La Araña – Málagas kæmpestore arkæologiske fundsted lige øst for byen

La Araña ligger lige ud til havet ved siden af den store cementfabrik, som ligger på den del af kysten øst for Málaga der hedder Playa de La Araña – kun 8 km. fra centrum. Det drejer sig om et fund af 41 huler, der har været beboet uafbrudt i 500.000 år. Det er der vist ingen andre hulekomplekser der kan prale af. Det er nemt at forstå,  hvorfor nogen af de første europæere slog sig ned her, for klippepartiet som rummer hulerne,  ligger kun et par hundrede meter fra havet og en dejlig flod løb ned af klippen midt i det hele. Nu skal vi ud og se på herlighederne.

Besøget i La Araña falder i to dele: Først besøger man museet (Centro de interpretación yacimientos arqueológicos de La Araña), som ligger på højre hånd når man kommer ad motorvejen fra Málagas centrum. Man drejer blot af, når man ser skiltet La Araña og følger skiltene op til centret som ligger lige bagved et af de gamle vagttårne fra 1500 tallet – lige lukt overfor cementfabrikken. Adressen er: Calle Escritor Aguirre García sin número. Anden del er et besøg i 2 af hulerne, som ligger i det store klippeparti på den anden side af motorvejen. Der går to tunneller under motorvejen og der er kun ca. 500 m. mellem de to steder, så det er let.

Man skal reservere plads ved at ringe på nummeret: 674 729 574. Så tager en venlig dame telefonen. Der er kun rundvisning  om tirsdagen og om lørdagen og man kan ikke besøge hulerne på egen hånd. Besøget begynder ved museet kl. 10.30 og hvis man er heldig kommer personalet til tiden. Ellers venter man blot 5-10 min. Sagen er den, at centret udelukkende drives af frivillige, som er helt ulønnede og udviser stor kærlighed for La Araña. Da jeg spurgte hvorfor sådan et vældigt hulefund ikke har fået offentlige midler til drift og udgravning svarer vores meget  vidende guide med at trække på skuldrene og sige: ”I Spanien har vi mere end 10.000 arkæologiske fundsteder, der søger bevillinger, og der er ikke penge til dem alle. Men det har hjulpet at vi er blevet anerkendt af Unesco. Så får vi af og til en slat penge fra Junta de Andalucía og Málagas byråd”. Det koster 10 € per næse at besøge hulerne og de er givet godt ud. Pengene går ubeskåret til vedligeholdelse. Besøget tager lidt under 3 timer og tilbydes kun på spansk.

Inde på museet får vi en lang udredning af menneskehedens historie lige fra Lucy til i dag. Der er montrer med hovedskaller (kopier) lige fra Homo Australopektus, via Homo Habilis, Homo Ergaster, Homo Erectus, Homo Antecessor, Homo Heidelbergensis, Homo Sapiens. Af alle disse tidlige mennesketyper er der kun Homo Sapiens tilbage. Det er de sidste tre nævnte typer, der har boet i La Araña over de sidste 500.000 år. De sidste mennesker boede i hulerne i 1950erne, dengang Spanien var et yderst fattigt land. Under den spanske borgerkrig blev hulerne også brugt til at skjule sig i.

Det fine ved museet er de mange plancher, der viser forestillede scenerier af hvordan nogle af de første mennesker boede her. Man kan se, at de har lært at bruge ilden og at de har små lamper i muslingeskaller, med dyrefedt og en væge. De ser ud til at hygge sig derinde ved ilden. Men noget let liv var det nok ikke, for der var bjørne og ulve, der ville æde dem. Men ilden kunne holde de vilde dyr væk.

Efter besøget i museet går vi i samlet trop under motorvejen og over til klippepartiet hvor hulerne ligger. Vores guide har en masse nøgler med samt en stor lygte. Hulerne er naturligvis aflåst fordi de er vigtige fundsteder, og når man begynder at grave, finder man så mange ting at det tager årevis at katalogere dem. Den sidste udgravning fandt sted i 2011 og man er stadig ikke færdig. Og sagen er den, at kun 4 % af hulerne er udforsket. Resten må man lade ligge indtil der er penge til at komme videre. Da cementfabrikken blev bygget for mere end 100 år siden, kom man til at ødelægge ca. 20 huler, så nu er der færre at udforske. Dengang vidste man måske ikke, at der lå vigtige fund i klippen og hvis man gjorde, var man ikke så nænsom overfor disse ting som man er i dag. Den lille flod, som løb ned over klippen har cementfabrikken også fået ødelagt, men på vejen over til hulerne fik vi udpeget stedet hvor den løb.

Nu skal vi se den største af de udgravede huler. Den er ret dyb og høj, så der er opstillet trapper og stilladser, så vi kan komme højt op i hulen. Det er meget fascinerende. Et sted passerer vi et ret stort skrånende men glat område, hvor man har fundet mange rester af græsser. Mn mener, at det var her beboerne sov. De lå på en stor madras af tørrede græsarter og da denne del var fri for dryppende vand, var det et godt sted at sove.

Vi fortsætter opad til vi ikke kan komme længere, og her er der lavet siddepladser på nogle cementkanter, og her skal vi sætte os. Vores guide slukker nu lyset og beder os om at sidde stille i mørket et par minutter uden at tale. Efter kort tid opdager vi, at det ikke er helt mørkt, men at der stadig trænger et svagt lys ind nede fra indgangen. En fin lille mørk og stille hulestund.

Så drager vi hen til den næste hule, som er noget mindre og som vist blev brugt til begravelser. Man har, for at illustrere dette, anbragt et par menneske ben, en hånd og et par kranier af kunststof.

Og så er besøget forbi. Jeg mener at man bestemt bør aflægge dette fundsted et besøg, dels for at støtte projektet og dels for at høre historiens vingesus højt og klart og blive glad for de kulturgoder vi nyder i dag.

La Araña betyder edderkop, men det er ikke fra det lille insekt at hulerne er opkaldt. Det er de derimod fra den ´pez araña´ edderkoppefisk, som der lever mange af ude i havet, som her hedder Mar de Alborán.