Escápate - Islandske øjeblikke

 

Her føles det helt selvfølgeligt, at naturkræfterne og overnaturlige fænomener har inspireret vores nordiske forgængere til at fortælle de historier, vi nu kalder sagaer, som, specielt når man befinder sig i Island, vedkommer os alle.
Og med vanlig, enigmatisk energi fortsætter naturens kræfter med at inspirere og indgyde respekt.

 

 

Bardarbunga under Vatnajökull, verdens tredje største gletsjer
Ild og lava spyes op af Bardarbunga-vulkanen under Vatnajõkull. Denne gletsjer, på ca. 8.200 km2, er verdens tredjestørste plateaugletsjer – kun Grønlands indlandsis og Antarktis er større – ligger som et tag af is og sne lagt som et låg på verden, som den breder sig foran os i det sydøstlige Island. Vatnajökull genspejler solen og ilden i det gigantiske, op til 1000 meter dybe frost, hvoraf det meste er gammelt nok til at have set begivenhederne i de islandske sagaer udspille sig.
Vatnajökull kan oversættes til gletsjersøer; jökull eller jøkel kaldes også bræerne, der snor sig ned fra gletsjeren.
Bardarbunga er én af de vulkaner, der gemmer sig under isen nogle af landets mest aktive vulkaner. Det er ikke kun den storslåede is, der giver gåsehud.
Laki-vulkansystemet findes under gletsjeren, og i 1783-83 betød et udbrud her, at over 50 procent af landets får og køer omkom, syreregn ødelagde høsten, og 25 procent af landets befolkning døde af hungersnød.
Grimsvötn, som ligger under en vulkansk sø gemt i gletsjeren, buldrede i 1996, og det resulterede i et gigantisk jøkelløb, hvis enorme vandmængder på vej udover sletten Skeiðarársandur mod Atlanterhavet rev alt med sig, inklusive den nærliggende bro, der forbinder ringvejen, den eneste vej rundt på øen.
Gennemsnitligt går Grimsvötn i udbrud hvert 10. år, senest i november 2011, og her spyede den ild og røg i op til 12 km. Nu er man bange for, at Bardabunga skal sprede sig til de andre vulkaner, så vi iler videre.

 

 

Isbjerge i lagunen
En lyd, som var den skabt af Thor, kommer fra Vatnajökull. Det er gletsjertungerne, som blæst får til at kælve særligt ambitiøst ud i lagunen Jökulsarlón. De er som hvide lavastrømme.
Sejlturen, der normalt foregår i amfibiebåde på den 18 km2 store lagune, er derfor aflyst i dag. Af sikkerhedsmæssige årsager forlyder det, og forstås det.
De ekstremt mange isbjerge fylder lagunen. Farverne på ismassernes øverste 10 procent skifter mellem gennemsigteligt blåhvidt og gråt fra vulkanernes sand lava, og de skvulper nær lagunebredden – lige indenfor rækkevidde.
En smal landtange adskiller Jökulsarlón fra Atlanterhavet, hvortil de efterhånden smeltende isbjerge bevæger sig. De forsvinder langsomt på den sorte strand, mens fede, solslikkende sæler og vi ser på.

 

 

