Da 2013 begyndte, blev de danske nytårstaler gennemdiskuteret, som om de med usynligt blæk indeholdt de store forkromede svar og ikke blot var det, som de vel egentlig er: En hilsen til folket. Noget mere lidenskabeligt gik det for sig i Spanien, hvor vores to landsfædre snart skulle finde ud af, at det nye år på ingen måde ville behandle dem nådigt. Fortjent? Ja, såmænd.
Da nytårsskytset blev fyret af, vidste vi ikke, at Obama ville komme så tæt ud på kanten af the Fiscal Cliff, at det næsten tog pusten fra hele den vestlige verden. At hans storstilede sundhedspakke ville få smæk, havde vi derimod regnet ud, og det samme gjaldt Hillarys exit fra udenrigsministeriet, så hun kunne komme hjem og tømme skabene for skeletter inden den næste præsidentvalgkamp.
Ved årets begyndelse gik dét, som resten af verden for længst har indset, endelig op for Danmark: Hvorfor gå på arbejde, hvis det bedre kan svare sig at blive hjemme? – og man gik efterfølgende i gang med at kigge de lukrative, statslige forsørgelsesordninger efter i sømmene. Således blev 2012’s dagpengedebat erstattet af en laaaang kontanthjælpssnak, som endnu engang søgte at vise, at “Thorning stjæler Løkkes politik”, til nogens store forargelse. Men hvad pokker, det var jo netop ved at stjæle socialdemokraternes politik, at Bette Anders i sin tid blev statsminister.
Ved årets begyndelse havde vi endnu ikke hørt Rajoy sige: Jeg har ikke modtaget sorte penge – noget der mindede foruroligende meget om et statement fra vis karismatisk herre, der engang sagde: I have not had sex with that woman!
Nye ord som vejvrede-vold, Far’velfærd, stenalderkost, GGGI, øv-dage, højresvingsulykker, akutjob og Pøbel-kø i Tisvilde havde ikke rigtig fundet vej ind i vores vokabularium, mens ordene lakridspibe, ydernummer og hestekød fik en renæssance. Men det vidste vi heldigvis ikke, da vi skålede det nye år velkommen. Det var nemlig før X Factor-Blachmann kaldte på maskulin handlekraft, hvilket Anne Linnet så gav programmet, og meget længe før Allan Simonsen ufrivilligt lavede en Jacob Haugaard og skabte debat af dimensioner, der sendte kommunalvalgkampen langt bagud af dansen. Det var også før, Lars Løkke igen måtte forsøge at redde skindet på det offentlige skafot, og Friis Bach gik af som udviklingsminister pga. samme sag men af anden årsag. Det var før Yahya Hassan blev synonymet på oprørske stemmer fra det muslimske mindretal, før der i Fredericia gik gul stue i byrådssalen, hvor Banke-sagen kom til at ligne en genudsendelse af DR2’s julekalender ‘Jul i Kommunen’, og det kom frem, at der kun er tre kommuner i DK, hvor antallet af folk i arbejde overstiger antallet af borgere på overførselsindkomst. Det var også længe inden, SAS-medarbejdere fandt ud af, at nogen havde fået ekstra løn. Bare synd, at de ikke tænkte på, at disse nogen havde fået pengene for at hjælpe med at redde arbejdspladsen og evt. nedlægge egne job. Smalsynet og helt på højde – eller nærmere ‘lavde’ (er der noget, der hedder det?) med skolelærerne, der syntes, at de skulle have andre regler end resten af arbejdsmarkedet. “Regeringen og KL har aftalt det hele på forhånd”, peb de i dagene op til den varslede lockout. Ja, og hvad så? Det er jo ligesom også dem, der er arbejdsgiverne og som betaler gildet – og dermed også bestemmer. Og det med forberedelsestiden… Nu er det jo ikke ligefrem raketvidenskab, de underviser folkeskolebørnene i. Selvfølgelig skal man da være forberedt og introducere nyheder til eleverne, men helt ærligt, der er da grænser for, hvor svært det kan være år efter år at undervise 8. klasse i engelsk…
Håndboldherrerne fik med spanskrøret, og Wilbek tog det ikke ligefrem som en mand. Mere tykhudet synes Morten Olsen at være – lidt af Wilbeks lidenskab ville måske klæde ham… Lance Armstrong, Riis og Kyllingen stod for underholdningen ovre i cykelafdelingen godt hjulpet af twitteren og måske-cykelholdejeren Oleg Tinkov, der næsten – og kun næsten overgik latterlige Bendtner i gentagen plat opførsel.
