En spaniensdansker ser tilbage

 

 

På tur med en gammel dansk ost og et dollargrin
Når folk køber en ferierejse, vil de som regel gerne betale lidt ekstra, hvis de så kan være sikre på, at alt er grundigt tilrettelagt, så ingen uforudsete eller utilsigtede hændelser indtræffer. Hvis der så alligevel går kuk i planlægningen, og et eller andet uberegneligt sker, så er det som regel netop den begivenhed, man husker tilbage på som rejsens mest interessante del. Hvis man ikke bryder sig om uforudsete hændelser, skal man i hvert fald ikke rejse som blaffer, for da er næsten alt uforudset.

 

Min rejse gennem Spanien foregik for en stor del med lastbil. Om det var hjælpsomhed eller nysgerrighed, er jeg ikke helt klar over, men man kunne næsten være sikker på, at hvis der kom en lastbil, så standsede den, og chaufførerne stoppede én ind i førerhuset, hvad enten der var plads eller ej. Så var man i hyggeligt selskab. Sprogvanskeligheder var ingen hindring, og vi skiltes altid som gamle kammerater, når jeg stod af.
Jeg forventede noget lignende, da en lastbil en gang standsede. Men jeg blev henvist til ladet, da der var to personer i førerhuset. Deroppe blev jeg hilst af en hel lille flok “blaffere”, der allerede var kommet med. De så ud til at være lokale bønder og sigøjnere. Det undrede mig lidt, for chaufføren virkede slet ikke venlig. Men skinnet kan jo bedrage, og et venligt og godt menneske kan udmærket gemme sig bag et usympatisk ydre. Det gjorde det ikke her. Da vi kom til byen, inkasserede han penge fra “passagerne”. Han holdt en hånd med fem spredte fingre op foran mig, og det var jo ret rimeligt, så jeg stak ham fem pesetas. Men det var fem “duros”, han ville have. Det var fem gange så meget, og svarede til det, det ville koste at bo på hotel i to nætter.
Han truede med at tage mig med til politiet, da jeg nægtede at betale, og da jeg ikke havde noget udestående med politiet, syntes jeg, det kunne være meget interessant at se en politistation indefra, og måske kunne jeg få udleveret en prisliste med takster på, hvad det kostede at sidde på ladet af en lastbil, som var ulovligt andre steder, og ville koste chaufføren en bøde.
På politistationen foreslog chaufføren, at jeg ventede ude i forværelset, mens han gik ind til politimesteren. Det, synes jeg ikke, var så god en idé, så vi gik sammen ind på politimesterens kontor. Det var et stort, sparsomt møbleret rum. Bag ved et vældigt skrivebord sad politimesteren, en middelaldrende halvskaldet lille mand i en ulastelig uniform. Han lignede Franco på en prik og hilste værdigt og betydningsfuldt på os, som jeg forestiller mig, at Franco ville have gjort.
Chaufføren fik en stol lige foran politimesteren. Jeg sad lidt bag ved. Jeg kunne jo alligevel ikke forstå. Men jeg kunne bruge tiden til at betragte kontoret og arrangementet. Eneste udsmykning var et stort portræt på væggen på politimesterens højre side. Det kunne godt ligne et portræt af ham selv, men det var naturligvis general Franco. På venstre side hang et krucifiks på samme størrelse. Venstre side er selvfølgelig ikke så ærefuld som højre, men krucifikset hang en smule højere end Franco. Var det bare tilfældigt, eller var det en nøje kalkuleret balance i magtforholdet?
Samtalen mellem de to varede så længe, at det umuligt bare kunne dreje sig om de fem duros. Jeg fik besked på at vende bunden i vejret på min rygsæk, så man kunne se alt, hvad jeg havde. Indholdet fyldte næsten hele det store skrivebord. Jeg var selv lidt forbavset over alle de mærkelige ting, jeg havde samlet og glemt igen. Men politimesteren syntes meget interesseret og spurgte mig ud om hver ting. Jeg stod som en kustode i en raritetssamling og forklarede. En gammel ost fra Danmark havde forputtet sig ned i et hjørne af rygsækken og var blevet glemt. Den havde ændret udseende, så jeg ikke selv kunne se, hvad pokker det var. Men Francos politifolk er modige. Han stak ufortøvet en pegefinger ned i den og fandt ud af, hvad det var. Mens han diskret tørrede fingeren af i sit tørklæde, gav han besked på, at nu kunne jeg vist godt pakke sammen igen.
Men der var lige én detalje: Chaufføren ville have betaling, fordi jeg havde kørt med ham. Jeg mente faktisk, det var dét, sagen drejede sig om, og at det var årsagen til, at jeg skulle endevende min rygsæk.
Jeg forklarede, at jeg som tusinder af andre unge rejste rundt i Europa “par autostop”. Det var på den måde, fattige studenter fik muligheden for at se verden udenfor deres eget land. Den rejseform havde han aldrig hørt om, men den fascinerede ham tydeligvis.
“Kan man virkelig det?,” spurgte han. “Også i Spanien?”
“Claro!,” sagde jeg. “Specielt i Spanien, for spaniere er utrolig venlige og hjælpsomme. Fyren her er den første, der nogensinde har forlangt penge.”
Det var netop sket i hans distrikt, og han følte sig trådt på sine patriotiske ligtorne, lidt forarget. Selvfølgelig skulle jeg da ikke betale! Nu skulle jeg bare gå, og så ville han tage en snak med chaufføren. Gad vist, hvad den snak gik ud på.
Men jeg gik ud på vejen og stak en tommelfinger i vejret.