Eyafjællajökull og de andre vulkaner
Island har 130 vulkaner, hvoraf 18 har været aktive siden bosættelsen i 870’erne.
Blandt dem er den uforglemmelige, den vi kender som Eyjafjallajökull. Men faktisk har vulkanen i sig selv ikke noget officielt navn, men refererer til gletsjeren oven på bjerget Eyjafjall, hvori der er en vulkan. Eyja betyder så også ø, så det fordanskede navn kunne være ø-fjeld-jøkel. Jøkel er i øvrigt det gode gamle, danske navn for gletsjer.
Men lad os holde os til Eyafjællajökull, der, som vi alle lærte i 2010, udtales: Ay-uh-fyat-luh-yoe-kuutl. Eller måske ikke rigtigt fik lært. Men vi fik et nyt ord; askesky, da vulkanen i foråret satte en gevaldig kæp i turbinerne på flytrafikken i Europa og Nordamerika, hvor omkring 100.000 flyvninger blev aflyst. Ironisk nok kunne man godt flyve til og fra Keflavik-lufthavnen, da vulkanen står nær øens sydligste spids.
Katla, under gletsjeren Myrdalsjökull helt i syd, er dog den, som lige nu mest bekymrer geologer og dermed alle vi andre. Også Hekla, landets mindst tilbageholdne vulkan, er tæt på et nyt udbrud.
I dag gemmer hun sig bag en flok fortravlede skyer. Surtsey gemmer sig derimod bag Vestmannaøerne, og det er én af de yngste øer i verden. Den opstod fra havet i en serie af vulkanudbrud i 1960’erne. Den er opkaldt Surt, en jætte med et brændende sværd. Øen er kun tilgængelig for forskere, der undersøger evolutionen.
Flere steder kan man derimod gå op til vulkankraterne, som Grábrók, der ligger ved Bifrost i den vestlige del af landet, og Bifrost skulle jo være broen mellem himlen og Jorden, mellem Asgård og Midgård.

 

 

Hvaler mod Grønlandshavet
66 grader nord. En vågehval stikker snuden op af havet for snart at dykke igen. Den skal skaffe sig sul på kroppen til den kommende vinter, hvor den gerne skal beholde idealvægten på ni tons fordelt på sine 11 meter.
Vi er sejlet ud fra Husavík, ikke så langt fra Akureyri, den største by uden for Reykjavik-området, og indbyggertallet er på ca. 17.500. Fiskerbyen ligger i bunden af fjorden Eyjafjördur. Nogle kilometer længere ude ligger Grimsey, Islands nordligste ø, og lige bag den er polarcirklen.
Man kan sejle på hvalsafari fra flere steder i landet, heriblandt Reykjavik og altså Husavik, hvoromkring flere hvalarter holder til. Vi er med en gammel hvalfangerbåd, hvor turen foregår i overlevelsesdragter og med varm kakao.
Og jo, man fanger hvaler i Island. Trefjerdedele af islændingene er for fangsten, det er lovligt, og flere eksperter mener, at de hvaler, der fanges, heriblandt vågehvalen, ikke er udryddelsestruede. Hvalkød eksporteres, og flere af landets egne restauranter serverer det, stegt, gravad eller røget. Det smager bedre end den traditionelle, fermenterede haj.

 

 

Søpapegøjer, polarræve og rensdyr
På hvalsafarien runder vi lundeøen, som er hjem for titusinder af lunder, også kaldet søpapegøjer. De danner små prikker på havet, og de letter, når de fornemmer, at en hval er på vej op.
Denne smukke fugl med det intelligente blik holder til ved kysterne og på de mindre øer, hvor islændingene fanger dem med et net sat på en lang stang, og de indsamler æggene fra fuglenes op til en meter lange huler, ved at hænge i liner ud over drabelige klippeskrænter.
Fuglelivet er utroligt; her er også lomvier, ørne, svaner og forskellige andefugle. Klimaforandringerne skaber nogen kaos i deres vaner.
Da vikingerne kom hertil, var de eneste landgående dyr polarræve; og de findes stadigvæk. Med sig havde vores nordiske forgængere, nærmere betegnet fra Norge, får, hvoraf der ifølge floskelskuffen i dag er flere, end der er islændinge, samt geder og andre spiselige eller på anden vis nyttige kræ.
De havde dog ikke rensdyr med sig på vikingeskibene. De kom først hertil i 1700-tallet, og mens vi denne gang ikke ser nogen af de nu omkring 5.000, der fortrinsvist lever på den østlige del af øen, påminder vejskilte om deres mulige passage på ringvejen om deres tilstedeværelse.
Vikingerne medbragte dog heste.

