Cádiz – en snert af Havana på Europas sydligste spids

Cádiz - en snert af Havana på Europas sydligste spids

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

“What a difference a day makes” sang Ella Fitzgerald, men når det kommer til Cádiz, er jeg nødt til at udvide dette et par årtier. Der gik over 30 år fra mit første besøg, til jeg vendte tilbage til byen. Første gang jeg besøgte byen på interrail i teenageårene, syntes jeg, at det var et meget kedeligt sted med gamle mennesker, men da jeg vendte tilbage mange år senere, opdagede jeg, at Cádiz er en af ​​Spaniens mest fængslende kystbyer!

Cádiz har tiltrukket søfarende i næsten 4.000 år, og selv i dag kommer de fleste besøgende ad vandvejen. Havnen er en populært mellemlanding for krydstogtskibe, hvis passagerer strømmer til hovedgaden for en times ‘power shopping’, før de skynder sig tilbage til deres ventende skibe.

Heldigvis har vi ikke travlt. Byen ligger kun et par timers kørsel fra Ronda, så vi kan ankomme om morgenen, nyde en dag med skaldyr og havbrise og nå hjem inden aften. Men for virkelig at opleve byen, skal du tilbringe en nat, for tusmørket og daggry er de mest magiske tidspunkter på dagen for at beundre denne historiske juvel.

Solopgang over Cádiz havn. Foto © Karethe Linaae

Tidløs silhuet

Uanset om du ankommer med båd, tog eller bil, er gamle Cádiz’ profil næsten uændret siden 1800-tallet. Hverken skyskrabere eller kæmpehoteller ødelægger udsigten. Den smalle tang, der stikker ud i Atlanterhavet, er næppe mere end en sandbanke, så den kan ikke holde til flere og højere bygninger. Det kan ejendomsudviklere sikkert beklage, men det har formentlig været byens redning.

Vi krydser Constitución-broen, som har forbundet Cádiz med fastlandet siden 2015. Det imponerende ingeniørarbejde er en af ​​Spaniens længste motorvejsbroer over vand og faktisk højere end Golden Gate. I modsætning til forgængeren fra 1969, bringer den os næsten direkte ind i den gamle bydel, så man ikke skal køre gennem den nyere og mindre interessante bydel.

De, der elsker en god havbrise, kan stadig ankomme til Cádiz med færge. Fra 1929 tog lokalbefolkningen dampbåden el vaporcito fra Puerto de Santa María til byen. I dag har højhastighedskatamaraner erstattet den ‘lille damper’, men det er stadig en unik måde at opleve Cádiz-bugten på.

Den første mission efter ankomsten er at slippe af med bilen, for forvirringen af ​​smalle gyder, blindgyder og ensrettede gader i det historiske centrum gør kørsel til en prøvelse, og gadeparkering er lige så sandsynligt som at vinde i lotteriet. Derfor stopper vi ved den første ledige parkeringshus efter at have kørt gennem muren  fra 1500-tallet, der markerer grænserne for den oprindelige by.

Fiskebåde ved Playa la Caleta. Foto © Karethe Linaae

Udkig efter handelsskibe og pirater

Engang havde Cádiz 160 tårne, hvor vagter spejdede efter skibe og sørøvere, mens købmænd ventede på deres dyrebare last fra den nye verden. Kommunikationen mellem tårnet og skibet foregik med et flag, således at både destinationen og endda priserne på lasten blev bestemt, inden skibet havde lagt anker.

I dag er der 126 af disse tårne. Torre Tavira, opkaldt efter den oprindelige vagt Don Antonio Tavira, er en af ​​de få, der kan besøges. Det ligger på byens højeste punkt og blev Cádiz’ officielle vagttårn i 1778. Fra toppen har du en fabelagtig udsigt over byen og det omkringliggende hav, især via et såkaldt Camera Obscura spejlsystem, der giver 360 graders udsyn.

Mange af tårnene har interessante historier bag sig. La Bella Escondida, byens eneste tilbageværende ottekantede tårn, siges at være opkaldt efter en fængslet jomfru eller nonne, hvis forældre byggede tårnet for at se deres datter i klostret. Da tårnet hverken kan besøges eller ses fra gaden, er dette stadig et af Cádiz’ mange mysterier.

Udsigtstårnene ved Cádiz havn. Foto © Karethe Linaae

Fra Gadeira til Cádiz på 3000 år

Inden vi går videre, lad os tage en pause på et af byens mange maleriske steder og rejse tilbage i tiden.

Cádiz er så gammel, at dens oprindelse er legendarisk. Ifølge græsk mytologi grundlagde Hercules byen og gav den navnet Gadeira. Derfor pryder den muskuløse gud med sine løver byens våbenskjold. Cádiz betragtes ellers som den ældste kontinuerligt beboede by i Europa. Med en strategisk position mellem Atlanterhavet og Middelhavet er landtarmen blevet besat af fønikere, mauritanere, karthagere, romere, vestgotere, berbere, vikinger, arabere, englændere, franskmænd og den spanske Bourbon-hær, for blot at nævne nogle få.

