttede til Spanien, da charterrejserne for alvor tog fart. Anna Nava er uddannet skolelærer og kom til Costa del Sol i 1974. I mange år underviste hun spaniere i tysk og engelsk og arbejdede også for Spies Rejser, hvis gæster hun bl.a. bragte til de legendariske grisefester med sangría, pattegris og tyndt øl i rigelige mængder. I dag bor hun i Benalmádena, hvor hun stadigvæk trives i charter- og turistbranchen. I vinterhalvåret freelancer hun nemlig for Kulturrejser, hvis gæster hun tager med på udflugter til Granada, Sevilla, Ronda, Gibraltar og Córdoba.
Veninden, Anne Steen Jensen, kom til Spanien allerede i 1968. Hendes nu afdøde mand, Jørgen Poulsen, havde en restaurant i Benalmádena, som var kendt for at holde grisefester.
“Der kunne være 250 til 400 mennesker pr. grisefest, så der var gang i den. Gæsterne sad ved lange borde opdelt efter nationalitet. Flere generationer husker stadig grisefesterne som virkelig festlige øjeblikke. Alle var velkomne – alle aldre og samfundslag – og så mødte man folk fra andre lande som England, Frankrig, Tyskland, Schweiz og det øvrige Skandinavien. Det var meget spændende og fremmedartet. Det var rejsebureauerne, der arrangerede grisefesterne sammen med restauranterne, mens guiderne solgte idéen videre til turisterne”.
For 35-40 år siden var de danske turister ikke lige så interesserede i at smage på de spanske specialiteter, som de er i dag. Dengang tog man til grisefest for at spise stegt pattegris, kylling, salat og kartofler – og ikke mindst skylle efter med sangría. Anne mener, at turisterne i dag hellere bevæger sig ud i små landsbyer for at smage på mere autentiske, spanske tapas – og gerne sammen med lokalbefolkningen. “Folk tør mere på egen hånd i dag, hvor man under charterrejse-boomet hellere bevægede sig rundt i flok efter en guide med en gul paraply, når man kom til fremmede, eksotiske egne, som Sydspanien var for danskerne dengang. Det tætteste vi i dag kommer på noget grisefestagtigt er vel All Inclusive-rejserne, hvor man foræder sig i en endeløs buffet og fri bar. 70’ernes grisefester var for mange højdepunktet på charterrejsen, hvor det i dag er det faktum, at man kan spise alt, hvad man orker, inkluderet i rejsens pris”.
Ifølge Anna Nava sidestilles grisefesterne med drukfester. Og sådan endte de da også for nogle. ”Vi guider havde plastikposer med i bussen, hvis det skulle gå galt på turen tilbage til hotellerne. Til grisefesterne kunne man smide hæmningerne. Folk fik lidt at drikke, og glemte alt om, at de var pæne, da de kom”. I Danmark var der ikke rigtig nogen vinkultur dengang. Turisterne tog til Costa del Sol, hvor de fik billig rødvin til de løjerlige grisefester, og fik hældt sangría ned i halsen med en særlig langtudet vinkaraffel, mens sceneriet blev foreviget af en fotograf, som bagefter solgte billederne”.
”Det slog altså omgående benene væk under dem,” griner Anna Nava, mens Anne Steen Jensen forklarer om den catalanske flaske med tud: “En Porrón er en karaffel med lang tud, som primært bliver brugt til at drikke vin af. Man drikker af karaflen, uden at den kommer i berøring med munden og i udstrakt arm, uden at spilde. Folk stod i kø for at få lov til at prøve, og det var noget værre svineri. Det kræver lidt tilvænning, men sådan drikker man altså på landet”.

Med smag på kulturen
Selv kaster Anna Nava og Anne Steen Jensen sig ud i hvad som helst, når de er uden for Spaniens grænser. ”Det nytter ikke noget, at du tager din danske madkultur med dig, når du rejser. Det er bl.a. via maden, du oplever landet og dets kultur,” slår Anne Nava fast.
”Når unge mennesker i dag er rygsæksrejsende i fx Sydamerika eller i Asien, spæner de ind på den nærmeste internetcafé, og mødes med ligestillede. Det er altså ikke altid opdagelses-genet, der bliver brugt. Det handler meget om samværet,” mener Anne Steen Jensen, og Anna Nava giver sit besyv med: ”Når unge mennesker er på opdagelsesrejse, spiser de på McDonalds som det første, når de kommer til et fremmed land”.
Uanset om turister i dag spiser velkendt junkfood eller forsøger sig med ristede græshopper og kakerlakker, om de sender et håndskrevet postkort eller orienterer om alle rejsens små og store oplevelser på Facebook, om de drikker sangría og klapper begejstret over lokale småpigers forsøg på at danse sevillanas på torvet eller om de besøger afsidesliggende vingårde for at få det bedste af det bedste og bjergtaget lytter til den ægte flamencos klagende sange, så er turisterne fra nord stadig at finde i busserne fra lufthavnen og ud mod kysten med Paco ved rattet.