 

 

Töltende heste
Ikke ponyer. Siger man det, risikerer man at rage uklar med islændingene. De islandske heste er på trods af de kun 140 cm i stangmål kategoriseret som heste. Det er den eneste race, hvor hesteøvrigheden, hvem det så end er, har gjort denne udtagelse.
Hestene var forskellige i udseende og farver, og derfor er der i dag stor variation i racen, mens deres fælles træk, som en liden, men hårdfør race, skyldes, at de traditionelt altid opholdt sig udendørs.
Omkring 1920 påbegyndtes en stambog over hestene. Nu er her officielt omkring 80.000 heste, mens det reelle antal menes at være nærmere 100.000. De anvendes til ridning, udflugter, og mange eksporteres. Andre spises.
Fælles for dem er også deres lange manker, der nærmest dækker deres øjne og minder om en Colgate-reklame, når de farer over lavaørkenen. Farer eller tölter. Hestene kan jo op til fem gangarter, som udover skridt, trav og galop er pas og tölt, der er en firtaktet gangart, hvor de tager lange og høje skridt.

 

 

Vandfald og den oprindelige gejser
Elvene fosser ned fra gletsjerne. De skaber frodige områder, hvor lavaen tillader det. Og hvor naturens luner udi topografi leger med, er der skabt nogle fascinerende vandfald.
Vi ser Godafoss i nord, hvor en Thorgeir Thorkelsson i år 1000 skulle have navngivet det ved at smide de sidste hedenske gudestatuer i vandfaldet. Tre i én får man oveni købet. Dettifoss, længere mod nord, er Europas vandrigeste vandfald, og den buldrer og hvæser med en vandføring på 193 m3/s, mens vi ved Seljalandsfoss i øst går bag gardinet, og ved Gullfoss i syd leder efter guldet for enden af regnbuen.
Ordet gejser stammer fra den af samme navn i den sydøstlige del af Island, og mens selve Gejser eller Geysir nu er stille og utilregnelig, spyr Strokkur, nabogejseren i dette geotermiske område, hver 5. eller 15. minut vand og damp op i en 20 meter høj søjle. Flere steder kan man bade i naturlige bassiner; dog ikke her.
Vejret er klart, og Islands næststørste gletsjer, Langjökull, gør krav på vores opmærksomhed.

 

Sagaerne evige tilstedeværelse
Egil og Njál. Det er to af de største figurer i de islandske sagaer. Egil kommer fra området omkring Borgarnes i vest, mens Njál er fra Vik i øst, og guderne Odin og Thor, Freja og Loke og alle de andre herskede naturligvis over alt mellem himmel og jord og så lidt til.
Var det ikke for de islandske sagaer, ville vi kun have sparsom viden omkring de tidlige nordboer og den nordiske tro, asatroen.
Sagaerne om menneskenes bedrifter, deres drabelige stridigheder og overbevisninger, foregår fortrinsvist i de første århundreder efter bosættelsen, mens ingen vel kan præcisere gudernes færden. Fælles for dem er dog, at islændingene, da vi nordboere avancerede fra at kunne fremstille primitive runer, til at kunne skrive i dagens forståelse af begrebet, valgte at nedskrive sagaerne, der var blevet fortalt gennem generationerne. I andre lande var det mest præster, der kunne skrive, og de fokuserede på at genfortælle bibelhistorien. Men ikke islændingene. Først og fremmest var det Snorri Sturlosson, der i 1200-tallet sørgede for, at ord blev sat på kalveskind.
De blev i 1700-tallet indsamlet, bragt til Danmark, men endelig i 1971, efter fortsatte krav fra Island, vedtog folketinget at levere dem tilbage.
Sagaerne anses i dag for at være blandt verdens største, literære værker. Her i Island lever de alle videre; og islændingene skaber nye sagaer med folkehelte, trolde og alfer og andre småfolk.

