Marias Dyrelykkeland i Córdoba

Nærmest symbolsk har Jorge, fincaens fritgående æsel og Marias rejsekammerat, tagets plads lige ved indkørslen, da vi triller ind på gårdspladsen. Dens ører, som permanent hænger nedad, dens skiftende vinterpels samt det lidt afpillede ydre fører tankerne hen på Peter Plys’ æselven, som er kronisk deprimeret. Jorge virker dog glad og tilfreds ved nærmere eftersyn og kommer også nysgerrigt hen og tager imod gæsterne.
Det var et forlist forhold og en trang til at få renset tankerne, der bragte Maria til Spanien i 2014.

”Jeg havde rejst i Latinamerika før, så jeg kunne lidt spansk allerede. Da jeg ikke havde råd til at tage på vandretur i Latinamerika, valgte jeg en rute, der gik fra Spanien til Portugal i stedet,” smiler Maria og tilføjer, at hun på vandreturen gik med 20 kg oppakning, og da hun ikke havde lyst til det igen, fandt hun på at købe et æsel, som kunne hjælpe til med at bære. I Albacete erhvervede Maria æslet Jorge, der påtog sig rollen som ’pakæsel’ og sammen drog de ud i det ukendte.
De to måneder blev spækket af praktiske udfordringer og uforglemmelige oplevelser. ”Når jeg vågnede om morgenen, var det med en spændt forventning til, hvad dagen ville byde på. Og når jeg puttede mig i soveposen om aftenen, var det med en følelse af at være verdens heldigste menneske,” fortæller Maria, der mest sov i sit medbragte telt, men ofte blev hun også inviteret indenfor hos folk og sove og spise, og hun oplevede en enorm gæstfrihed på sin tur: ”Dem, jeg sov hos, kendte ofte nogen i den næste landsby, som kunne indkvartere mig,” smiler hun.

Undervejs mødte Maria bjergbonden Manolo, og sidenhen er både hun og Jorge flyttet ind i Dyrelykkeland, hvor Maria står for pasningen af dyrene.

SKRÆP SKRÆP SKRÆP, siger det, da vi træder indenfor i den lille indhegnede have til Maria og Manolos finca. Det er gårdens ’kælegås’, som efter lidt blid insisteren får La Danesas udsendte overtalt til at klø hende under de tykke dun.
Udover gæs er der får, geder, æsler, høns samt en enkelt hest og en enkelt ko og naturligvis hyrdehunde. ”Vi har lam hele året rundt, nogle gange skal de flaskes op og nogle gange sættes de sammen med gederne, hvis ikke lammets mor giver nok mælk,” fortæller Maria, da vi bevæger os ind i stalden til fårene. Desuden har Maria selv har flasket en del af gårdens får op.

Maria lærte Manolo at kende under sin færd fra Spanien til Portugal. Æslet Jorge, som er i sin tredje alder, havde nemlig svært ved at klare de sidste 200 km på ruten. Manolo, som María havde mødt i Villaharta, hvor pilgrimsruten løber forbi, kom hende til undsætning med et frisk æsel og tog Jorge med sig til sin Finca, så denne kunne få et velfortjent hvil. Nu bor de alle tre på fincaen, hvor der efterfølgende er kommet en del flere dyr til. ”Manolo købte 200 får, for som han sagde ’nu har jeg en hyrdinde, så mangler jeg bare fårene’,” smiler Maria, der med sine vandrestøvler og læderhat maner alle forestillinger om hyrdinde-kyse og pussenussekjole i jorden. Denne hyrdinde tager sin opgave alvorligt!

Her på egnen kender de Maria som ’la pastora danesa’ eller slet og ret som ’la danesa’. Det er nemlig ikke gået lokalbefolkningens næse forbi, at Maria hyrder får. Kvindelige fårehyrder findes der ikke vanvittigt mange af, og da slet ikke kvindelige danske fårehyrder. De 200 får hyrder Maria på daglig basis, men for et par år siden hyrdede hun sammen med tre mandlige hyrder 2000 får og 100 geder 600 km fra la Cuenca til Andujar.