Dengang kendte vi ikke schæferhunden Thor, whistlebloweren Snowden og Oscar Pistorius, ham hurtigløberen uden ben, der skød sin kæreste. Desværre var sidstnævnte undtagelsen, der bekræftede reglen: Der findes ingen helte i virkeligheden.
Ingen havde endnu skudt på Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard, Emmelie havde ikke vundet MGP og Ahmed Akkari havde ikke drukket kaffe og udvekslet smil og håndtryk med Muhammedtegner Kurt Westergaard.
At skandaler som DSB/Waterfront-koblingen ville springe ud i lys lue, anede vi ikke, men sagen kunne om ikke andet have hjulpet Danmark til at blive voksen, og én gang for alle sende Morten Korch-livssynet på pension. Det skete imidlertid ikke. Det var også før, Villy blev syg, og man måtte konstatere, at han skulle så tæt på døden for at komme på forsiden. I året der snart er gået har man nemlig ikke set meget til udenrigsministeren, der tilsyneladende er så uinteressant, at ikke engang NSA har gidet at aflytte ham.
Vi havde Margaret Thatcher, Pihl & Søn, Lillebrors Ingrid, Hugo Chávez, Grev Christian, Tony Soprano og Thorkild Kristensen. Da året var omme, var de væk. Det samme var Hans Christian Varnæs, der i skikkelse af Holger Juul Hansen døde natten før forårsjævndøgn, som hverken unge eller gamle adspurgte danskere vidste, hvad var. Hallo! Blot ved at kigge på ordet kan man næsten gætte det, ikke? Samme dag kørte det som breaking news, at snestormen i DK var udeblevet, og masser af gode kræfter blev brugt på at placere ansvaret for fejlfortolkningen af vejrgudernes melding. Come on!
Østeuropa blev oversvømmet og det sneede i bjergene under Giro’en, mens vi her i Spanien fik et vådt forår efterfulgt af en dejlig, kølig sommer. Danskerne fik også en god sommer (så god at selv Metrobyggeriet var ved at kollapse i varmen) og medierne var da heller ikke sene til at køre kanonerne i stilling med overskrifter som: ‘Hedebølge på vej’, ‘Har allerede krævet flere liv’ samt tørkeskemaer i vejrudsigterne og det sædvanlige UV- og solcremehalløj. Tilsvarende ude-af-proportioner-medie-hysteri kunne man tale om, da den britiske kongebaby endelig kom til verden: ‘Her opholder Kate sig inden fødslen’. ‘Klik her for at vide alt om den kongelige baby’. End ikke når vore egne kongelige formerer sig, er der lige så megen ståhej. Og jeg kan endda ellers godt lide de kongelige (mest pga. det med kjolerne), men alligevel…
Sommeren bød også på undskyldninger fra SKAT, tæt på rekordmange turister i Spanien og voldsomme tog- og busulykker – toppet af den mest tragiske i Santiago de Compostela.
Trods alle bomberne i Mellemøsten og dem i Boston fik de danske journalister ikke lært, at bomber ikke springer, måske fordi de havde så travlt med vigtige emner som de Luffe-motiverede indbliksgener (når man via trambolin-hop kan kigge ind til naboen), bare bryster i offentligt rum (det er en menneskeret at amme sit barn. Klart! Men det er ikke en menneskeret at gå på café!), screening for livmoderhalskræft (hvem forhindrede kvinderne i selv at tage hånd om sagen?) og den langtrukne soap opera om statsministerens skattesag (Gab!). Hold nu op, hvor man træner til at optimere alt, hvad der ligner spildtid.
Nu kan vi så bruge julemåneden til at reflektere over, om det med skattely skal handle om etik (siden hvornår er det ulovligt at agere uetisk?), om Løkke er i gang med at afvikle sig selv (hvilket bør være uundgåeligt, da manden bare ikke har statsministerformat), om maleriet af kongefamilien ligner en forside af Vagttårnet eller coveret til en DVD om en spooky familie og en lille dreng med underlige evner, om Spanien holder sig ude af recession og om Danse-Allan vinder finalen. Og så vil 2014 måske vise, om Naser Kharder har ret i sin spådom om, at en trediveårskrig mellem shia- og sunni-islam er under opsejling. En krig, der ligesom sin navnebror i 1600-tallet involverede både Danmark og Spanien. A ver…
God Jul!
he, der blev gift i år – og det vidste vi i hvert fald ikke noget om, da 2013 begyndte.
Af Helle Espensen