 

En stor, flot, amerikansk bil, en af dem, man dengang med ærefrygt kaldte et “dollargrin”, standsede for at tage mig med. Bilen var forsynet med diplomatplader, og et midaldrende ægtepar lod ingen tvivl om, at de ikke hørte til bunden af den sociale klasse. Lidt skødeløst velklædte og uformelle viste de, at de var på ferierejse. Alligevel følte jeg mig lidt flov over min egen påklædning. Mine shorts var et par gamle afklippede cowboybukser, og en miniature T-shirt havde kun det formål at få mig til at virke en smule anstændig i det bornerte Spanien. Det var varmt, og man svedte, og jeg var meget bevidst om, at både mit tøj og jeg selv havde brug for en vaskebalje, men hvad kunne jeg gøre andet end lade som ingenting?
Señora rykkede lidt ind på midten af det behagelige forsæde, så der kunne blive plads til mig på hendes højre side. De var venlige og interessante mennesker, og vi snakkede hyggeligt sammen, mest señora og jeg, for vi sad jo ved siden af hinanden, og hendes mand måtte koncentrere sig om kørslen. Vi blev mere og mere fortrolige, hende og jeg, og på et tidspunkt sagde hun lidt kælent: “You have become very brown,” og så lagde hun en blød og følsom hånd på min overarm, der hvor T-shirten sluttede, og lod den langsomt glide hele vejen ned til håndleddet. Hendes hånd efterlod en besynderlig, dejlig varme i armen, og jeg ønskede, at hun ville gøre det igen. Men det skete ikke, for de begyndte at diskutere et eller andet. Det blev heftigere og udviklede sig til et skænderi. Jeg havde en fornemmelse af, at det drejede sig om mig, men slog det hen: Sludder, hvor betydningsfuld tror du egentlig, du er?
Lidt efter standsede vi, og manden forklarede venligt og forståeligt – han var jo diplomat – at de snart skulle dreje af fra hovedvejen, og netop her ville nok være et godt sted for mig at komme videre fra. Jeg kunne ikke rigtigt se, hvorfor det netop skulle være et særligt godt sted, men det slog mig, at det var en arroyo, og det var anden gang, jeg blev smidt af sådan et sted. Var der noget ved disse udtørrede vandløb, der fristede bilister til at losse deres passerer af? Senere hørte jeg et spansk mundheld: “Poner en el arroyo.” Det var måske ikke så tilfældigt.
Vi tog høfligt afsked med hinanden. Jeg ville gerne have sagt ordentligt farvel til señora, men hun var så optaget af at ordne et eller andet i handskerummet, at vi ikke fik øjenkontakt.
Nu var det anden gang, jeg stod her ene og forladt i en arroyo. Første gang smidt af af et par lastbilchauffører, der mente, at jeg havde været for kammeratlig med politiet. Og nu anden gang?
Ubevidst lod jeg højre hånd glide ned ad venstre arm. Den føltes stadig så dejlig varm.

 

I næste nummer af La Danesa tager Holger os igen med på tur gennem Spanien, og tryllebinder os sine fantastiske fortællinger. I årets sidste udgave af La Danesa får I svar på, hvordan Holger kom videre fra arroyo’en og blaffede sig til sit næste eventyr. Læn dig tilbage, nyd et tempereret glas vin og læs med, når vi hører historien om Holgers karruseltur, bogstaveligt talt, og hvad mødet med en andalusisk skønhed kan føre til af kriller i maven.

 

Af Foto: Nanna Lunnemann