”De 100 geder var klart de mest besværlige!” griner Maria og fortsætter: ”Der var kun ét bad på de 36 dage, det tog at gå turen. Når mine mandlige medhyrder skulle skifte sokker sådan cirka en gang om ugen, smed de de brugte sokker på bålet. Det er en stank, jeg aldrig glemmer,” ler Maria igen og fortsætter lidt mere alvorligt: ”På ruten fra Cuenca til Andujar er man flere gange nødt til at gå igennem byerne. Det sker på såkaldte ’vía pecuarias’, som er veje, der er specielt anlagte til dyrs passage og her har dyr fortrinsret. Det er da ret smukt at tænke sig.”

På fincaen tilbyder Maria nu ruter med æsel til folk, som har lyst til en eller flere dages vandring med eller uden guide (men altid med 24 timers ’livline’). Den andalusiske del af pilgrimsruten ’Camino de Santiago’ går nemlig direkte igennem Villaharta. Faktisk ses en kilometerpæl med den karakteristiske muslingskal, der indikerer, at man befinder sig på pilgrimsruten, direkte udenfor finca Dyrelykkeland. Denne del af pilgrimsruten hedder ’Camino Mozárabe’ og det er Marias ønske, at andre kan komme til at opleve følelsen af pilgrimsfærd ved at vandre i naturen i fællesskab med et æsel.
Kortere ruter af få timers varighed er dog også muligt.

Da jeg tager afsked med Maria og Manolo (og Jorge og alle de andre) trækker en bil op på gårdspladsen. Det er en lokal familie, hvis børn med forventningsfulde øjne spørger, om de må gå hen og se lammene, som blev født i løbet af natten. I Dyrelykkeland er der plads til alle.

 

Dyrelykkeland ligger 30 km nord for Córdoba. Se www.dyrelykkeland.com for mere info om ruter med æsler, om at komme ud og hyrde fårene ind med la pastora eller find dem på Facebook, hvor du kan følge med i hvornår fårene bliver klippet, hvornår der laves gedeost samt hvornår der er hundehvalpe, æselføl osv.

 

---

Indkvartering
Lige ved siden af Dyrelykkeland ligger der et lille landhotel ved navn Balneario Aguas de Villaharta. Her indkvarterer vi os efter en dag på bondegårdsbesøg. Hotellet ligger helt alene her i den fantastisk smukke dal. Det eneste, der ellers ligger her i den lille dal er ja – Dyrelykkeland.
Det er et overraskende velplejet hotel, man drejer ind til fra grusvejen i Villaharta. Ude foran ses den karakteristiske muslingeskal, som indikerer, at pilgrimsruten løber her forbi. Der er kun 21 værelser fordelt i to længer – en moderne og en mere landlig afdeling.

Hammam
For et hotel der blot har 21 værelser er deres hammam helt i verdensklasse. Det har sin naturlige forklaring. Hotellet har nemlig fungeret som ’balneario’ – hvilket i gamle dage var spa- og rekreationssteder, som lå langs søer og floder. Ja på sin vis er det jo stadig et balneario, for rekreationsmulighederne er bestemt til at få øje på.

På klassisk hammam-vis findes der et varmt, et koldt og et rigtigt varmt bassin. Det er en fryd at lade sig dumpe ned i det store varme bassin mens aftensolen står ind ad de små åbninger i den rustikke mur og te indtages af små marokkanske te-glas.
Aftenen rundes af med et glas vin i restauranten, hvis menukort ligger meget langt fra det landmandskøkken, men godt kunne tro, de ville præsentere. De udmærkede vine akkompagneres nemlig af et gourmet-menukort.

Villaharta ligger 30 km nord for Córdoba, så på vej tilbage til kysten kan man passende slå et smut forbi den smukke by med det mauriske og jødiske præg, ligesom La Danesas udsendte gjorde.

God tur!

 

Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com