 

 

Islands sjæl i Thingvellir
Sentimentalt, måske. Men en nærmest andægtig følelse spreder sig i undertegnede, da vi nærmer os området Thingvellir nordøst for søen Thingvallavatn.
Allerede i år 930 grundlagde bosætterne det første Alting, et slags parlament, hvor man (mest høvdinge) to uger hvert år samledes til ting og retsmøder. Sådan for nemheds skyld var her også en brønd til drukning og en galge; vikingerne var jo pragmatiske folk.
Stedet var brugt til samlinger frem til 1798, da Altinget blev flyttet til Reykjavik. Thingvellir er dog stadig et betydningsfuldt sted for islændingene, her er deres sjæl, og selv da landet i 1944 officielt blev udråbt til republik, skete der her fra lovhøjen, hvor den islandske republiks flag knejser.
Islands rygrad er her også. Det er den midtatlantiske ryg, som er dannet ved havbundsspredning mellem de eurasiske og amerikanske tektoniske plader, de mødes og hiver i hver sin retning. Det gør hvert år Island gennemsnitligt fire cm bredere. Ryggen ligger for det meste under havet, men den dukker altså op i Island, hvor man i bogstaveligste forstand står mellem de to kontinenter netop i Thingvellir.

 

 

Reykjavik, bliktage og hypermoderne
Mens islændingene aldrig helt mistede deres sjæl under det økonomiske kollaps, her kendt kreppa, der, selvom det for en sydlig nordbo er uforståeligt, virker rammende, har de genfundet deres sunde fornuft, og man mærker, at det igen går dem ganske godt.
De spraglede bliktage er ikke erstattet med andre, og hvorfor skulle de også det, mens det futuristiske koncerthus, Harpa, nu står prægtigt ved havnen, som indbyggerne, efter den forventede modstand, i dag er stolte af. Den overgår Hallgrimskirken, inspireret i naturen, heriblandt søjlebasalt, mens den minder mere om en affyringsrampe til en rumfærge, hvilket der måske, måske ikke, er en mening med.
Generelt er islændingene et stolt folkefærd; hovedet holdes højt; og det er et charmerende karaktertræk. Ingen janter her. Denne stolthed omfavner også pølsevognen på havnen, Bæjarins Beztu Pylsur (byens bedste pølser), hovedstadens største tilløbsstykke, hvor også USA’s forhenværende præsident Bill Clinton har spist. Det er uklart, om det samme gælder hans forgænger Ronald Reagan og dennes sovjetiske pendant, Mikael Gorbatjov, da de i 1986 mødtes i Reykjavík i et hus kaldet Höfdi, nu museum, og tog de første skridt hen imod afslutningen på den kolde krig.
Det var passende, og det var tiden, hvor Vigdís Finnbogadóttir som verdens første demokratisk valgte kvindelige statsoverhoved var præsident – islændingene er på trods af, at mange traditioner fastholdes, også foran de fleste andre nationer.
Ingen kold krig i Islands hovedstad. Her er alt andet end koldt. Golfstrømmen hjælper, det samme gør fortove og indkørsler opvarmet af den konstante geotermiske energi og islændingenes vedvarende ditto.

 

Areal: 103.200 km2.
Indbyggertal: 318.000, hvoraf de godt 185.000 bor i Reykjavik-området.
Befolkningstæthed: 2,9.
Reykjavík: 120.000.
Island er verdens attendestørste ø og den næststørste i Europa efter Storbritannien.
Hvannadalshnúkur er med 2.119 m det højeste punkt.

 

Årstallene
Før 870: Enkelte irske munke lever her.
870: De første norske vikinger ankommer, munkene forsvinder.
874: Ingolfúr Arnarson fra Fjaler ved Dalsfjorden bosætter sig som den første.
1000: Kristendomme indføres.
1200-t: Sagaer nedskrives.
1200-t: Ufred blandt islændinge, landet kommer under den norske krone.
1380: Kalmarunionen betyder, at Island nu tilhører Danmark.
1550: Danskerne halshugger den sidste katolske biskop.
1602: Danmark indfører monopol på handel langs kysterne.
1700-t: Koppeepidemier og vulkanudbrud forårsager befolkningstilbagegang.
1800-t: En national selvforståelse og uafhængighedsbevægelse blomstrer.
1918: Den dansk-islandske forbundslov træder i kraft. Island bliver anerkendt som en suveræn stat. Den skal gælde i 25 år.
1943: Forbundsloven udløber.
1944: I en folkeafstemning siger 98 procent af befolkningen ja til at kappe de sidste bånd til Danmark.
17. juni 1944: Island udråbes formelt til republik med Sveinn Björnsson som landets første præsident.