De første kendte indbyggere var fønikerne, som kom fra det nuværende Libanon i 1104 f.Kr. De kaldte byen Gadir og brugte naturhavnen til at øge europæisk handel ved blandt andet at købe baltisk tømmer, britisk tin og baskisk sølv. Det er over tre årtusinder siden! Man vidste kun lidt om den oprindelige befolkning indtil 2012, hvor de skulle renovere byens dukketeater fra det 19. århundrede og fandt 3.100 år gamle fønikiske gader 9 meter under nutidens gadeniveau. For dem, der vil vide mere, er teatret blevet omdannet til det fascinerende glasgulvsmuseum GADIR.

I 206 f.Kr etablerede romerne en flådebase ved Cádiz, som de odøbte til Gādēs. Vestgoterne tog over i år 410 e.Kr., og et århundrede senere blev byen en del af en byzantinsk spansk provins. Fra år 711 var Cádiz den mauriske Qādis, hvorfra byens nuværende navn kommer. Spanierne tog over i 1262. 300 år senere plyndrede den engelske admiral Sir Francis Drake byen og tog et bytte på 3000 tønder sherry med sig. Mange forsøgte at overtage havnen siden, men det lykkedes ikke nogen, heller ikke Napoleon!

Gulvet i Gadir-museet med føniske gader. Foto © Karethe Linaae

Columbus og Cádiz guldalder

I 1465 var Cádiz en fiskerby med knap 1.200 indbyggere. Så kom Christopher Columbus, og alt ændrede sig. Ved daggry den 25. september 1493 sejlede Christóbal Colón fra Cádiz på sin anden rejse over Atlanten. På denne rejse ‘opdagede’ han Jamaica, Puerto Rico, Cuba og Santo Domingo, og Cádiz var derfor pludselig på alles læber.

Uden for den ydmyge kirke San Juan de Dios er en plakette til minde om Columbus’ to transatlantiske rejser med start fra Cádiz. Selvom kirken er en af ​​de mindste i byen og har et desperat behov for renovering, hævder nogle kilder, at det var her Columbus og hans besætning bad, inden de begav sig ud på deres farefulde rejser.

Det var først i det 18. århundrede, at Cádiz fik sin rigtige guldalder, da spanierne flyttede deres amerikanske handelsbase fra Sevilla til Cádiz. Med den nyerhvervede stilling steg byens befolkning fra 40.000 til 80.000 indbyggere samt en ‘flydende’ befolkning på 20.000 søfolk. Cádiz blev en af ​​Europas mest velstående byer, da al gods til og fra Amerika skulle passere gennem byen. Det er stadig en af ​​Spaniens førende havne, og byens velstand er fortsat baseret på havet.

Gaditano-stil

Den udsatte beliggenhed gør Cádiz en smule mere vejrbidt end andre andalusiske byer, men det giver også mere karakter. Det historiske centrum har gamle havnebyers mystiske tiltrækningskraft – ikke just nusset, men ‘lidt på kanten’ og dermed så meget desto mere interessant. Malingen skaller af på de maleriske facader, hvis farver varierer fra sennepsgul og okker til en grøn farve, som jeg bedst kan beskrive som pistaciecreme. Måske er det derfor, man får følelsen af ​​at være i Havana, når man går rundt i byen?

Tårnene er ikke byens eneste unikke bygninger. Nogle af bygningerne i den gamle bydel har designelementer, som kun kan findes her. Gaditano-stilen har arkitektonisk indflydelse fra begge sider af Atlanten, da Cádiz blev en visuel forlængelse af den globale handel og det tætteste Europa havde på en amerikansk by. Selv byens parker var og er udsmykket med eksotiske planter og træer hentet fra den nye verden.

Det årlige karneval i Cádiz kan spores tilbage til byens internationale fortid – i dette tilfælde forbindelsen til Venedig og Genova, hvis købmænd på et tidspunkt udgjorde 10 % af byens befolkning. Det blev sagt, at folk fra Cádiz, kaldet gaditanos, havde en international måde at tale, klæde sig på, spise og drive forretning på.

En af de bemærkelsesværdige ting ved den gamle bydel er, at den stadig er et levende bysamfund. De lokale insisterer på, at for at være en ægte Gaditan skal man bo i den gamle bydel, som er det eneste rigtige Cádiz. Og med næsten 127.000 mennesker, der bor på en 5 kvadratkilometer stor stribe jord, er den gamle bydel et af Europas tættest befolkede byområder.

Chipinones a la plancha. Foto © Karethe Linaae

Dagens fangst

Du kan simpelthen ikke komme til Cádiz uden at prøve den lokale fisk og skaldyr. Byen har altid været kendt for sine mariscos, og en af ​​glæderne ved et besøg er at finde et bord på en uhøjtidelig bar og bestille en tallerken grillet fisk og et glas Fino-sherry. For et komplet måltid kan du prøve en af ​​byens utallige fiskerestauranter, hvor de bedste ofte findes i sidegaderne eller i nærheden af ​​havnen. På køligere dage kan du bestille Cádiz’ berømte fiskegryderet, hvis opskrift efter sigende blev udviklet på trawlere på vej tilbage til havn, selvom mange gaditanas bestemt har været med til at perfektionere retten.

El Mercado Central de Abastos fra 1838 var Andalusiens første overdækkede marked. Her finder du svulmende diske med fisk, der blev fanget i Atlanten ved daggry, så ‘dagens fangst’ virkeligt betyder del día. Hver morgen strømmer de lokale hertil for at købe tun, blæksprutter, kammuslinger, muslinger, ål, krabber, rejer og andre fisk- og skaldyrslækkerier, mens markedet om aftenen forvandles til et mødested, hvor man kan gå fra bod til bod og bestille tapas for kun en euro som skylles ned med cerveza og vino.

Ved Plaza de España. Foto © Karethe Linaae

På udforskning i et romersk kvarter

Der er byer, det er en fryd at fare vild i, og i Cádiz er det faktisk nærmest påkrævet. De ekstremt smalle, brostensbelagte gader gør El Pópulo, et kvarter etableret af romerne, til en fotografs nirvana. Man kan bogstaveligt talt lugte og fornemme fortiden, men alligevel bor der folk i de historiske bygninger, hvor Cádiz’ velhavende havde deres paladser i byens storhedstid.

En anden kuriositet, når man slentrer rundt, er gadehjørnerne. Efter uafhængighedskrigen var der for mange våben, så overflødige kanoner blev muret ind i byens smalleste gadehjørner for at beskytte mod forbipasserende køretøjer – dengang hestevogne, i dag biler.

I de charmerende og lidt simplere arbejderkvarterer La Viña og Santa María kan man iagttage gaditanerne, som de altid har levet. Mange butikker virker uændrede siden 1910, og fisk og skaldyr sælges stadig fra en vogn eller en kasse på fortovet. Her ligger en af ​​byens mest berømte, eller måske berygtede barer, Casa Manteca. Selvom du ikke kan lide manteca (spæk) eller drømmer om spæk, så kig forbi denne tyrefægtnings-inspirerede kro for at opleve atmosfæren. Nyd et glas Pedro Jimenez og oplev, hvordan de lokale forkæler sig med tallerken på tallerken med chicharrones.

Sådanne tidløse kvarterer har garanteret nogle skjulte skatte. En af hemmelighederne kom frem efter en brand i El Pópulo-distriktet i 1980. Under faldefærdige bygninger fandt arkæologer resterne af et romersk teater fra før Kristi fødsel. Det vurderes at være en af ​​de ældste og største i Spanien, med plads til 20.000 tilskuere. Teatret blev senere base for en maurisk fæstning og husede byens kommunale stalde i middelalderen. Teatret er ikke helt udgravet, for det ligger under den fredede gamle bydel, men det imponerende, halvcirkelformede amfiteater har gratis adgang og ligger kun få gader fra domkirkepladsen.

I Cádiz sælges fangsten stadig på gaden. Foto © Karethe Linaae

Magisk skumringstime

På intet andet tidspunkt er Cádiz smukkere, end når solen går ned i havet og bader bygningerne i gyldent lys. Det er, når gaditanerne tager en afslappet paseo langs palmealenen i Alameda de Apodaca-parken, med klassiske sorte og hvide marmorstier og springvand og bænke dækket med blå og hvide, håndmalede fliser. Det milde middelhavsklima giver grobund for tropiske blomster og enorme figentræer, der tiltrækker alle verdens turtelduer.

Og glem ikke at tage en morgentur på strandpromenaden rundt om hele den gamle bydel. Diget med kampesten, der holder Atlanterhavsbølgerne tilbage, blev skabt for at beskytte mod angreb på engelske skibe i det 17. århundrede, eller så siges det i folkemunde.

Et 2000-år-gammelt romersk teater. Foto © Karethe Linaae

Står du tidligt nok op, kan du være heldig og have hele Playa la Caleta for dig selv. I modsætning til mange spanske strande er den forfriskende fri for cocktailbarer, jetski, massagekabiner, balinesiske senge og tårnhøje hoteller. Standen ligner stadig de gamle postkort, oversået med små farverige fiskerbåde, der ligger og vugger i den lille bugt. Vi er selvfølgelig ikke de første, der har opdaget denne strand. Dette var stedet, hvor Halle Berry kom løbende ud af havet i en hvid bikini (og dolk i bæltet, selvfølgelig) i James Bond-filmen Die Another Day. Scenen var sat i Cuba, men byens lighed med Havana gjorde det til et perfekt stand-in.

Og her forlader vi Cádiz med let blæst hår, salt hud og smagen af ​​fisk og Manzanilla i munden, klar til at vende tilbage for at opdage flere af byens hemmeligheder.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa